Klik her for at komme til forsiden Kirkespir

 

Søren Kierkegaard og Vor Frelsers Kirke


Søren Kierkegaard kom hyppigt i Vor Frelsers Kirke og mange spændende historier knytter ham og Vor Frelsers Kirke sammen.

Tekst og billeder af sognepræst Peter Birch

I løbet af 2013 fejres den danske filosof Søren Kierkegaard med en lang række arrangementer og udgivelser både herhjemme og ude omkring i verden. Anledningen er 200-året for Søren Kierkegaards fødsel (5. maj 1813). Søren Kierkegaards liv blev kort, han døde 42 år gammel i 1855, men i løbet af sit liv nåede han at skrive et meget omfattende forfatterskab, der i dag placerer ham blandt de mest betydningsfulde danskere nogensinde.

Normalt er det et andet af de store navne fra den danske guldalder, der forbindes med Vor Frelsers Kirke, nemlig N.F.S. Grundtvig, som var præst ved kirken fra 1822-26. Men Søren Kierkegaard kom hyppigt i Vor Frelsers Kirke og mange spændende historier knytter ham og Vor Frelsers Kirke sammen.

Søren Kierkegaards verdensberømmelse står i kontrast til det liv, han levede. Bortset fra en enkelt rejse til Jylland og et studieophold i Berlin, kom Kirkegaard nemlig aldrig uden for Sjælland og opholdt sig allermest i Kongens København, hvor han blev kendt som lidt af en særling. Det ry var han selv med til at opbygge, når han på sine talrige spadsereture rundt i Københavns gader gav sig i snak med høj som lav. I modsætning til andre, der dyrkede tidens hang til at promenere (for at se og blive set!), gik Søren Kierkegaard rundt i alle byens kvarterer og mødte på den måde mennesker fra alle befolkningslag. Kierkegaard kaldte det selv at tage ”menneskebad” og han var kendt for sin evne til at tale med folk af alle slags. For Kierkegaard var de mange gåture ikke bare tidsfordriv; i et brev til sin sengeliggende svigerinde skriver Kierkegaard, at hun ikke må tabe lysten til at gå sig en tur: ”Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke gaae fra den” – og senere i samme brev: ”Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”. For Kierkegaard er de daglige gåture tankegang.

Søren Kierkegaard var en ekstremt flittigt forfatter; i perioden 1838-1855 – en periode på bare 17 år – skrev han et forfatterskab, der fylder adskillige hyldemeter og som spænder vidt: filosofiske værker, opbyggelige taler og prædikener, polemiske udfald. Hertil kommer, at han skrev dagbog hele sit liv – og netop herfra kender vi i dag mange af de indtryk, han fik og de tanker, han gjorde sig på sine spadsereture rundt i byen. I en optegnelse kan vi følge ham ind i Vor Frelsers Kirke en sommerdag: ”Bag ved mig: Orgelet; min plads paa Bænken i Frelsers Kirke; i Forgrunden et Vindue, udenfor det et Træ med sine bevægede Grene og deres Sommerviften”.

Carl Holger VisbySøren Kierkegaard kom også i Vor Frelsers Kirke til gudstjenesterne om søndagen. Særligt Carl Holger Visby, der var kapellan og siden sognepræst i årene 1830-54, var værdsat af Søren Kierkegaard for hans prædikener. En søndag, hvor Søren Kierkegaard er på vej i kirke, møder han en gammel skolekammerat, der vil vide, hvem af hovedstadens præster han helst vil høre – og svaret kommer prompte: ”Visby, og jeg skal sige dig hvorfor. Når en af de andre præster har beregnet deres tale på solskin, så tale de om solskin, selvom det skylregner; men når Visby præker og der falder en solstråle ind i kirken, så griber han denne solstråle og taler så længe og så smukt og opbyggeligt om den, at man selv går bort med en solstråle i hjertet. Han er den eneste improvisator af dem alle”.

Kirkegaards begejstring for Visbys evner som prædikant betød ikke, at han så ukritisk på Visby. Efter at have været i kirke 23. september 1849 skriver Søren Kierkegaard i sin dagbog, at Visby havde leveret ”en rigtig vrøvlet begravelsestærte over evangeliet om enkens søn fra Nain”.

