19/11/2025 0 Kommentarer
Copenhagen Renaissance Music Festival: Musica Ficta & Bo Holten
Copenhagen Renaissance Music Festival: Musica Ficta & Bo Holten

Copenhagen Renaissance Music Festival 2025
Billetter a 200 DKK / Stud 100 DKK på BILLETTO og i døren fra kl 19.00
PALESTRINA 500 ÅR
Musica Ficta & Bo Holten
Sakral og verdslig musik af Palestrina
2025 er året hvor renæssancens største komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina (1525 – 1594) fylder 500 år. Palestrina var en markant komponist i sin tid og hans store oeuvre er næppe overgået af andre i mængde og kvalitet. Hvad Shakespeare er for litteraturen, Michelangelo for kunsten, er Palestrina for vokalmusikken. I både gode og svære tider kan alle både som udøvende og som lytter vende tilbage til Palestrinas musik som en tryg omfavnelse.
En fejring af sådan en væsentlig komponist fortjener storhed, og Musica Fictas koncertfejring inkluderer det største og mest berømte værk af denne betydningsfulde renæssancekomponist: den berømte Marcellusmesse.
Pierluigi da Palestrinas musik et mønstereksempel på polyfonien – den flerstemmige musik, hvor alle melodierne i musikken har lige stor berettigelse, og han fik en helt særlig plads i den modreformatoriske musik i midten af 1550-tallet. Polyfonien havde fra sidste halvdel af 1400-tallet udviklet sig til en så virtuos musikform, at kun det trænede øre kunne følge med, og mærkeligt nok blev det et problem for den katolske kirke. Da protestantismen vandt frem i Nordeuropa ikke mindst med menighedssangen på modersmålet, måtte den katolske kirke finde et musikalsk modsvar, der fastholdt fokus på ’ordet’ frem for musikken. Den katolske kirke frygtede, at teksten forsvandt med komponisternes ambition om at komponere avanceret flerstemmighed, så ved det berømte Tridenterconsil (som varede fra 1554-1563) var musikken også på dagsordenen. Palestrina blev bedt om at udvikle polyfonien i en retning, så ordet kom til sin ret. Palestrinas Marcellus-messe blev kongseksemplet på denne udtryksform. På en elegant og nærmest snu måde, formår Palestrina tydeligt at fremhæve alle tekstledene inden de hvirvles op i himmelske polyfoni, så både Gud, Pave og pøbel lytter med.
Udover Marcellusmessen dykker Musica Ficta også ned i Palestrinas verdslige madrigaler.
Musica Fictas dirigent Bo Holten fortæller levende om Palestrina og værkerne under koncerten.
COPENHAGEN RENAISSANCE MUSIC FESTIVAL 2025 støttes af Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Augustinus Fonden, Nikolai og Felix Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Kommentarer