Vor Frelsers Kirke - Månedens prædiken

MÅNEDENS PRÆDIKEN

Juledag 2011

Vor Frelsers Kirke, den 25. december

Han kom til sit eget …. – sådan siger evangelisten Johannes om barnet, der blev født julenat. Han blev født i en simpel stald af en ung mor, der var ude på meningsløs og for en kvinde i hendes tilstand livstruende rejse. En rejse dikteret af den romerske kejsers luner eller kalkulationer.

Kejseren ville have overblik, han ville have kontrol, han måtte vide, hvor mange, der var i hans rige. Men dér i en stald på en mark uden for Betlehem skete der altså noget, som ikke indgik i kejserens kalkulationer, dér blev der født et lille nummer, som kejserens tællinger aldrig ville kunne fange betydningen af.

Barnet i krybben bringer glæden til verden. Med englens ord til hyrderne på marken: Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket. Det, der sker med barnets fødsel omfatter alle, gælder alle. Og netop på en anden måde end kejseren, der alene vil tælle for at finde summen. Kejserens mandtal omfatter alle, det er selve pointen med at holde mandtal, men den har kun mængden som sit sigte.

Julenattens glæde fortæller en anden historie. Det fortæller, at Han kommer til sit eget. Han kommer ikke for at inspicere en mængde og slå alle sammen i en forskelsløs masse. Men han kom for at være sammen med sine egne.

Verden er fyldt af gru, hærget af nød, krig og uretfærdighed – dengang som nu. Jesus så på det hele, vendte aldrig blikket væk, når han mødte uretfærdighed, had og menneskeforagt. Han fandt uretfærdigheden, hårdheden og selviskheden hos menneskene. Man kunne have ventet af ham, at han ville samle de gode og skaffe dem sejr over de onde. Men han var blind på det øje, der deler mennesker ind i ’dem’ og ’os’.

Evangelisten Johannes bruger andre ord end Lukas, når han skal beskrive julens evangelium. Her er ingen stald, ingen krybbe, ingen englesang. Den måde, Johannes understreger, at julens glæde skal gælde alle, er ved at sætte den ind i en sammenhæng, der begynder – ikke i fortiden – men i før-tiden.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Barnets fødsel har sit udspring i Guds evige væsen. Det er Guds evige væsen, der kommer til udtryk i dét barns fødsel. Guds ord, som i begyndelsen skabte alt af intet, kommer nu til verden i kød og blod. Ordet kommer i en ny skikkelse – i skikkelse af et menneskebarn – men betydningen er den samme.

Der blive lys! – sådan lød Guds-ordet på skabelsens morgen og sådan lyder det julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser.

Grundtvig bider i en af sine prædikener mærke i, at englen siger ’i dag’ om det, der sker midt om natten – og tolker det som udtryk for, hvad julenattens mening er. Det er netop, at Gud kommer til verden for at være verdens lys – lys for alle, der sidder i mørke og dødens skygge. I den mærkelige nat, som englene kalder ’dag’, fødes menneskers lys.

Da Grundtvig gik på prædikestolen her i kirken julemorgen 1824 havde han den salme med, som vi indledte med, Velkommen igen, Guds engle små. Han havde skrevet den i løbet af natten, men til gengæld havde han ikke fået skrevet en prædiken, så salmen blev hans prædiken den morgen. Og hvilken prædiken!

Salmen er skrevet ud af en længsel efter at julenats engle skal komme ind i stuerne. Det er en længsel på trods, for vi befinder os i rationalismen, som efter Grundtvigs mening havde trukket alt liv ud af forkyndelsen. Så når Grundtvig i salmens første vers siger at den klingrende frost har lagt fugl og sæd i dvale, så er det ikke kun en skildring af den danske vinter, men så er det et billede på at lovsangen (fuglen) og forkyndelsen (ordet/sæden) er lagt i dvale af en tid, der kun taler med og til forstanden.

Men det er også en salme, der synger om håb. For det, der ligger i dvale kan vækkes. I den strenge kulde, i den mørke nat – på kirkesti, på sne ved midnatstide – møder vi de engle, der bringer bud til hjerterne. Dem møder med ønsket om, at de må komme ind i vores stuer og sprede lys og glæde.

Et sted har den ægte juleglæde overvintret, et sted er sansen for det, englene har at sige stadig intakt. Det er hos børnene:

Deres øjne er himmelblå – de har sans for det himmelske – og når englene synger for dem, vækker det drømmene i dem:

Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Børnenes drømme er forblommede, uklare eller gådefulde, men ikke desto mindre sande. Det er drømme om barnets hjem, som lå i kryberummet. Her er det hjertesproget, der taler.

Det, der skete den nat, er svaret på de dybeste længsler i os som mennesker. Længslen efter at høre, at sandheden om verden og vores liv ikke sættes af magt og mængde, af forstand, men af kærligheden og barmhjertigheden, der lukker op og byder velkommen: her hører du til!

Børnene har sansen for det. Ører for det, behov for det. Så da børnene vågner, har de nattens drømme med sig, de tæller ikke længere timer, det er ikke længere ventetid, det er nu. Julens glæde er kommet.

Salmen slutter med en bøn. En bøn om, at vi må lære af børnene. Jesus siger jo, at den der ikke tager imod Guds rige ligesom et barn, slet ikke kommer ind i det. O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes beder Grundtvig – det er en bøn til Gud: lad det ske, lad julesorgen slukkes!

Julesorgen. For den, der har mistet eller må holde jul uden sine kære er ordet umiddelbart forståeligt. Men for Grundtvig har julesorgen også at gøre med den tid, han lever i. Hjertesproget og julesangen er fortsat frosset ned. Julen er, at det høje besøger det lave, at det himmelske og det jordiske smelter sammen. Men det kan forstanden ikke gribe. Det kan kun barnet – og den, der ikke tager imod det ligesom et barn vil aldrig gribe det.

Julesorgen slukkes, når vi hører julens budskab. Det må gentages; uden at det gentager sig er der ikke jul for nogen. Det gentager sig ikke ved, at mørket bliver ophævet, ved at vi selv får englevinger eller ved at de fromme og artige får deres belønning og de uartige deres straf. Nej, det gentager sig ved at ordet gentages: ordet om at han som var i begyndelsen hos Gud nu er blevet menneske og at han i kød og blod viser os Guds kærlighed.

I dag skal vi igen høre og synge en juletekst for første gang her i Vor Frelsers Kirke. Denne gang er det ikke præsten, der har lavet et digt i nattens løb, men det handler om Tom Kristensens digt, Julenat, med melodi af Fuzzy. Og at vi skal det, kan vi takke Johannes Møllehave for. Johannes ringede til mig først på ugen og foreslog at vi i dag som de første skulle prøve at synge Tom Kristensens digt her til morgen. Tak for det Johannes!

Tom Kristensen – hans navn rummer både julesorgens tom-hed og julenattens glæde – Kristensen, søn af Kristus – skriver ud fra en forestilling i oldtiden om, at et lys skal dele sig i tre og samles igen i ét.

Tre stjerner sprang ud og gled sammen til én,
dengang verdensforløseren kom;

Det er den treenige Guds lys, der viser sig i julenattens mørke. Det sker på en mark i romerrigets yderste egne, blandt hyrder, som ingen regnede for noget. At det skulle være noget er til at dø af grin ad – hvem kan tage det alvorligt? Det bliver til latter i Rom, hvor det er magtens og forstandens sprog, der tæller.

Men grinet stivner, for den tredelte sol rummer en ny virkelighed: en glæde for hele folket. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild.

En kejser løb nøgen i vinterens frost,
og man hørte ham græde og le:
thi når natten sprang ud i en trillinge-sol,
måtte Rom blive spaltet i tre.

Augustus er den jordiske magts repræsentant, men han er også et menneske – skal han le eller græde over det, der sker, da trillinge-solen spalter hans magt og gør alting nyt?

Se, jeg forkynder jer en stor glæde. Det er til os, det lyder. Det er os, glæden gælder. Det er den glæde, der udspringer af, at vi kan kende os selv som andet og mere end et nummer i kejserens rige. Der findes stadig masser af kejserlige systemer, der vil tælle mennesker og forstå os som en del af en mængde. Men i julen kaster Gud sit lys ind over os. At blive som børn på ny, det er at lade sig favne, elske, trøste og bevæge af den kærlighed, som kom til verden julenat. Det er at vide, at kejserens rige med dens magt og vælde kun er forbigående – hvorimod den kærlighed, der lyser over os fra krybben er den evige Guds kærlighed.

Rigtig glædelig jul!

Amen

(Peter Birch)

2. søndag i advent 2011

Vor Frelsers Kirke, den 4. december

Mon ikke de fleste af jer, der sidder her i dag har oplevet det her intense øjeblik, hvor et bestemt valg eller nogle bestemte ord bliver afgørende for, hvordan fremtiden kommer til at se ud? Det kan f.eks. være det øjeblik, hvor man svarer ”ja” eller ”nej”, når den elskede ligger på knæ i et frieri. Det kan være det øjeblik, hvor man vælger enten at fortie eller indrømme en sandhed. - Det øjeblik, hvor man enten overgiver sig eller lader som ingenting. Kort sagt, øjeblikke, hvor man som individ står helt alene med valget og med afgørelsen – øjeblikke, hvor man er fuldstændig klar over, at det er ”nu og her” det gælder, fordi netop dét øjeblik ikke kan rekonstrueres. Et øjeblik, hvor du enten har olie på lampen eller ikke.

Det kan forekomme egennyttigt og selvisk, når de fem kloge brudepiger ikke vil dele ud af deres olie til de fem mindre kloge brudepiger, der på tåbelig vis har glemt at fylde olie på deres lamper. Men det er ikke pointen! Historien om brudepigerne, der venter på deres brudgom er en livsprovokation. En provokation, der skal vække enhver til live, der uopmærksomt lader livets afgørende øjeblikke passere forbi.

Teksten taler om at våge! At våge og bestandig være ”opmærksom” i forhold til den fremtid, der time for time kommer os i møde med en vifte af muligheder.

Og så kunne man måske finde på at spørge, hvorfor det lige er så vigtigt hele tiden at være årvågne og opmærksomme på det, livet bringer med sig? Jo, for kun de færreste ønsker dog at levere livet ubrugt tilbage. Livet er realisering af den frihed, vi har fået givet. Og realisering af frihed handler bl.a. om at gøre livet til endnu mere, end det allerede er – at fylde det ud, at bruge det.
Realiseringen af vores livsmuligheder kan vi slet ikke undgå at forholde os til, medmindre vi anstrenger os og bevidst fortrænger den indre længsel, der hvisker os i øret, at tingene ikke er som de skal være. Når tingene ikke er som de skal være, så bliver vi urolige. Hvilket i første omgang er et sundhedstegn! For så er der noget, vi må rette op på, som vi har forsømt.
Men overhører vi vores egen indre uro, vores egen indre længsel og dulmer den med overarbejde, lykkepiller eller anden bedøvelse, så udtømmer vi os selv for den olie, der holder flammen i gang og håbet i live. Og uden olie på lampen, er det lys vi kan sprede omkring os begrænset. Måske stammer udtrykket ”at være på halvt blus” i virkeligheden herfra?

