Natkirken er først og fremmest stilhed til eftertanke, bøn og lystænding. Du kan betragte Natkirken som et sanseligt frirum, hvor du selv er med til at give spiritualiteten det liv, du synes, den skal have. Du kan komme og gå, som du vil, og når du vil. I løbet af aftenen kan du gå på opdagelse i kirkerummet, skrive bønner, bede, fordybe dig i musik såvel som i stilhed, få dig en snak med Natkirkens præst eller frivillige eller deltage i nadverandagten kl. 21.30 Der er plads til alle, der søger indenfor i Natkirkens mørke. Kom ind!
Natkirken er en aftenåben kirke. Natkirken, som allerede findes i flere kirker i Danmark, er en alternativ måde at lave kirke på og udskiller sig fra den traditionelle gudstjenestefejring søndag formiddag. I Natkirken eksperimenteres der med både ritualer, rum, ord, musik og lys.
Bønnekrukken og lyskorset. Over aftenen kan der skrives bønner, som lægges i krukken til oplæsning under midnatsbønnen.
Natkirken i Vor Frelsers Kirke har rundet sin 1-års fødselsdag.
I
løbet af det første år har stadig flere christianshavnere og
københavnere fundet vej ind i natkirkens stille, rummelige og
underfundige univers. Natkirken er en aftenåben kirke, oplyst af
stearinlys, hvor natkirkebesøgende på egen hånd gør brug af kirken til
bl.a. at skrive bønner, tænde lys eller til bare at læne sig tilbage som
i en rar lænestol. Natkirkens stemning indbyder til et øjebliks pause
fra dagligdagens mange pligter og søger at vise hen til de kroge i
menneskesindet, som der af forskellige grunde ikke altid er tid til at
nå ind til i hverdagen. Selvom det moderne menneske ikke har mange
ledige minutter i løbet af dagen til at filosofere over livet,
kærligheden, døden, savnet og længslen, er det ikke ensbetydende med, at
der ikke er brug for et sted at gå hen og mødes med emnerne. I
natkirken er roen givet på forhånd til at lade tankerne føre den enkelte
i kontakt med det, der er vigtigt nu og her.
Natkirken på
Christianshavn er sin egen af slagsen - hver fredag bliver der leveret
musik og sang af mange forskellige musikere, og genrerne spænder bredt
over f.eks. nordisk jazz, vibrafon, touch guitar, harpe og saxofon.
Aftenen forløber i en vekslen mellem musik og stilhed, og har man brug
for at deltage i en mere kollektiv oplevelse, er der hver fredag
nadverandagt med salmer og refleksion over en bibelsk tekst. I det nye
år (2011) indfører natkirken nye tiltag, bl.a. digtoplæsninger og
samtaledialoger omkring varierende temaer. Ligeledes har natkirken
ændret sit aftenprogram (se ovenfor).
På gensyn i natten!
sp. Marlene Lindsten
Januar 2011
SEND LINK