Regine OlsenSøren Kierkegaards kortvarige forlovelse med Regine Olsen hører til en af de mest dramatiske og gådefulde kærlighedshistorier i danmarkshistorien. Og også den binder bånd mellem Søren Kierkegaard og Vor Frelsers Kirke. Søren Kierkegaard friede til den smukke 18-årige Regine Olsen i september 1840. Og meget tyder på, at de to unge var oprigtigt og lidenskabeligt forelskede i hinanden. Regine Olsen boede i Børsgade og der findes en tegning, Søren Kierkegaard har tegnet af sig selv, hvor han står på Knippelbro og tilsyneladende har en kikkert rettet mod Trekroner i havneløbet. Men i det ledsagende brev skriver Kierkegaard, at kikkerten er indrettet med spejlglas, så det, han i virkeligheden har i kikkerten er ’Min Regine!' Trods den store passion valgte Søren Kierkegaard til Regine Olsens store fortvivlelse at hæve forlovelsen i oktober 1841. Hvorfor præcist ved vi ikke. Forinden havde Kierkegaard returneret forlovelsesringen og Regine Olsen havde opsøgt ham og ved både Jesus Kristus og Kierkegaards afdøde far besværget ham til ikke at forlade hende. Lige meget hjalp det; Søren Kierkegaard holdt på sit og rejste kort efter til Berlin for at studere på universitetet. Han kom hjem i marts 1842. Men forholdet til Regine Olsen var trods bruddet både levende og varmt. Han kredsede om hende i sine værker, mødte hende ofte i de københavnske gader. Omtrent samtidig med bruddet – mens Kierkegaard boede i Nørregade – lader han en snedker lave et skab, ’en palisander piedestal’, som får en ganske særlig funktion: ”Den er efter min opgivne construction og denne igjen efter Andledning af et ord af hende den elskelige i hendes Vaande. Hun sagde, at hun gjerne vilde takke mig hele livet igennem for at maatte blive hos mig, om hun saa skulde boe i et lille Skab. Med Hensyn dertil er den dannet uden Hyller. I denne findes Alt omhyggeligt gjemt, Alt, hvad der minder om hende og vil kunne minde Hende om mig. Der findes også et Exemplar af Pseudonymerne til hende, der blev af dem bestandigt kun taget to Velin-Exemplarer, eet for hende og eet for mig”. Der blev altså ikke noget ægteskab af forlovelsen, men et Regine-skab, som kan ses på Københavns Bymuseum og som rummede håndplukkede førsteudgaver til Regine Olsen af alt, hvad Søren Kierkegaard skrev. Regine Olsen blev i 1843 forlovet med juristen Frederik Schlegel og de to blev viet i 1847 – i Vor Frelsers Kirke. Dengang var det kirkelig skik, at der blev lyst over kommende brudepar; tre søndage i træk ved højmessen i den kirke, hvor bruden hørte til, skulle præsten kundgøre det forestående bryllup og dermed sikre, at ingen havde indvendinger mod brylluppet. ”Den dag, der blev lyst for hende, sad jeg i Vor Frelsers Kirke” skriver Kierkegaard med noget der ligner påtaget sindsro i sin dagbog i efteråret 1847. Regine Olsen og Frederik Schlegel blev viet 3. november 1847 og i 1855 rejste parret til De Dansk-Vestindiske Øer, hvor Schlegel var blevet udnævnt il guvernør. På sin sidste spadseretur i København inden afrejsen, møder Regine i 1855 sin tidligere forlovede og ønsker ham Guds velsignelse og alt godt. Det blev de sidste ord mellem dem, deres sidste møde. Senere samme år dør Kierkegaard. Regine Olsen døde i 1904, 82 år gammel.