”At være på halvt blus”. Her kan kirken jo bare gribe i egen barm, for netop nu debatteres det på landsplan, om kirken f.eks. skal sige ja til de såkaldte homovielser. Hvis den folkekirkelige ordning eller grupperinger i det kirkelige landskab forbyder kirken at drøfte dette emne, så er kirken ikke alene holdt op med at våge, så er kirken faldet helt i søvn! Debatten er i mine øjne et sundhedstegn, der meddeler, at der stadig er olie på folkekirkens lampe, og at tiden er inde til at realisere den frelsende frihed, der ikke kun gælder særligt udvalgte befolkningsgrupper, men ethvert menneske… Det må vi ikke hindre dem i. Kirken er ikke et meningsfællesskab, men et fællesskab der samles omkring et ligeværdigt menneskesyn, der meddeler at alle er lige værdige til at modtage Guds kærlighed. Udelukker vi nogen fra dette fællesskab, ja så vækker Jesu Kristi ord fra dagens tekst stærk genklang: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.”

I lignelsen om de ti brudepiger viser Kristus sig – forklædt som en brudgom. Bryllupsbilledet bruges flere steder i bibelen som et billede på forholdet mellem Gud og hans folk. Gud sammenlignes med en trofast og kærlig ægtemand, der længes efter at være sammen med sin brud.

Desværre er bruden ofte sin brudgom utro med andre elskere. Alligevel forkaster ægtemanden ikke sin brud. Det er et stærkt og smukt billede på vores forhold til Gud -- at selvom vi ofte svigter, så holder han stædigt fast i os. Paulus siger det sådan: "Er vi utro, forbliver han tro; Thi fornægte sig selv kan han ikke." (2. Tim).

Spørgsmålet er: Hvad sker der, når olien slipper op og når vi som de 5 tåbelige brudepiger ikke har mere at fylde på lampen og ikke kan lyse op for hinanden eller os selv?

Lignelsen om de ti brudpiger siger noget meget sandt om menneskelivet. Vi ved godt af erfaring, at de valg, vi træffer, de har konsekvenser, og at vi ikke kan give ansvaret for de konsekvenser til nogen som helst andre.

Det, vi valgte at gøre, kom til at gøre en forskel, og det er vores ansvar. Det, vi valgte IKKE at gøre, det kom også til at betyde noget, det kom også til at få konsekvens.

Det er ikke muligt at gøre noget om. Ethvert menneskes liv er en historie, en fortælling, og der kan ikke rettes et komma i den, når vi er døde og borte. Men så længe vi lever, så kan vi lære noget af fortidens fejltrin.

Sandheden i lignelsen om de ti brudepiger er, at der følger konsekvenser i kølvandet på det, vi gør, og det, vi ikke gør - og at konsekvenser kan gøre ondt. På os selv og på andre.

Teksten er som sagt en livsprovokation, der skal få os til at våge over det, der har betydning for os. Og det behøver ikke at være så svært. - Det er ikke svært at huske at komme olie på lampen. Og netop i den forstand kan historien om brudepigerne fungerer som en øjenåbner, der fortæller os, at det, som det rigtig ofte kommer an på, det er de små ting. De ting, der i virkeligheden er ret overkommelige: At have olie på lampen handler måske i virkeligheden om at passe vores dagligdag. At tage os af det, der hører med til det liv, der er blevet vores.

Stå op om morgenen. Give sin elskede et kys, - eller invitere naboen på kaffe? Passe vores arbejde og besøge vores ven. Hjælpe dem, der har behov for hjælp. Alt det, der tilsammen udgør et menneskeliv. Alle de små ting, hvorigennem vi kan være tro mod det liv, vi har fået - og tro imod den Skaber, der gav os det.

Det er ikke altid lige let. Ingen har sagt at det skulle være det! Men til det er der at sige, at der er håb for os. Og håbet lyser op her i adventstiden, hvor vi hører om Guds komme til verden.

Om vi har olie på lampen eller ej, så kommer Han dog til os - midt i mørket.

Det venter vi så på nu. Stjernen over Betlehem, der lyser op i vores mørke nat. Og vi kan trygt glæde os. - Glæde os til, endnu engang, at blive mindet om Guds kærlighed til os.

Glædelig advent!

Amen

(Marlene Lindsten)

Alle Helgens Dag 2011

Vor Frelsers Kirke, den 6. november

At tænde lys er en af de traditioner, der knytter sig til Alle helgens søndag. Sådan som vi også om lidt vil tænde lys for dem, der ikke længere tælles blandt de levende, men blandt de døde.

Når vi tænder lys, ligger der i det både en tak og en bøn: En tak for alt, hvad vi har modtaget fra dem, vi har mistet og en bøn om, at vi må bevare håbet og lyset i det liv, der er vores. At vi trods død og savn, må blive holdt fast i troen på, at lyset overvinder mørket.

Alle Helgens søndag er en dag med mange modsatrettede følelser. Savn og taknemmelighed, sorg og minder, man ikke ville være foruden.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har i år udgivet en digtsamling, Rystet spejl. Her skildrer han skildrer, hvordan han engang om året besøger en afdøds grav i Århus:

Digtet lyder sådan:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af allerstørste betydning.

Hvad enten vi rent fysisk eller i tankerne går en tur på kirkegården er det allerstørste betydning. For her mindes vi vore døde, siger tak for det liv, de har levet og vi udtrykker vores kærlighed. Sorgen og savnet er kærlighedens protest mod døden og adskillelsen. Søren Kierkegaard kaldte det at mindes en afdød for en kærlighedsgerning. I mindet holder vi fast i, at kærligheden ikke lade sig begrave. Derfor søger vi tilbage til vores dødes grave, som nu engang er det sted i verden, hvor de ikke er.

Hvor er de? Hvor er vi? Døden og tabet stiller os over for svære spørgsmål. Forholdet til vore døde kan være præget af umiddelbar taknemmelighed. Eller det kan være mere kompliceret. At mindes en afdød er at erindre både det, der lykkedes og det, vi aldrig fik gjort eller sagt. At erindre er på den måde en kamp for at få de døde til at skænke os deres velsignelse og sætte os fri til at gå tilbage til en hverdag, der stiller krav til vores omsorg og nærvær. At besøge en grav er af allerstørste betydning.

De døde har livsvigtig betydning for os. Alle helgens dag er også den dag, hvor vi bliver mindet om vores egen død – ikke med frygt, men med taknemlighed for de muligheder, oplevelser og glæder vi har. For de mennesker, der har haft betydning for os, for den smukke frodige verden, vi lever i og for det, vi selv har plantet i den. Verden er vores lidt endnu, men ”en dag går solen sin runde uden mig”, som Benny Andersen siger det et sted. De døde minder os om, at livet er en gave, vi skal bruge – og det er godt at blive mindet om, så vi lever lidt mere.

Salige er de, som sørger
for de skal trøstes.

Når Jesus priser de sørgende salige, så er det fordi han vil rejse et håb. Der venter os noget godt. Som sørgende kan man nemt få den følelse, at der ikke rigtig er plads til en i verden. For den verden, vi lever i, hylder det selvhjulpne menneske. Vi skal kunne klare os selv og livet. Men med døden og tabet følger en afmagt, som vi nemt kan føle os alene med. Og som vi må holde for os selv, fordi der ikke er plads til den. Men Jesus siger altså, at der er plads til os, når vi sørger, i Gudsriget. Og der plads til de fattige i ånden, de sagtmodige, de som sulter og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige og fredsstifterne. Alle dem, som en hård verden ikke kan finde plads til. Der venter dem alle noget godt, for sandheden ligger i at sulte efter barmhjertighed, fred og retfærdighed. Sandheden ligger i at sørge over døden, for sorgen er kærlighed, der nægter at lade sig begrave og gøres til intet.

Hvor er vore døde? Hvor er vi? Dødens adskillelse tvinger os til at spørge og tørste efter svar. At leve med tabet tvinger os til at se vores eget liv i et nyt perspektiv.

Jeg hørte engang om en lille pige, der besøgte en af de store gamle katedraler med smukke glasmosaikker i vinduerne sammen med sin mor. Hun ville vide hvad det var for mænd og kvinder, der var afbilledet i det fine, kulørte glas. Hendes mor tyssede på hende, men pigen blev ved og til sidst svarede moren: Det er helgener – og vær nu stille! Det svar satte en hel masse i gang i pigens hoved, for pludselig udbrød hun:

Nåååh, så er en helgen altså sådan en, som lyset skinner igennem!

I dag mindes vi alle dem, som lyset har skinnet igennem. Det er et lys, som døden ikke kan slukke, for Guds rige er der, hvor lyset skinner. Guds rige er der, hvor døden og mørket må vige. I Guds rige. er der plads til alle. Både til levende og døde. Selvom afgrunden kan fornemmes uendelig, så er vi og vore døde ikke skilt ad, men forenet i Kristus. Igennem ham lyser Guds kærlighed, der ikke kender til grænser og som heller ikke døden kan begrave eller begrænse.

Med de ord vil jeg nu læse navnene op på dem, som vi har mistet og bisat eller begravet siden sidste Alle Helgen:

--- Guds fred være med dem. Guds fred være med os alle!

I Jesu Kristi navn. Amen

(Peter Birch)

12. søndag efter trinitatis 2011

Vor Frelsers Kirke, den 11. september

Det er nok de færreste ubekendt, at man indimellem hverken ser eller hører, hvad der er godt for en, selvom det for andre er ganske åbenlyst.
Det kan være kærligheden, der besætter sindet på samme måde, som man kan blive besat af en idé eller en tanke om at ville noget bestemt. Man lytter ikke til velmente råd, hvis de går imod det, man gerne vil høre. Man afskærmer sig og lader for en periode viljen og fornuften være to adskilte størrelser.

Det er heldigvis ikke altid direkte farligt at lade viljen være drevet af føleri. Altså, - det kan være ”sin sag” at have med et menneske at gøre, der enten ridder på forelskelsens lyserøde sky, eller som på anden vis er som ”besat” af et eller andet – især fordi det menneske for en stund handler og agerer helt anderledes, end vi måske er vant til. Før elle siden plejer ”den besatte” dog at komme til sig selv, - eller som vi også siger – ”at komme til fornuft”. Og at komme til fornuft, det vil vel egentlig bare sige, at man igen husker at leve ansvarligt over for sig selv og sine nærmeste.

Der har altid været den her strid mellem ”fornuft og følelse”. - For meget af det ene og for lidt af det andet giver ubalance. Oplysningstiden, der i 1800’tallet dyrkede menneskets forstand og fornuft samt det rent videnskabelige mødte straks sin modbevægelse i romantikken, der mente, at følelse, intuition og fantasi er mindst lige så legale og vigtige åndskræfter, som tilmed giver adgang til en mere direkte oplevelse af livet og tilværelsen, end tilfældet er med intelligensevnen.

Sagen må i mine øjne være, at det ene ikke går uden det andet. Dyrker vi vores religioner uden ansvar for vores næste og uden omtanke for, hvad videnskaben lærer, så kan trosindholdet nemt gå hen og blive det rene nonsens. Eller som et tomt gudebillede, der gør de troende både blinde og stumme. Men omvendt (i forhold til det rent rationelle) så ved vi også, at meget af det, vi i dag mener at vide med sikkerhed, kan blive revideret senere i historiens gang, når videnskaben udvikler sig.
Kristendommen har sit centrum i et menneske. Og derfor handler kristendommen også om, hvordan det er at være menneske i en verden, der er sammensat af både godt og ondt. Det onde bliver ikke fornægtet, men bliver – med fornuften i behold anskuet som et grundvilkår i den virkelighed, som mennesket er placeret i. Og det som kristendommen vil bekæmpe er netop faren for, at mennesket taber sin fornuft og vender sin vilje fra det gode – mod det onde.

