
Hun er verdens første kvindelige seismolog – og Danmarks ukendte verdensstjerne. Da hun i 1936 gør en skelsættende opdagelse, reagerer hendes kolleger med tavshed. Inge Lehmann møder stor modstand i det naturvidenskabelige miljø og særligt det danske, der er en lukket herreklub. Først da hun i 1950’erne kommer til USA, får verden øjnene op for hendes enestående talent. Kom med bagom skæbnefortællingen om matematikeren og jordskælvseksperten Inge Lehmann (1888-1993) ved aftenens foredrag med Lotte Kaa Andersen, forfatter til den biografiske roman Den inderste kerne om den danske, kvindelige stjerneforsker, der turde følge sin lidenskab og gå sine egne veje.
Alle arrangementer (udflugter undtaget) finder sted i Stanley's Gaard, St. Søndervoldstræde 2, 1. sal. Der er elevator til foredragslokalet.
Deltagelse koster 30 kr., som går til Menighedsplejens arbejde. Hvor intet andet er angivet, betales der kontant eller med Mobile Pay på dagen. Forudgående tilmelding (billetkøb) kun ifm. sommerudflugten.
Menighedsplejen på Christianshavn er et samarbejde mellem Christians Kirke og Vor Frelsers Kirke. Læs mere på kirkernes hjemmesider:
www.christianskirke.dk www.vorfrelserskirke.dk