- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Lørdagsorgel – Orgelkoncert med Vincent Dubois, organist ved Notre-Dame de Paris

Kom til Lørdagsorgel med toner fra Elefantorglet lørdage kl. 17 hele efteråret. Der er fri entré til koncerterne.
Denne lørdag har Vor Frelsers Kirke den store glæde at byde velkommen til den franske organist Vincent Dubois, som regnes blandt vor tids førende koncertorganister.
Programmet byder på fransk orgelmusik af César Franck, Louis Vierne og Marcel Dupré samt improvisation ved Dubois.
Vincent Dubois (f. 1980) er titularorganist ved Notre-Dame i Paris og professor i orgelfortolkning og improvisation ved Hochschule für Musik i Saarbrücken, Tyskland.
Uddannet ved Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris fik han sit internationale gennembrud i 2002 med sejre ved både Calgary International Organ Competition og den internationale orgelkonkurrence i Toulouse. I 2016 blev han udnævnt til en af de tre titularorganister ved Notre-Dame de Paris.
Dubois har optrådt som solist i store koncertsale og ved internationale festivaler over hele verden samt samarbejdet med en række førende orkestre, herunder Philadelphia Orchestra, Los Angeles Philharmonic og Orchestre National de France. Han har desuden indspillet anmelderroste cd’er med værker af blandt andre Franz Liszt, Louis Vierne og Marcel Dupré.
Ved siden af sin koncertvirksomhed har han haft en fremtrædende karriere som underviser og institutionsleder, blandt andet som direktør for konservatoriet i Strasbourg fra 2012 til 2022.
Detaljer
Dato
26. september 2026
Tidspunkt
17:00 – 18:00