Og at menneskets vilje kan blive ond – (en ond vilje) - det er der utallige eksempler på, lige fra knivoverfald på gaderne i København til terroraktioner rundt om i verden, som den vi så for præcis 10 år siden i New York.
Man kan spørge sig selv, hvor den ondskab kommer fra, og svaret er ikke entydigt. At mennesker kan være styret af en vilje til ondskab er ofte forårsaget af påvirkning og livsbetingelser.
- Verden er for mange mennesker en daglig kamp for overlevelse: Det er ikke alle forældre, der har ressourcer til at forsørge deres børn og give dem en sund opdragelse; hungersnød og krig hører til dagligdagens vilkår i mange lande, og folk mister deres kære pga. dødelige sygdomme, som lægevidenskaben ikke kan helbrede.

For rigtig mange mennesker kan det forståeligt nok forekomme lettere at vende ryggen til verden. Den gode vilje og det glade overskud er noget, andre mennesker har. Måske siger mennesket endda, at det ikke længere kan tro på en god og frelsende Gud! Vi er da blevet blinde for at se ham, og stumme i den tale, der bekender hans navn.

Siges der nej til at tro på Gud, så afvises også Guds frelsende velvilje mod mennesket, og det er det, som Kristus kalder for bespottelse mod Ånden.

Helligånden er knyttet til Jesus i hans jordiske liv og er integreret i de tegn, han gør i ord og i handling, som når han taler til døve og åbenbarer verden for blinde.

Det er den levende Guds vilje at være sammen med alle mennesker – også de som er udenfor og foragtede. Når menneskets egen vilje driver det ud, hvor der ikke er tilgivelse at hente hos andre mennesker, så er Guds vilje og tilgivelse altid større. Hos Gud bliver mennesket frikendt – uanset hvor stor en skyld eller ulykke, det bærer rundt på.
Mennesket kan isolere sig og afskærme sig fra andre mennesker, men det kan ikke spærre vejen for den levende Gud. ”Effata” – luk dig op! Sådan står der i teksten til i dag. Guds vilje er, at mennesket skal se og høre og tale, så mennesket kan åbne sig for den verden, det er sat i.

Det er Ånden som ved tro, håb, kærlighed, solidaritet, mod og visdom giver mennesker liv og som gør mennesker menneskelige. Mennesket må hver dag tage imod disse troens frugter, som gør mennesket stærkere i mødet med ondskab og andre menneskers uvilje. Det sker f.eks. når hænderne foldes og der bedes til den vilje, der hjælper til ikke at lede ind i fristelse, men frier fra det onde.
Kristus er Guds modspil til al ondskab og uvilje, og han vil - i vores tro på ham - leve i os. Derfor er der håb.

Kristus er vores ”fred og den der Skaber fred mellem Gud og os og mellem os indbyrdes – fordi han tilgiver og oprejser os ved sit ord.” Hans ord rammer ikke ved siden af – det rammer præcist og slår ned i mennesket for at oplyse dets formørkede sind, for at åbne dets øjne og ører – for at lære mennesket at se med kærlighedens øjne og for at lære mennesket at fatte håb.

Tilværelsen er ikke en forbandelse – for Guds lys er faldet på den – og dengang på skabelsens morgen så Han, at alt hvad han havde skabt, var godt. Mennesket er i sig selv et under, der ved sine sanser kan opleve, at livet er godt – på trods.
Når et mennesket lyser op for et andet menneske eller beder for det, bliver mennesker selv tegnet på, at tilværelsen ikke er en forbandelse, men et sted hvor det er godt at være.
Eller som der står i en salme:
Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme.

I Jesu Kristi navn. Amen

(Marlene Lindsten)

10. søndag efter trinitatis 2011

Vor Frelsers Kirke, den 28. august

Mit hus skal være et bedehus, siger Jesus. Et hus der genlyder af Guds ord, af bøn og af bekendelse.
Et hus der genlyder af Guds tiltale: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke. Det er de ord Jesus ville ønske han kunne høre på Tempelpladsen i Jerusalem. Énstemmigt eller flerstemmigt bør ordene lyde som ord der kalder, minder, trøster, styrker. I stedet lyder en kakofoni af ivrige sælgeres stemmer, det er en markedsplads der helt har overtaget og overdøvet Guds tiltale, ingen kan længere høre, ingen kan længere gøre. Hør Israel er morgenes og aftenens bøn, Hør Israel er en bekendende bøn, der sættes foran lovens bud for at formidle dens betydning. Først kommer kærligheden til Gud, og af den kærlighed udspringer opfyldelsen af budene. Men ordene er blevet væk i larmen. Har de mon glemt dem, eller har de mistet deres betydning. Ordene, der skulle gentages fra generation til generation, der skulle fremsiges ude og hjemme, morgen og aften. Ordene, der skulle bindes om hånden, sættes på panden, skrives på dørstolper. Ordene, der skulle være forudsætningen for alt andet.

Er det derfor Jesus græder? Fordi fundamentet er ved at smuldre væk til lyden af menneskets oprør? På Tempelpladsen i Jerusalem, har byens borgere taget over, og det er deres ord der lyder og ikke Guds. De har bygget et hus til hans ære, og forestiller sig at han har taget bolig i det, men nu er det som om de har glemt hvad de skal dér. Og de råber selv så højt at de ikke kan høre, at han kalder på dem. Det er derfor Jesus taler om at jævne det hele med jorden. At få kakofonien bragt til tavshed – så man igen kan høre en enkelt stemme kalde: Hør Israel! Herren er én. Derfor skal du elske ham af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke.

Jesus får med et vist held jævnet lidt med jorden. Larmen forsvinder da han rydder Tempelpladsen, og vi hører at folket hænger ved ham for at høre ham. Gud har igen fået stemme. Og hver dag undervises der på pladsen.

Vores tid er også fuld af larm. Og én af kirkens udfordringer er at skabe det rum hvor man kan høre kaldet fra den enkle stemme. Vi udfordres hele tiden af larmen fra gaden - den konkrete larm er til at leve med, den er også blevet meget mindre efter vi har fået forsatsruder i. Den diffuse larm er mere udfordrende. Det er den der lyder, når fundamentet er ved at smuldre væk til lyden af menneskets oprør. Oprøret har vi i os. Alle sammen. Det er derfor det er så godt og berigende at komme til kirken og høre stemmen der kalder, hen til døbefonten, op til knæfaldet ved alteret. En stemme der kan minde os om det, som oprøret vil have os til at glemme, nemlig at kærligheden kommer først. Stemmen siger: Jeg elsker jer, elsk også mig. Så enkelt kan det siges. Guds kærlighed ligger til os i skabelsens første åndedrag, ikke et eneste sekund lever vi uden hans kærlighed, men det kræver sin ro at høre og huske de tre små ord: jeg elsker dig. Og det tager sin tid helt at forstå hvad det mon kan betyde, at vi får noget givet, inden der kræves af os.

Dette hus er et bedehus. Det er ikke den smukke bygning der gør det, det er Ordet der lyder i den. Det er ordet der gør dette rum til et helligt rum, de ord der siger alt det vi ikke kan sige os selv. Her adskiller højtid sig fra lavtid. For selvom teksterne der læses her kan være voldsomme og dramatiske, selvom de kan provokere og de går rigtig tæt på, så ender vi altid deroppe ved knæfaldet, i sikker forvisning om at vi er elsket, lige meget hvor klodsede og uopmærksomme og sårende vi kan være, lige meget om oprøret blusser i os. Herinde er det pusterum der giver os fornyet kraft, og gør at vi kan gå ud i larmen igen med en indre ro hvor livgivende ord kan høres.

Ligesom jøderne har også vi en bekendelse. Vi har hørt den hele to gange i dag, for Chloe og for Villads. Den siger alt hvad man har brug for at vide i et liv. Den handler ikke så meget om hvad vi skal gøre, ude og hjemme, morgen og aften, om hånden, i panden og på dørstolperne. Den har ingen henvisninger til en lovsamling om ret adfærd. Den handler om tro, en tro på det vi allerede har: en Far der skaber, en Søn, der frelser, og en Ånd, der giver liv. Den handler om Gud i alle hans udtryk og så handler den om os, og om dette bedehus, om livet og om døden. Vi er det hellige samfund. Gamle og unge, kendte og ukendte. Hellige er vi ikke fordi vi er bedre end andre, hellige er vi ikke fordi vi sidder her i dag, hellige er vi fordi Gud har løftet sin skabning op i lyset. Og hellige er vi ikke kun herinde i bedehuset. Vi er det i det levede liv, i larmen såvel som i roen. Og det er måske særlig vigtigt at lægge sig på sinde netop i disse dage. I torsdags blev der udskrevet valg, og vi er så heldige at leve i et land, hvor det er op til os alle, at sige hvordan rammerne for vores liv skal være. Det er os der skal vælge, hvem der skal vælge for os de næste 4 år. Vi skal sige hvem vi finder bedst egnede, til at tage vare på vores verden. På den dagligdag vi bygger i lyset af vores bekendelse, hvis altså vi mener noget med den. Som valgkampen tegner, kunne det godt blive en stor øvelse at rydde pladsen, og kvæle larmen, så vi hører kaldet fra den enlige stemme der siger igen og igen: Jeg elsker jer, elsk også mig, og elsk hinanden. Det er et kald, der taler med overskuddets stemme. Jeg så nu til morgen at det blev til 110 millioner kroner i går aftes, 110 millioner til sultende og syge på Afrikas horn. Et smukt og åbenbart tiltrængt udtryk for overskud. Må det være en inspiration for os alle i livet som Guds elskede og hellige.

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver
én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed
Og Helligåndens fællesskab
Være med os alle!
Amen

(Selma Ravn)

6. søndag efter trinitatis 2011

Vor Frelsers Kirke, den 31. juli

Det er svært at gøre sig begreb om, hvor skønt det er at stå i en have med de bare fødder i græsset, hvis man aldrig har prøvet det. Det er svært at gøre sig begreb om blomsternes dufte og smagen af jordbær, hvis man aldrig har haft mulighed for sanselig tilegnelse.

Det samme gælder for troen og de bibelske fortællinger. Deres betydninger springer ikke altid i øjnene lige med det samme. De må læses og eftertænkes igen og igen – det er tilegnelsens allerbedste forudsætning og mulighed.

Det er i dagligdagen, der hvor vores forskellige liv udspiller sig, at troen har sin plads og sin mulighed. Troen har ikke sin plads i en fjern himmel – eller over på den anden side af havet. Men helt nært, i din mund og i dit hjerte - i selve mennesket.
Det er i mennesket, troen leves ud og ”står sin prøve” – i menneskets møde med livet og i relationen til de mennesker, livet deles med. Det er i hverdagen de daglige kampe mellem godt og ondt udspiller sig.