Søren Kierkegaards forfatterskab er omfattende og vanskeligt tilgængeligt. Men det rummer også ord og betragtninger, som er båret af stor humor og vid. ”Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det” er et af dem. Det kan både høres som en kommentar eller refleksion over Kierkegaards egne sjælekvaler i forhold til Regine Olsen – den elskelige. Men de kan også høres som et udtryk for den splittelse, som det moderne menneske befinder sig i og som Kierkegaards hele filosofi i virkeligheden handler om. Hvordan forliger det moderne menneske sig med sig selv? Hvordan bliver mennesket sig selv? Kierkegaards svar er, at subjektiviteten er sandheden – hvilket ikke betyder, at enhver har ret, bare fordi han mener det. Det betyder, at mennesket kun bliver sig selv ved at vælge sig selv. Der er ingen ydre instanser, der kan begrunde et menneskes liv. Mennesket må vælge sig selv – og det er indvortes. Det er på sin vis et forehavende, der er dømt til at mislykkes. Mennesket vil nemlig – deri adskiller det sig fra dyret – uvægerligt støde panden mod fortvivlelsens mur, siger Kierkegaard. Men netop fortvivlelsen er samtidig det, der kendetegner mennesket som et åndeligt væsen. I fortvivlelsen over sit liv bliver mennesket bevidst om, at det ikke har ”Betingelsen” i sig og derfor ikke er i stand til at forlige sig med sig selv. Men må have hjælp udefra. For Kierkegaard, der er en kristen teolog, er der ingen tvivl om at den hjælp mennesket behøver, kommer til det i Jesus Kristus – ’Guden i Tiden’.

Menneskets forhold til sig selv (jeg-forholdet) er hos Kierkegaard i sidste (og første!) instans et gudsforhold; Løsningen på eksistensens problemer er religiøs, mens økonomi og politik kun leverer overfladiske svar. ”Her kunne fortvivlede mennesker adsprede sig for at undgå deres egentlige opgave og flygte fra sig selv ud i det ”udvortes”” (Ole Thyssen, Det filosofiske blik, side 521).

Alteret i Vor Frelsers KirkeNår Kierkegaard kom i Vor Frelsers Kirke, blev han som alle andre grebet af kirkens dramatiske alter. Alteret, der er skabt af den svenske kunstner Tessin d.y., fremstiller Jesus i Getsemane Have aftenen før korsfæstelsen Langfredag. Jesus er faldet på knæ i fortvivlelse og angst og ned fra himlen kommer en engel med et gyldent bæger i hånden – lidelsens kalk. Kierkegaard er ikke i tvivl om, at Tessins dramatiske fremstilling vil være meget bevægende for enhver, der ser det første gang. Alligevel er Kierkegaard først og fremmest kritisk over for billedet. Det fastfryser lidelsens øjeblik, men blænder dermed for den sejr, som Kristus vinder gennem sin lidelse og død. ”Man lider kun én Gang – man seirer evigt. Forsaavidt seirer man jo ogsaa kun én gang. Forskjellen er dog, at Lidelsens ene Gang er Øieblikket (selv om Øieblikket er 70 aar) – men Seirens ene Gang er Evigheden”, skriver Kierkegaard og fortsætter med direkte henvisning til alteret i Vor Frelsers Kirke: ”Feilen er at det varer for længe, et Billede varer jo altid en Evighed; det seer for langvarigt ud; man seer ikke, at Lidelsen …. er Øieblikket. Seiren derimod er evig”.

Forholdet mellem menneskelivet som et øjeblik og Guds evighed står også mejslet ind i den sten, som står på Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård. På gravstenen står et vers fra en af Brorsons salmer (den står i salmebogen og har nr. 622):

Det er en liden Tid,
Saa har jeg vunden
Saa er den ganske Strid
Med Eet forsvunden,
Saa kan jeg hvile mig
I Rosensale
Og uafladelig
Min Jesum tale.



Hvis man vil læse mere om Søren Kierkegaard:

- Joakim Garff: SAK. Meget rost biografi fra 2000, der er oversat til adskillige sprog.

- Peter Tudvad: Kierkegaards København (2004). Gennemgår med stor sans for detaljen de steder, mennesker og strømninger, som udgjorde Kierkegaards København. Rigt illustreret.

- Johannes Møllehave: Til trøst. Meget læseværdig introduktion til Kierkegaard som tænker og sjælesørger.

Søren Kierkegaard Forskningcenteret har samlet fyndige, tanketunge, skarpe citater, der kan findes på
Centerets hjemmeside - klik på det enkelte citat.

Søren Kierkegaards indbo og personlige ejendele kan ses på Københavns Bymuseum.

Lær Søren Kierkegaard at kende: I efteråret indbyder Vor Frelsers Kirke til en studiekreds om Søren Kierkegaard. Se program folder her >>

"Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe,
at de kan blive Fornuft-Væsener; med de, der ere blevne det! Herre Jemini!"


 

NYHEDSBREV




Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag information om gudstjenester, koncerter mm.
  
Klik her for at besøge Rasthofs hjemmeside