Klik her for at komme til forsiden Kirkespir
 

Børge Mortensen er død.

Børge Robert Mortensen, der var sognets kordegn 2001-2009 er pludselig død, 62 år gammel. Børge Mortensen gik på pension sidste år efter at have været kordegn ved flere københavnske kirke, bl.a. Holmens Kirke og Vor Frelsers Kirke. Børge var kordegn med stort K - og kordegn af den gamle skole, der lagde vægt på at betjene folk med ærinde på kirkekontoret korrekt. Når han præsenterede sig var det med et 'Kordegn Børge' - for hans job var en væsentlig del af hans identitet. Ikke mindst gudstjenesten om søndagen med dens blanding af ritual, musik og menighed stod hans hjerte nær.

Børge var som dreng med i Københavns Drengekor og kærligheden til sang og musik forlod ham aldrig. Han yndede selv at regne årene som sangskoledreng med til sine år i folkekirken og sagde derfor med et glimt i øjet, at han havde arbejdet i folkekirken i 51 år, da han gik på pension. Efter sin pensionering fortsatte Børge og hans kone Lise med at komme i Vor Frelsers Kirke af og til. Børge var naturligvis med, da kirken blev genåbnet i september efter 3 års restaurering og selvom kirken ikke længere var hans arbejdsplads nød Børge som få andre den festlige genåbning af kirken. 

Æret være Børge Mortensens minde!

Til top
NYHEDSBREV




Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag information om gudstjenester, koncerter mm.

SEND LINK

     Mail et link til denne side  Send et link til denne side

Klik her for at besøge Rasthofs hjemmeside