Det er også i hverdagen, at det er godt at skrive sig de mest elementære og sociale leveregler fra stentavlerne bag øret, f.eks Kravet om respekt for forældrene. Forbuddet mod drab. Buddet om respekt for ægteskabet; for ejendom, for sandheden i retssager, Og Forbuddet mod at begære andres ejendom. Kort sagt regler, der er mindstekrav i opretholdelsen af al civilisation.
Og det, der binder det hele sammen er stentavlernes første og fundamentale bud, der siger, at du ikke må have andre guder end Herren, din Gud, for ham skal vi over alle ting frygte og elske og stole på. Gud og mennesker er bragt sammen for at leve i pagt med hinanden. Det betyder i religiøs forstand, at enhver synd imod et medmenneske samtidig er en synd imod Gud. Men allerede her stopper mange op og hører kun lyden af ridsen i pladen.
Det sker som regel hver gang ordet ”synd” bliver nævnt. Begrebet ’Synd’ er nemlig ikke i særlig høj kurs blandt moderne mennesker. Herom siger den danske digter Søren Ulrik Thomsen, at moderne mennesker nok har stor respekt for kristendommen som kærlighedskult, men at de hader forestillingen om ’synd’, som primært er noget, der forbindes med sure gamle mænd, der selv har nægtet sig alle gejle glæder og derfor heller ikke under andre dem. Og sådan har man da også haft tendens til at betragte synden engang i en mørk og fjern middelalder. Men det er vigtigt at holde sig øje, hvilken betydning, der ligger gemt i det ”at synde”.
- Det ”at synde” betyder ”at gå fejl af et mål eller ramme ved siden af”. Det syndige menneske kan oversættes med ”det uperfekte menneske”. Og som sådan er det ”uperfekte menneske” for længst blevet almindeligt accepteret som et menneskeligt vilkår. Det har kristendommens tidligste teologer allerede påpeget i talen om arvesynden. Jeg begår ikke fejl, fordi jeg er ”mig”, men fordi jeg er et menneske. Det er menneskeligt at fejle, siger vi, næsten med lettelse i stemmen. Den er vi helt med på!

Når mennesker ikke bryder sig om ordet synd, underforstået som ’det at mennesket ikke er fejlfrit’, er det desværre ikke ensbetydende med, at synden ikke findes. For nu at holde fast i det religiøse sprog, så er og bliver ”synden” en realitet, der ikke er til at slippe af med! Og da slet ikke bare fordi man ikke bryder sig om begrebet.

Til alle tider og hver eneste dag (midt i dagligdagen) går mennesker fejl af målet – til alle tider rammer vi ved siden af. Og netop fordi vores liv udspiller sig i en dagligdag, hvor vi som oftest omgiver os med andre mennesker – så har vores fejlende handlinger næsten altid konsekvenser, der i mere eller mindre grad går ud over vores omgivelser. Til trods for den kendsgerning, at vi altså accepterer at ”det er menneskeligt at fejle”, fordi det er menneskeartens vilkår, så har vi ikke så let ved at indrømme det, når vi selv har begået en fejl. Et er at fejle, noget andet er at gøre indrømmelsen! For indrømmelsen er som en dom over os. Skulle jeg være en synder? Det er en oprørende tanke og strider simpelthen imod vores egen følelse af retfærdighed!

Og på det her sted kommer så advarslen fra dagens evangelietekst mod al selvretfærdighed. Selvretfærdighed er nemlig sammen med ’drab’ listet i kataloget over de værste forseelser! Der står: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Ordene meddeler og afslører menneskets underlegenhed i forhold til et så svimlende begreb som ”retfærdighed”. Overlader man retfærdighedsbegrebet til menneskers frie afgørelse, bliver retfærdigheden hurtigt relativ eller netop selvretfærdig: ”Jeg slog, fordi han slog”. Eller ”jeg var i min gode ret til at gøre, det jeg gjorde”. Den værste form for selvjustits har verden netop været vidne til i Norge, da én mand mente at vide, hvad der var nødvendigt og rigtigt at gøre. Et eftertrykkeligt og grusomt eksempel på den absolutte fortabelse i sig selv. En fortabelse som i al evighed må undgås og modprædikes – fordi den intet gavner, men alene adskiller mennesket fra sit medmenneske – og dermed også fra Gud. Dét er synd!

Når vi således rammer bunder for hvor lavt det uperfekte og fejlende menneske kan synke, ja, så kan man spørge om vi så ikke lige så godt kan lukke og slukke? Kristendommens svar er et rungende nej. Synden må aldrig sejre. Og her er det IKKE menneskets retfærdighed, men Guds retfærdighed, der taler. Hvis synden og ”det onde” var det sejrende i verden, så var Kristi død på korset endt i langfredagens mørke og magtesløshed. Så havde der ikke været mere at sige. Hvis I ser op på vores altertavle, så kan I notere jer at der heldigvis altid er mere at sige, for den sorte sky gennembrydes af lyset og strålerne fra det, der ligger bagved, og som symboliserer opstandelsen fra mørket og døden til genoprettelsen af nyt liv, ny sammenhæng, ny mening, nyt mod og nyt håb.

Det kan godt være, at det ligger i menneskets natur at fejle – men det ligger også i menneskets natur at fatte håb! Og det er i fortabelsens mørke, at vi har allermest brug for frelse – for håb! – For at kunne se fremad! Derfor hænger fortabelse, synd og frelse sammen i kristendommen. For fortabelsen må aldrig stå alene. Frelsen – og det ord der siger ”Se, jeg gør alting nyt”! Det er dét, vi skal tage til os – i vores mund og i vores hjerte.

Det er naturligvis troens anskuelse. Men det er en anskuelse, der ud af kærlighed og til kærlighed tjener og gavner et uperfekt menneske i en uperfekt verden.

I Jesu Kristi navn. Amen

(Marlene Lindsten)

Første søndag efter trinitatis 2011

Vor Frelsers Kirke, den 26. juni

At der er en kløft mellem rig og fattig, dét ved vi kun alt for godt. Vi ser næsten dagligt billeder af den afgrundsdybe forskel mellem vores del af verden og den fattige del af verden, der rammes af hungersnød. Det er svært at fatte og svært at bære; hvad skal man fx stille op med det faktum, at hvert 7. menneske på denne klode sulter? Hvad skal vi stille op med det faktum, at der hvert sekund dør et menneske af sult og fejlernæring? Det kalder på vores afmagt og vi ender måske at lukke øjne og ører for al den menneskelige lidelse, som vi alligevel ikke kan rumme.

I januar var jeg på en rejse med Folkekirkens Nødhjælp i Malawi i det sydlige Afrika. Malawi er ikke noget stort land, men der bor 15 millioner mennesker i landet og de fleste af dem har et minimum af leve for. De lever på eller endda under det, som FN betegner som fattigdomsgrænsen. Det vil sige, at de lever for en amerikansk dollar om dagen. 5,5 kr.! Her så jeg på nærmeste hold, hvad kløften mellem rig og fattig vil sige.

Noget af det, jeg med det samme lagde mærke til var, at der ingen steder lå affald i grøfterne langs vejene eller på gaderne. Det er ikke, fordi malawianerne er mere ordentlige end os andre. Men det skyldes, at alt, hvad der bliver smidt, bliver samlet op! Alt kan bruges; hvis en tom vandflaske bliver smidt på gaden, bliver den straks efter samlet op af en, der kan bruge den som beholder i sit køkken. Pap, plast, træ, kapsler – det, der for os er ubrugeligt affald – bliver samlet op og genbrugt.

I den lignelse, Jesus fortæller, er der også tale om en afgrundsdyb kløft mellem den rige mand og Lazarus. De lever begge deres liv, oven i købet lige op og ned ad hinanden; Den rige mand lever et liv i sus og dus, klæder sig i dyrt tøj og har i det hele taget ingen bekymringer. Men lige uden for hans port ligger Lazarus, som lever af de smuler, der falder fra.

Livsvilkårene for den rige mand og Lazarus har ikke mange lighedspunkter – ud over ét afgørende, nemlig, at de begge skal dø. Hvad de gør. Lignelsen fortæller, at der efter døden bliver vendt op og ned på forholdene; Lazarus bliver båret op i Abrahams skød til evig glæde, mens den rige mand slår øjnene op i dødsriget, hvor han pines. Ligesom i livet er de helt tæt på hinanden, men dén uoverstigelige kløft, der var i mellem dem i livet, er i døden erstattet af en anden, lige så uoverstigelig kløft. De kan se hinanden, men de kan ikke nå hinanden.

End ikke den rige mands bøn om lidt vand kan bygge bro over kløften; bønnen bliver afvist med ordene: Du fik dit gode, mens du levede og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.

Er det lignelsens pointe? At der i evigheden bliver vendt op og ned på den uretfærdighed, vi ser i denne verden? Hvis det er pointen, så ligger det lige for at bruge lignelsen som en sutteklud for alle verdens fattige og lidende mennesker: De kan så trøste sig med, at det hele bliver bedre – efter dette liv!

Fortællingens budskab er tilsyneladende ikke til at tage fejl af: Det går et menneske efter fortjeneste. Der er en tilmålt del af lykke og ulykke til ethvert menneske. Og får du ikke din del her på jorden, får du den hinsides. Retfærdigheden består i at der er ligevægt.

Det er her religionskritikken i sin klassiske form har sat ind – og anklaget kristendommen for at fastholde social uretfærdighed med forestillingen om, at man får sin løn og sin retfærdighed i himlen.

Men sådan skal lignelsen netop ikke forstås. Evangelisten Lukas, der fortæller lignelsen, har et andet ærinde. Det gennemsyrer hele Lukasevangeliet, at rigdom og materiel velstand er en af de største trusler mod vores menneskelighed og medmenneskelighed. Lukas har et skarpt blik for, at alt det, vi ejer, har det med at fylde det hele og kommer til at eje os. Vi bilder os ind, at vores rigdom og velstand giver os frihed, men sandheden er, at vi bliver bundet af rigdommen og at den gør os blinde for den verden, vi lever i.

Det afgørende sker imidlertid i lignelsens slutning; den rige mand beder Abraham om at sende et bud til sine brødre, så de kan nå at lægge deres liv om og ikke skal ende i dette pinested. Den rige mand mener, at brødrene vil omvende sig, hvis der kommer en fra de døde.

Abraham mener ikke det vil gøre nogen forskel. Hermed er vi ved kernen i det, lignelsen vil have os til at tage stilling til. For spørgsmålet er jo, om det vil gøre nogen forskel, om en opstår fra de døde?

Da Lukas gav lignelsen sin plads i sit evangelium kunne han se tilbage på, hvordan det var gået med budskabet om, at Jesus var opstået fra de døde. Det havde gjort indtryk på nogle, mens det for andre ikke havde forandret en tøddel. Den rige mand og hans brødre i lignelsen repræsenterer alle de mange, der afviste opstandelsesbudskabet.

Men det egentlige spørgsmål, som lignelsen rejser mit i blandt os, er netop det: Bliver vores liv forandret af budskabet om, at en er opstået fra de døde? Det afhænger af, om vi tror det – og lever ud af den tro. Opstandelsen har vi i budskabets form; intet menneske har set opstandelsen ske, men har hørt om det. Sådan var det for kvinderne som kom til graven og blev mødt af englen: Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde. Han er ikke her. Han er opstået. Og sådan er det for os; opstandelsen møder os som et budskab, vi ikke må se, men kan tro.

Opstandelsestroen vil kalde håbet frem; håbet om at døden er død, at intet er umuligt for Gud, at forandring er mulig. At livet ikke er bestemt af en blind skæbne, men er i Guds hånd. I opstandelsestroen ser vi, at Gud har elsket verden og sat os til at elske verden.

Historisk set har opstandelsestroen båret mange frugter. For at vende tilbage til Malawi, som jeg indledte med, så var det her historiens måske mest berømte missionær Livingstone levede og arbejde en stor del af sit liv. Da han kom til landet fandt han snart ud af, at slavehandlernes ruter gik gennem landet. Mennesker blev ført som dyr fra det indre Afrika ud til kysten, hvor de blev sat på skibe og sendt af sted over havet til en uvis skæbne som slaver. Slaveruten gik gennem Malawi og Livingstone opsøgte derfor slavekøbmændene og forsøgte at overbevise dem om, at handlen med mennesker var forkert.

Hvorfor gjorde Livingstone det? Hvor af udsprang hans initiativ? Det udsprang af hans tro på opstandelsen. I troen på den korsfæstede og opstandne frelser er ethvert menneske sat fri. Derfor skulle slaverne sættes fri.

I opstandelsestroen bliver der vendt op og ned på alt. Ikke først i evigheden. Men her og nu – når vi hører budskabet om, at den evige Gud har kastet sin lysende kærlighed ind over verden. Verden er ikke længere den samme som før.

I Jesu Kristi navn. Amen

(Peter Birch)

3. søndag efter påske 2011

Vor Frelsers Kirke, den 15. maj

En vittig jødisk mand har engang sagt, at hele menneskehedens historie kan sammenfattes i fem store jødiske skikkelser:

Moses, der siger at alt er lov
Jesus, der siger, at alt er kærlighed
Karl Marx, der siger alt er penge
Sigmund Freud, der siger alt er sex
- og Albert Einstein, der siger at alt er relativt!

Einstein – for nu at blive lidt ved ham – er jo ophavsmand til en uhyre kompleks videnskabelig teori om tid, rum og bevægelse – den såkaldte relativitetsteori. Den vil jeg ikke foregøgle, at jeg har forstået. Men den handler - som dens navn antyder – om at tid er noget relativt; det kan bedst og enklest beskrives på den måde, at 1 minut ikke bare er 1 minut. Det er netop relativt og afhænger af en række ydre omstændigheder. Har man ikke set den, man holder af, en hel uge og får 1 minut med hende eller ham, vil det ene minut føles uendeligt kort. Men står man med hånd i klemme og venter på Falck føles 1 minut som en uendelighed.

Vi lever i tiden og oplever som mennesker hele tiden begge dele; at tiden er alt for kort og at tiden er alt for lang. For kort, når vi oplever stor glæde eller lykke og tænker: Gid det her ville vare evigt! Og for lang, når lidelser og modgang rammer os. Når sorgen får fat i vores hjerte, så kan tiden pludselig opleves som uendelig tung og lang, ja nærmest ubærlig.

En ung mor jeg kender, mistede et lille barn for et par år siden – på Facebook skrev hun på barnets dødsdag, at sorgen var en trekant, der uophørligt drejede rundt i hendes hjerte. Takkerne skar i hende og det var så smertefuldt. Hendes håb var, at takkerne en dag var slebet runde, så kuglen der var tilbage, blev en skat i hjertet. Min tanke var, at bare det nu er trekanten der bliver slebet ned først. Bare hendes hjerte holder.

Hér kommer vi til kort med hverdagslivets trøstende vendinger som, at tiden læger alle sår! Det kan måske nok vise sig at være sandt for den der ser tilbage, men kan aldrig siges til den, der står midt i tabet. Tabet er uerstatteligt - det er sket og det kan netop ikke ændres.

Det, der er på spil i dagens evangelium, er i virkeligheden også sorg. Jesus taler til sine disciple kort før han skal forlade dem – dø på et kors. En kort tid, så ser I mig ikke, siger han – og fortsætter i samme åndedrag: og atter en kort tid, så skal I se mig.

Hvis vi har svært ved at forstå det, skal vi ikke fortvivle. Det kan disciplene nemlig heller ikke. Derfor repeterer den korte dialog, som teksten er, flere gange ordvekslingen. En kort tid – det er en vending, der nævnes hele 7 gange i løbet af den korte ordveksling.

Nu er tid som sagt noget relativt og for den, der sørger, er der ikke megen trøst at hente i ordene om, at sorgen og adskillelsen vil være kort. Eller i hvert fald relativt kort. Kort i forhold til hvad? Når døden skiller os fra et menneske, vi elsker, så er det jo den tunge tid, der følger. Den tid, der føles uendelig lang. Det gjaldt disciplene – og det gælder ethvert menneske.

I stedet for at tale om den korte tid, bruger Jesus derfor et andet billede. Et erfaringsnært og konkret billede af en kvinde, der skal føde. Det er bare to linjer, så de kan godt tåle en gentagelse. Han siger:

Når en kvinde skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.

Det er lige til at forstå! Af glæde over det nye liv, der er kommet til verden, husker den fødende kvinde ikke alle de smerter, hun måtte igennem for at det kunne ske. Veerne og angsten og smerten sænkes ned i glemsel. Glæden fylder pludselig det hele – og glæden peger fremad mod det liv, der nu er kommet til verden og som nu skal folde sig ud.

Sådan er det med os alle, siger Jesus; jeres sorg skal blive til glæde. Ingen af os undgår lidelse og smerte. Hverken den, vi påfører andre eller den vi selv skal bære. Men lidelsen er – uanset, hvor massiv den end kan føles, uanset hvor lammende den end er – lidelsen er foreløbig. Mens glæden skal blive fuldkommen og evig. Det er glæden, der skal stå tilbage.

Den fødsels-glæde, Jesus taler om, handler om hans egen død. Det, han siger, hænger jo netop sammen med, at han snart skal dø. Med fødsels-glæden vil han rejse et håb for sine venner – et håb om, at den død, han skal lide, samtidig er en fødsel; da han viklede sig ud af gravens mørke, da han lagde ligklæderne af sig, var det som en fødsel. Han blev født af jordens skød som den opstandne.

Jeres sorg skal blive til glæde.

Sorgen hører med, sorgen har sin tid. Men den skal ikke vare evigt. Opstandelsen påskemorgen er en fødsel, der sætter en glæde i verden. En glæde, der som et nyfødt liv skal folde sig ud, vokse sig stærk.

I opstandelsen bliver al fatalisme fejet af banen. Tanken om, at vi styres af en uafvendelig skæbne eller tilfældigheder og at vi – om ikke før, så i døden – er dømt til evig adskillelse, bliver modsagt.

Opstandelsen betyder også et farvel til enhver form for fundamentalisme – også når den viser sig i forskellige kristne former. Einstein mente, at alt er relativt. Det har han sådan set ret i. For vi lever i tiden, hvor alt er relativt. Hvor sorg og glæde skifter og har sin tid. Her er intet sort og hvidt. Og derfor er det heller ikke muligt at gøre noget til den absolutte sandhed og andet til den absolutte løgn. Fundamentalisme lever af, at nogle eller noget tilkendes absolut værdi. Men det er ikke muligt. Vi kan ikke gøre os til dommere over den absolutte sandhed eller den absolutte løgn.

Opstandelsestro handler derimod om, at Gud alene råder over det absolutte, det endelige og evige. Men i Jesu opstandelse har han ladet evigheden skinne ind over den verden, vi lever i. Til os, der lever i tiden og på tidens omskiftelige vilkår, siges det, at sorgen skal vendes til glæde. Og at glæden vil være det, der står tilbage. Fordi det er en glæde, vi får af Guds hånd.

I Jesu Kristi navn. Amen

(Peter Birch)

Påskedag 2011

Vor Frelsers Kirke, den 24. april

De sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Det gjorde de nu nok alligevel, måske lidt senere, og en mand, de kalder Markus, han skrev det hele ned. Lige præcis sådan som jeg læste for jer, skrev han om den tidlige morgen da tre kvinder tunge om hjertet gik mod den store gravsten, der havde adskilt dem fra ham de elskede. Og dér tidligt om morgenen på den tredje dag, er der sket det mest utrolige. Væk er adskillelsens store sten, og inde i graven finder de ikke ham de søger. I stedet finder de en engel. Og ligesom hyrderne på marken julenat var de første til at høre at Gud ville dele skæbne med os, er kvinderne ved graven nu dem der får en første fornemmelse af at vi skal dele skæbne med ham. Jesus fra Nazaret, han er ikke hér, siger englen, han er opstået. Dér, lige dér er stedet hvor de lagde ham. I kan selv se, han er der ikke. Han er gået i forvejen, hjem til Galilæa, følg I bare efter. Det er dér, I skal se ham. Gå tilbage nu til jeres liv, til jeres hverdag, til jeres hjem, dér vil han møde jer igen. Han er opstået.

Kan vi tro på det? Kan vi tro på det utrolige? Hvad siger I. Kan vi uden videre tage en engels ord for pålydende, selv om det er det engle gør, tyder begivenheder for os. 3 andre end Markus har skrevet om påskemorgen. De har beskrevet en tom grav, men ingen af dem har beskrevet opstandelsen. Der er ingen vidner, ingen der kan fortælle hvordan det ser ud. Der er kun en tom grav, andre billeder får vi ikke, andre billeder er der ikke. Vi får Guds ord af englens mund. Er det nok. Nok til at holde fest i dag. Har det nogensinde været nok. Var det nok for kvinderne den tidlige morgen, ikke i første omgang i hvert fald, de går bange og tavse derfra. Var det nok for disciplene, ikke for Thomas, ham der blev kendt som tvivleren, han havde brug for at stikke fingeren i korsfæstelsens sår. Og videre, har det været nok op gennem årene, hvor verden har forandret sig mere end man kan fatte, og hvor vi føler os mere og mere oplyste, men alligevel kan synes ude af stand til at omsætte det fornuftigt. Hvad der er nok, bliver vist ikke mindre med tiden. Jo mere vi kan afdække dets grådigere bliver vi, men måske satser vi helt forkert. Måske er det vigtigste ikke at finde de rigtige billeder, der kan tilfredsstille vores nysgerrighed og vores trang til vished, måske de vigtigste er at opdage hvad det alt sammen betyder.

Hvad betyder det at han hænger dér for os. Hvad betyder alt det der gik forud, og det der kom efter. I døden som i livet tog han de første skridt og gjorde alt det vi ikke kan eller ikke tør, eller glemmer. Med stor alvor tog han vores liv og vores død på sig. I dødsriget, kæmpede han kampen og sejrede. Hvad betyder det. Opstandelsen handler om at der er en fremtid. For Gud og for os, og for Gud og os sammen. I påsken taler Gud op imod vores frygt, og lige ind i vores drømme og vores håb. Og budskabet er klart og tydeligt. Der er en fremtid. Livet sejrer over døden, der er vel intet vi har brug for at tro mere på end det. Der er en opstandelse, hvordan den end ser ud. Det giver da grund til at holde fest.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan indledte vi Frejas dåb tidligere i gudstjenesten. De samme ord siges før jordpåkastelsen til enhver bisættelse eller begravelse. På den måde gør vi det tydeligt for enhver at det er rammen for vores liv, de ord skaber den virkelighed vi lever i. I Jesu Kristi opstandelse genfødes vi i barmhjertighed til håb. Alting bliver vendt på hovedet. Døden er stadig afslutningen på livet, men i påsken bliver døden også en begyndelse. Den tunge sten, der adskilte kvinderne fra ham de elskede, var flyttet til side. Og godt nok nåede de ham ikke af den grund, men det de ville ham, havde han heller ikke brug for. De kom med vellugtende salver for at gøre hans døde krop i stand, men han var gået sin vej. Alting bliver vendt på hovedet, og vi skal tro det utrolige. Og så sendes vi hjem. Og vi får at vide at han venter på os dér.

Måske et billede er på sin plads, for bedre at forstå. Langfredag da Jesus udåndede på korset, skete der noget inde i byen. Forhænget i Templet revnede. Templet var kæmpestort. Der var markedsplads, der var forgårde for mænd og for kvinder, for jøder og ikke jøder. Der var områder for kirketjenerne, leviterne, og områder for præsterne. Der var altre hvorfra der blev ofret til Gud. Jo længere man kom ind i Templet, jo helligere blev det. Inde i det inderste, i det allerhelligste, dér boede Gud. Ubevægelig, skjult og utilnærmelig. Deraf forhænget. Det der skete langfredag eftermiddag, da forhænget blev brudt, er et udtryk for denne venden alting på hovedet. Forhænget revner og åbenbarer den tomhed der hersker dér. Den tomhed der ligger i en ubevægelig, skjult og utilnærmelig Gud. Den tomhed der ligger i at vi mennesker ikke frit at kan færdes imellem hinanden.

Nå englen siger til kvinderne at de skal gå hjem, for Gud er dér, så siger han jo netop at Gud sidder ikke fast i Templets allerhelligste. Gud er ikke skjult, han viser sig for os. Gud er ikke utilnærmelig, han er for altid gået helt hen til os. Og Gud er ikke ubevægelig. Han er i bevægelse sammen med os. Han går foran os, han går ved siden af os, han går bagved os. Tænk bare på evangeliernes beskrivelser af ham. Hele tiden er han i bevægelse.

Derfor fester vi i dag. Fordi vi tror på at der er en fremtid. Fordi vi kan gå hjem fra kirke og vide at han er, også dér. Og de tunge sten der for en tid skiller os fra hinanden, de får ikke lov at ligge, de vil blive skubbet til side. Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

Glædelig påske!

Amen

(Selma Ravn)

2. søndag i fasten 2011

Vor Frelsers Kirke, den 20. marts

Hvis man følger med i dette års udgave af X-faktor i fjernsynet, vil man vide, at finalen på lørdag bliver en kamp mellem Anne Louise, Sara og Babou. Tre personer, som ingen af os kendte for bare nogle få uger siden. Nu er de på alles læber – og en af de tre vil på lørdag blive fejret som årets vinder af X-faktor-konkurrencen, vil blive interviewet i alle medier og få en pladekontrakt. Fra at have været ukendte er de tre – og selvfølgelig især den, der til sidst står som vinder – blevet en del af vores fælles verden. Nogle vi taler om og forholder os til. Sådan kan tv skabe en virkelighed.

Men nu er det jo underholdning og hvis vi skal være realistiske, så er opmærksomheden og berømmelsen ikke noget, der varer ret længe. Et år eller to, måske lidt mere, hvis det viser sig at være en ægte talent, der er blevet opdaget.

Det er helt anderledes med den kvinde, vi hører om i dag. Hun er jo egentlig ukendt, vi kender ikke hendes navn, ved ikke noget om, hvad hun kunne eller ikke kunne, hvordan hun så ud. Men hun gør noget den dag, hvor hun står overfor Jesus, som har gjort hende berømt og skaffet hende en plads i den fælles verden, som vi kalder Bibelen – eller med et fint ord ’kanon’. Hendes berømmelse var ikke kortvarig, men har vist sig at kunne holde i 2000 år. Overalt, hvor kristne mødes til gudstjeneste og læser i Bibelen bliver vi mindet om den kanaanæiske kvinde. I den salme, vi skal synge efter min prædiken siger Grundtvig ligefrem, at så længe der er kirkeklokker, der ringer, så længe vil hendes møde med Jesus blive husket.

Hendes berømmelse er altså langtidsholdbar. Hun viser os noget, der er værd at huske år efter år, århundrede efter århundrede. Liv efter liv. Det, vi skal huske hende for, er hendes tro. ’Kvinde, din tro er stor!’ siger Jesus til hende.

Det holder ellers hårdt for hende at komme til at tale med Jesus. Hun har opsøgt ham, fordi hendes datter er syg og hun vil have ham til at hjælpe. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i; for der er jo masser af beretninger om mennesker, der opsøger Jesus og vil have ham til at hjælpe.

Det mærkelige er, at Jesus ikke svarer hende, ja nærmest virker afvisende. Hun giver ikke op af den grund. Hun maser sig på og disciplene prøver at få Jesus til at sende hende væk. Han gider ikke engang beskæftige sig med hende. Han siger: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.

En mærkelig sætning. Som nærmest kan oversættes med, at Jesus ikke regner hende for en del af målgruppen for det, han har gang i.

En tredje og sidste gang forsøger hun at få Jesus i tale. Og nu svarer Jesus hende. Men hvilket svar! Han siger, at det han kan, ikke tilkommer hende, for hun er ikke en del af det folk, som han er kommet for at frelse. Han siger mere end det. Han siger faktisk til hende: Hvis jeg hjælper dig, så svarer det til, at jeg sidder ved et bord og giver hunden den mad, som børnene omkring bordet skulle have haft.

Han sammenligner hende med en hund – hvad de fleste af os nok kunne blive temmelig fornærmede over. Men kvinden griber Jesus på hans ord.

Hun siger: Jeg har da ikke noget mod at have hundens plads, hvis bare jeg får noget at spise! Det, du kan, Jesus, er så stort, at jeg ikke behøver mere end en smule. En smule er nok, når den kommer fra dig.

Man skulle næsten tro, at hun var forelsket i Jesus. Selvom hun bliver afvist af ham, bliver hun ved. Tro og forelskelse har mange lighedspunkter. Den, der er forelsket, kan også nøjes med en smule. Et enkelt blik, et livstegn, et ord, et klem – og hele verden er forvandlet og står i fuldt flor. Sådan har den kanaanæiske kvinde det. Jeg er ligeglad med, om jeg kommer til at sidde til højbords, bare jeg kommer med til festen. En smule er nok, når den kommer fra den, man elsker.

For udenforstående kan den forelskede virke skør. På samme måde med kvinden i fortællingen. Tænk, at hun vil ydmyge sig på den måde, lade sig afvise, lade sig kalde ’hund’. Hun ydmyger sig. Ja, det gør hun og netop derfor viser hun sig som et ægte eksempel på, hvad tro er. Tro er at længes – på samme måde som den forelskede længes efter sin elskede. Tro er at blive ved med at tro, selvom man bliver afvist. Tro er ikke at opgive håbet, selvom man tilsyneladende ikke har noget at have sin tro i. Tro er at holde fast i håbet om, at troen bliver gengældt. Tro er at vide, at bare en smule er nok.

Kvinden, som vi hører om i dag, sætter os på sporet af, hvad det vil sige at gå på troens vej. Vi kan lære af hende. Det første vi kan lære er, at troen kan være en kamp. Vi kan ofte få den følelse, at vores tro bliver gjort til skamme, at den bliver afvist. At det, vi tror og håber, ikke bliver hørt. At vi bliver afvist af Gud. At han vender det døve øre til os. Af den kanaanæiske kvinde lærer vi, at troen er en kamp, der kræver udholdenhed. Troen er ikke en sovepude, men vil ofte vise sig som en tro mod tro. En mod-tro, som vi må kæmpe for at holde fast i, men som netop i kampen bliver en større og stærkere tro.

Det andet vi lærer af hende er, at Gud er bevægelig. Hun insisterer på, at Gud skal høre, hvad hun har at sige. Og den tro, hun har til Gud, bliver ikke gjort til skamme. Hun tager Jesus på ordet og minder ham om, at han er så rig, at hun godt kan nøjes med en smule. Hun er udmærket klar over, at hun ikke kan forlange hans kærlighed og omsorg, at hun ikke kan sige om sig selv, at hun er en del af selskabet. Det eneste hun har, er sin tro på, at han kan hjælpe, at han er den levende Guds søn.

Den tredje vi kan lære af hende er, at troen ikke består i en række læresætninger, vi skal kunne skrive under på. Hun henvender sig ikke til Jesus med formfuldendte sætninger, med et særligt religiøst sprog. Tværtimod: Hun bruger de ord, der falder hende ind, ganske dagligdags ord og vendinger. Hendes tro er bundet til dette sprog og troen vokser, jo mere hun taler for sig. Hendes dagligsprog er troens sprog.

Når støvet har lagt sig efter X-faktor finalen på lørdag, når projektørerne er slukket, pladekontrakten er underskrevet og alle de kendte er glemt, så skal vi huske den kanaanæiske kvinde. Den sande berømthed, der lærer os, at vi ikke kan leve uden troen. Troen kan være en kamp med Gud og med mennesker, men vi kan ikke leve uden den. Og den vil vokse efterhånden som vi kæmper med den og lever i håbet til den. For Gud er bevægelig, han hører vores råb. Det behøver ikke at være stort og fint formuleret. Vi skal ikke censurere os selv, fordi vi ikke synes, vi kan udtrykke os på den rigtige måde.

Vi kan bruge det sprog, vi kender. Herre, hjælp mig fx. Det kan godt være, det er en lille smule. Men det er nok.

Amen.

(Peter Birch)

Seksagesima 2011

Vor Frelsers Kirke, den 27. februar

Der er historier, man husker bedre end andre. Det gælder også for de bibelske fortællinger, og fortællingen om sædemanden hører til blandt dem, som mange mennesker erindrer og er i stand til at genfortælle. Det (tror jeg) skyldes, at fortællingen er enkel, ja næsten simpel i sin fremstilling og handling – og så er den tilmed stærkt visuel for øjet. Vi kan let se ham for os – denne landmand, der med rund hånd kaster frø ud på jorden. Nogle af frøene bliver spist af fuglene – andre gror blandt tidsler og må bukke under – mens andre igen gror i god jord, slår rod og vokser sig modne og bærer frugt.

Fortællingen er naturligvis et billede på, hvordan budskabet om Guds Rige bliver modtaget til tro af de, som hører. Den, der har ører at høre med, skal høre, siger Jesus til sine tilhørere. - Velvidende at ikke alle hører lige godt. Kun få er i stand til at modtage budskabet om Guds Rige og leve i troen på det, og selv iblandt disse få vil flere falde fra, som beskrevet i lignelsen.

Det ville være interessant, hvis man kunne sige noget om, hvad det er for en type mennesker, der kan sammenlignes med ”den gode jord” – altså dem som modtager troen på Gud og lader troen vokse til. Er disse mennesker f.eks. udpeget på forhånd af Gud til at modtage hans ord? - Det antyder lignelsen ikke – tværtimod, så meddeler den måde, hvorpå landmanden strøer frøene, noget om den uforudsigelighed, der hører med til troens væsen. Troen er for alle – men ikke alle vil tage imod den. For med troen er det som med kærligheden – den trives bedst og vokser sig stærk, der hvor den ikke tvinges frem, men lever frit.

Det er endda muligt, at troen uden videre kan sammenlignes med frøets vækst i alle dets faser. For til tider er troen svag og til andre tider er troen stærk. Ligesom et frø er i vækst i jorden - på samme måde befinder mennesket sig hele tiden på forskellige stadier i sit liv. Også mennesket er igennem en modningsproces, der for nogen er senere end hos andre. Derfor vil troen også tale til os under påvirkning af, hvor vi befinder os i vores liv, i hvilken situation vi står, eller i hvilken kultur osv.

Billedet af troen som et frø, der frodigt gror i den gode jord fungerer som et tegn på det håb – at der i alle mennesker er indpodet en værdi og en betydning. Alle mennesker er over for Gud som et lille frø, der har lige mulighed for at vokse direkte ind i Guds Rige - som et dyrebart aks med fuld kerne. Samtidig understøtter billedet det forhold, at menneskets erfaring og længsel efter meningsfylde i livet ikke er noget, der bliver opfyldt på én gang. Det er en livsproces at ”vokse til” som menneske i verden! Og selvom vi måske ikke helt forstår vores betydning eller kan få øje på mening og formål – så er frøet i os hele tiden i vækst.

Vil man være god til noget, vil man følge den tanke, at vi mennesker er som et frø, der før eller siden har mulighed for at sætte blomst – så er det (for de fleste mennesker) nødvendigt at øve sig. Det gælder i det fleste at livets forhold, hvad enten man har sat sig for at lære at spille klaver, eller lære at blive god til sit arbejde, eller lære at være en god ven – og ikke mindst sin egen gode ven. Man må gøre sig umage! Og til umagens kendetegn hører både tålmodighed og udholdenhed.

Hvor tit hører man ikke, at hvis man vil videre i sit liv eller hvis man vil forbedre sig, ”ja, så er du altså nødt til at arbejde med dig selv.”

I en kristen sammenhæng og tro, må ”det at arbejde med sig selv” tænkes, som et forhold der hænger naturligt sammen med troen på Gud som skaber, og at Gud oprindelig har lagt alt, hvad Han har skabt, (jorden og universet), under mennesket og stillet det til rådighed for mennesket. Arbejdet med det, Gud har skabt, er menneskets kulturopgave, hvilket står beskrevet på den første side i Bibelen. Vi er sat ind i verden med et kald til at udfolde og virkeliggøre meningen med alt det, som Gud har skabt, i fællesskab med ham - til hans ære og til menneskehedens bedste. Således skulle alt være såre godt.

Når mennesket gør sig umage i sit liv med at være til – enhver på de præmisser, der er blevet den enkelte givet – så arbejder man derfor aldrig alene eller for sig selv – umagen er også blevet en tjeneste i Guds hånd, som Han bruger til at virkeliggøre sin vilje i verden med henblik på, at Han vil genoprette og frelse menneskeslægten fra håbløshed – til mulighed og udfoldelse.

Tålmodighed er en dyd, siger man – især når det huskes, at forud for ethvert stort og mægtigt træ – er der gået et lille frø, der langsomt har vokset sig til, og som har måttet tåle både storm og sne og kulde, men også forår og sol og varme for at blive til.

Det hele hører med til den livsproces, der handler om liv og om vækst, om mulighed og om udfoldelse. Og det er det centrale i talen om Gudsriget. Frøet, der sås af sædemanden benyttes af Markus som symbol på noget småt, noget ikke iøjefaldende – men som det, der rummer en kvalitet i sig, der er lig med selve livskraften. Det lille frø rummer i sig en ”egen kraft”, der driver det frem og får det til at blive ”noget andet” og noget ”mere” end bare et frø. Ligesom frøet, der langsomt forvandler sig og bliver til noget andet – på samme måde forvandler mennesket sig igennem sit liv – uden at kende sin bestemmelse på forhånd. I det Gamle Testamente står der: Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje. I den betragtning er ”den gode jord” den tillid, der knytter sig til troen. Tro er tillid til, at Guds ord virker i os uden at vi ved hvordan, og med vished om, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage til ham, men gør hans vilje og udfører hans ærinde.

I Jesu Kristi navn. Amen

(Marlene Lindsten)

Nytårsdag 2011

Vor Frelsers Kirke, den 1. januar

Meditationer til at ledsage L. Mozart / Eberlins værk over årets gang, der spilles hvert år den 1. januar i Vor Frelsers Kirke. Måned for måned indbyder vi til at se tilbage på det år der er gået, og frem imod det år der kommer.

Meditation
I dag byder vi et nyt år velkomment. Vi har sunget med Grundtvig, flere af os både i går aftes og nu som den første fællessalme, om Herrens år som vi nu tager hul på, det Herrens år 2011. Et nyt og ubeskrevet blad står vi med i vores hænder, endnu tør vi håbe og drømme, endnu er forventninger store, men presset er heller ikke til at komme uden om, bekymringerne og de bange anelser. Sådan må vi springe ud i et nyt år, som vi ikke på forhånd kan vide, hvad vil byde os, og hvor vi ikke tør spå om hvordan vi vil gennemleve det. Vil årets dage mon føles lange eller vil de haste af sted, vil vi bruge tiden rigtigt, vi vil få nok af den. Vil vi være mætte når året er omme, vil vi stadig være sammen. 12 måneders dage uden overskrift og uden brødtekst, på samme tid vanvittig spændende og vanvittig skræmmende. Vær velkommen Herrens år, de ord synger vi for anden gang på kort tid. Det er ikke så længe siden vi sidst fejrede nytår her i Vor Frelsers Kirke, som i alle danske kirker. For der er et andet år, det Herrens kirkeår, der begynder ikke den første dag i januar, men den 1. søndag i advent. Det er blot en måned siden vi sang med Grundtvig sidst, men da sang vi om jul og påske og pinse. Det var et andet, velkendt år vi festligt skød i gang. Et år med højtider og lavtider, højtiderne der ligger som perler på en snor, lavtider af søndag efter søndag der allerede bærer allerede sit navn, og kender sit tema. Der er ingen ubekendte, der er ingen store overraskelser, der er ikke så meget at være bange for. Men det bliver det nu ikke mere kedeligt af. Som en fast og sikker klippe i et oprørt og usikkert hav står kirkeåret, med sin stædige årlige gentagelse. Som variation på variation viser den sin styrke og vægt.

Meditation
April, maj og juni er kirkeårets travleste tid. Højtid følger højtid, efter livet kommer døden og efter døden kommer livet. Forårsmånederne lover meget godt, både i og udenfor kirken. Alting får liv igen, verden er pludselig i farver igen, vi retter ryggen og åbner brystet, folder ansigtet ud og bliver smukke igen. Alting skal have en ny chance. Letheden præger os, vi løftes op. Kan vi mon mærke at vi ikke er alene. Tiden ånder os endnu i nakken, men det føles som om der er mere af den. I denne søde forårstid griber evigheden for alvor ind i tiden. Påske og pinse gør Far, Søn og Ånd nærværende for os. Højtiderne sender os et nyt sted hen, byder os ind i himlen, viser os hvem vi er, og hvad vi kan. Det er spændende tid, hvor modsætninger mødes, en opdagelsesrejse, en eventyrlig vandring, hvor kærlighedens Gud insisterende sætter sig igennem og viser hvad vej vi skal gå. Og vi er lydhøre i foråret, vi er fjollede og kåde og nemme at overtale. Men vi er mere end det. Vi er overbeviste om at alting kan lade sig gøre. Det går at begrænse i foråret. Det lyde og det varme har slet ikke toppet endnu, hvordan skulle man kunne lade sig slå ud. April, maj og juni, vi glæder os allerede.

Meditation
Det første halvår er gået. Halvdelen af det ukendte er nu kendt. Den festligste halvdel, af det vi kendte på forhånd, er overstået. Vi går mod mørkere og koldere tider, og i takt med at det ukendte er blevet kendt, er det gået op for os, at også dette år bliver et år med blandede følelser. Og alt det der var så tydelig for lidt siden, begynder at grumse til. Den vej, der viste sig så indlysende og klar i årets første måneder, den er ikke længere helt så nem at finde. Og nogen gange kommer vi til at tvivle på alt det vi så og hørte og følte. I kirken er den lange tid trinitatis tid. Treenighedens tid. En dynamisk samklang af tre stemmer, der har noget at sige os. Et evigt ord, der forsøger at få os i tale, og forsøger at få os til at tale. Men det er ikke altid nemt at vide hvad man skal sige. Derfor siger vi sammen i kirken, Fader vor, du som er i himlene. Kom til os. Lad alting blive som du vil have det – hernede hos os, som deroppe i himlen. Hjælp os igennem den daglige kamp, let vore byrder, led os ad den rette vej, udenom det onde. Du kan, du vil, du gør. Det er det evigheden kan i tiden. Skabe et uudsletteligt indtryk, en udødelig følelse, et evigt syn. Disse evigheds øjeblikke, der bærer os frem, der forsikrer os om at vi ikke står alene. To år flettes ind i hinanden. Det herrens kalenderår, og det herrens kirkeår. Begge er de velkomne hver på deres måde, hver med deres styrke. Kirkeårets stædige gentagelse skaber det fundament som kalenderåret kan leves på. Kirkeåret kalder på evighedsøjeblikke som giver os mod til at springe ud i et ubeskrevet og spændende kalenderår, og dets sikre ord giver os kræfter til at klare det vi møder. Så velkommen også de sidste måneder.

Amen.

(Selma Ravn)

1. søndag i advent 2010

Vi ses!

Sådan kan man sige til hinanden, når man afslutter en telefonsamtale med en ven. Sådan siger forældre, der sender deres børn på koloni. Sådan siger to elskende, inden de tager afsked med hinanden. Vi ses! De to små ord er både løfte og håb. De åbner for en fremtid, vi ikke kender, men som vi ønsker og drømmer om. De bygger bro over adskillelsen, over den ukendte fremtid.

Vi ses. I de to ord ligger også forbundethed. Jeg slipper dig ikke, jeg er forbundet med dig, og du med mig, i den tid, der går indtil vi ses igen. Jeg bærer dig i hjertet, venter på, at den tid skal komme, hvor vi ses igen. Uden de to ord ville adskillelsen være en afgrund, et frit fald.

Men et frit fald er ikke frit. Engang i mellem kan vi fristes til at tro, at der er frihed i at være helt ubundet, kunne alting selv. Men det er en illusion. De er lidt som manden, der falder ud over en 800 meter høj skrænt. Lige da han falder er hans første tanke: det går aldrig godt! Men da han er faldet 400 meter, trøster han sig selv og tænker: Nå, indtil videre er det da gået meget godt!

Det er en ringe trøst, for det er en illusion, at der er frihed i at være i frit fald. Der er derimod frihed i at være bundet. I at høre ordene om, at vi ses.

Vi mennesker har brug for at se og blive set. Vi ses! De ord tænder håb, lyser for os i den tid, vi går i møde. De knytter vores nutid til en fremtid.

I dag indleder vi et nyt kirkeår. Det er kirkens nytårsdag. Og som ved ethvert andet nytår går vi ind i en fremtid, vi ikke kender. Men vi hører også at fremtiden ikke er ukendt:

Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.

Gud kommer os i møde. Fremtiden er altså ikke overladt til tilfældighederne, markedskræfterne, døden eller hvad vi ellers kan forestille os eller frygte. Gud er der. Han kommer til os, sagtmodig ridende på et æsel. Han indfrier sine løfter. Vi skal se ham og vi skal ses af ham. Han åbner for en fremtid, hvor vi er bundet til hans kærlighed, hans virkelighed.

Bibelen er jo en mærkelig og fantastisk bog. Den er på flere hundrede sider, og så har den ikke nogen slutning. Hvis man slår op på sidste side i Bibelen, så står der som det allersidste: Kom, Herre Jesus! Det er ikke en slutning, men en begyndelse. For vi tror ikke på en bog, men på den levende Gud. Vi læser ikke Bibelen for at finde tilbage til noget, der var engang, men for at finde håb om det, der skal komme. Det, vi kan læse i Bibelen, er beretninger om, hvordan mennesker til andre tider har mødt den levende Gud. Men Han bliver jo ikke hængende i Bibelen. Vi skal gøre vores egne erfaringer. Derfor slutter Bibelen med en bøn om, at Gud også vil komme til os. At Han til os vil sige: Vi ses!

Og se: din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.

I den fremtid, han åbner for os, skal vi gøre vores egne erfaringer med Gud. Vi skal lytte til hans stemme, se hans storhed.

Vi kan alle opleve, at det kan være vanskeligt at få øjne på Gud. Tro kan forekomme vanskeligt, noget for de særligt religiøst disponerede. Men selv de mest ikke-religiøse mennesker er nødt til at have en tro for at overleve. Det er troshandling at gå ud af sit hus og vide, at jorden holder og ikke pludselig svulmer op. Når man sætter sig ind i sin bil, er man nødt til at have en tro på, at de andre trafikanter kender og overholder færdselsreglerne. Når man sætter sig op i en flyver, er man nødt til at tro, at brændstoftankene er fyldt op og at kaptajnen ved, hvordan man flyver. Når man overgiver sig til et andet menneske i kærlighed, er man nødt til at tro, at det andet menneske vil én det godt.

Tro er altså ikke noget, der er forbeholdt de særligt religiøse, men tro er nødvendig for alle levende mennesker.

Troen bliver ikke skuffet. For det er den tro, Gud møder. Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel. Jeg kommer for at se dig, give dig håb, tage dig i favnen, bære dine byrder, give dig mod til at tage dit liv op.

Nu er det jo ikke alt, vi ønsker skal ses. Der er ting i vores liv, som vi ikke er stolte af at vise frem. Nederlag og svigt.

Afmagt og skyld. Ting, vi helst vil glemme og ikke gerne lader andre se.

Men Gud kommer til den verden, der er vores, med alt, hvad den rummer. Vi ses. Han kender vores hjertesorg, vores inderste hemmeligheder. Men han kommer. Sagtmodig, ridende på et æsel. Sagtmodig betyder, at han alene kender til den magt, der udspringer af kærligheden. Det er med det blik han ser os og alt, hvad vi rummer. Han elsker med en kærlighed, der er stærkere end død og had, foragt og ligegyldighed.

Vi står på tærsklen til et nyt år. Vi ved ikke, hvad tiden og året vil bringe. Men overfor en ukendt fremtid er det vores tro, at vi kender ham, der åbner dørene til fremtiden. Han giver sig til kende for os. Han åbenbarer for os, at Gud vil gå gennem ild og vand for at nå frem til os – for at binde os til sig og til hinanden.

Derfor kan vi være sikre på, at vi vil se Gud – også i det kommende år. Han har lovet at være med os i sit ord og med sin ånd. Han møder os med tilgivelse for det, der er tungt for os at bære. Han møder os med håb om en ny begyndelse. Han lader lyset skinne i mørket, vækker kærligheden til live. Følger os i mørket. Viser os skønheden – både den i naturen og den vi ser i vores medmennesker – i godhed og omsorg, nærvær og opmærksomhed.

Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.

Så ved vi, at fremtiden åbner sig. For hans er riget, magten og æren. Alle andre magter vil til sidst bøje sig for ham. Herodes mente om sig selv, at han havde stor magt. Hvor er han i dag? Hitler mente, han havde stor magt. Hvor er han? Det samme gælder andre de andre jordiske magthavere: Mussolini, Franco, Ceauscesco, Botha. Hvor er de? De er væk.

Men se, hvem der er tilbage; Se, han kommer, sagtmodig ridende på et æsel.

Hans virkelighed varer fra evighed til evighed.

Glædelig advent!

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

Pinsedag 2010

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

***

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Ruah, sådan hedder ånd på hebraisk, Ruah, det er næsten som at være dér selv. Guds Ånd svævede over vandende, og det var Guds Ånd der blev pustet ind i mennesket ved skabelsen, det var Guds Ånd der gjorde mennesket levende og levedygtigt. Og hvordan er det i dag? Det er i grunden ikke så meget anderledes. Hver gang et nyt menneske fødes i skikkelse af et spædt lille barn, holder vi alle sammen vejret, venter på det magiske og forløsende øjeblik, hvor barnets lunger fyldes med luft, hvor det ånder for allerførste gang. Først da ved vi, at det er et levende og levedygtigt barn.

Jerusalems gader syder af liv, og lyde og dufte. Byen er fyldt med mennesker, fra nær og fjern er de strømmet til Jerusalem for at fejre pinse. En fest der rummer i sig en skat af bibelfortællinger, en gammel høstfest der er smeltet sammen med en fest for pagten mellem Gud og hans folk. Fra pagten med Noah, over pagten med Abraham og til den kendteste pagt af dem alle, den pagt der blev sluttet på Sinai bjerget i ørken, den pagt der kan læses på de to stentavler som Moses bragte med sig ned fra bjerget. Alle sammen pagter om hvem der skylder hvem hvad, pagter der alle har deres udspring i dengang Guds Ånd blev til vores ånde. Den dag i Jerusalems gader er de kommet fra alle verdens hjørner, spredt gennem historien til fremmede lande og fremmede kulturer og sprog. De mødes i Jerusalem, for at holde hinanden fast på pagten, på den fælles historie og arv. Men denne pinse er ikke helt som de tidligere. For pludselig kommer der fra himlen lyden af et kraftigt vindstød. Som om Guds Ånd igen har givet sig til at svæve over jorden. I et hus sidder alle de efterladte, dem der gennem lang tid har haft en kær ven, et forbillede, en leder. De har set de vildeste ting, ting man regner for umulige, lamme der går, blinde der ser, døde der begynder at trække vejret igen. De har set Gud som menneske, og en levende død, der farer mod himlen på en sky.

Hvad nu? Er der mere? Eller var det, det? Hvad var det han havde sagt, Jesus? Faderen sender en anden. En ny talsmand, der aldrig forlader jer: Sandhedens Ånd. Fordi I elsker mig, skal I ikke være alene, jeg vil hjælpe jer til at leve og leve dygtigt. Den pinse åndede Gud igen på sin skabning. Ligesom ved tidernes begyndelse pustede han liv i dem, med luft og ild satte han fut i dem, så de rejste sig, gik ud af huset og ud i gaderne til alle de andre. Her lød på alverdens sprog ordene om Guds storhed. Alle blev talt til så de forstod det. Alle blev mødt lige dér hvor de var. Det var Ånden der overvandt forhindringerne. Satte ild i apostlenes tunger og brand i Jerusalemmiternes hjerter. Det stak i deres hjerter, står der senere i beskrivelsen af den pinse, det gjorde noget ved deres hjerter og de spurgte apostlene: hvad skal vi gøre? Omvend jer, lød svaret, og lad jer døbe i Jesu Kristi navn, så skal I få Helligånden som gave. Guds hellige Ånd, der puster liv i os og sætter vore hjerter i brand. Ånden er rig på billeder. Det er forståeligt nok, for der er noget uhåndgribeligt over ånden. Vi ved den udgør en side af trekanten deroppe, symbolet på en dynamisk treenighed, af Fader, Søn og ja, Ånd. Hvordan skal vi forklare den og gribe om den, lukke den ind. Billederne har vi ikke selv fundet på, de springer gavmildt frem af biblens smukke fortællinger. Om luften der blæser over vandene og over jorden, og om luften i vore lunger. Om ilden der satte sig som tunger på dem, tændte op under dem, og tænder os. Og så er der duen, tilstede ved hver en dåb, ved Jesu dåb i Jordanfloden. Og her i vores rum, der svæver en due over døbefonten og der svæver en due her over mit hoved, her hvorfra Ordet lyder søndag efter søndag. Lad jer døbe i Jesu Kristi navn, så skal I få Helligånden som gave. Den pinse blev næsten 3000 mennesker døbt, forestil jer lige det. 3000 mennesker, den første menighed var dannet. Derfor kalder vi pinsen for kirkens fødselsdag. Og vi forstår at Helligånden og kirken hører sammen på en særlig måde, sådan har det været siden den dag i Jerusalem, hvor der var Ånden der kaldte den første menighed. Og siden den dag har løftet lydt: Lad dig døbe i Jesu Kristi navn, så skal du få Helligånden som gave.

I dag har vi også holdt dåb. Og mon ikke hvis vi tæller sammen i verdens kristne kirker så er der også i dag flere tusind der bliver døbt. Dåben har intet ydre tegn, vi kan ikke se på et menneske om det er døbt eller ej. I dag er Emma blevet døbt, og når hun efter gudstjeneste forsvinder ud af kirkedøren og ud i livet derude, vil ingen kunne se på hende om hun er døbt eller ej. Vi fjerner ikke noget fra hende og vi lægger ikke noget til som ses af det blotte øje. Men hun får den samme gave som alle andre døbte, hun får Helligånden. En ny talsmand, Sandhedens Ånd, der aldrig forlader hende. Et pust der gør at hun kan leve dygtigt, en ild der driver hende mod den anden, og sætter hende i stand til at tale et sprog han forstår. Det er stor og nødvendig gave. I en tid hvor vi af alle mulige gode og dårlige grunde kan have svært ved at finde hinanden, har vi brug for den dynamik, og det mod der ligger i åndens kraft. Pinsen er pagtens fest, også for os. Men pagten er ny og helt anderledes. Den pagt Gud slutter med os i pinsen er ikke skrevet på 2 hårde, kolde og døde stentavler. Det slår slet ikke til. Pagten er skrevet i vore hjerter. Vi har fået Sandhedens Ånd som gave, den vil lede os, fyre op under os, føre os sammen, altid følges med os i den rigtige retning, og trøste os, når vi går forkert. Ringen er sluttet helt tilbage til den allerførste tid. Gud ånder stadig på os, så vi kan leve og leve dygtigt. Glædelig pinse.

Amen

(Selma Ravn)

Langfredag 2010

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge« Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

***

Ordet ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach” som betyder ”at gå forbi”. Dengang jøderne var slaver i Egypten sendte Gud en Dødens engel ud, der skulle bane vejen for jødernes udfrielse fra den mægtige kong Faraos undertrykkelse. For at Dødens engel ikke skulle komme til at slå jøderne ihjel sagde Gud, at alle de jødiske familier skulle slagte et lam og smøre blodet ud på dørstolpen ved indgangsdøren. Så kunne Dødens engel se, hvor jøderne boede, så han ikke slog nogen ihjel dér, men gik forbi. På engelsk kaldes påske også Passover og det betyder netop – forbigang. Jøderne slap ud af Egypten og ind i Israel og det har de fejret hvert år siden med en påskefest til minde om det. I kristendommen handler påsken ikke om, at Gud springer døden over. Påsken er her overvindelsen af døden ved det korsfæstede menneske, der kaldte sig Guds søn. I ham var livet – og døden kunne ikke få bugt med ham og holde ham fast i dødsriget. I stedet optog Kristus døden i sig, hvorfor man kan sige at døden siden da har fundet sin plads i Gud. Menneskets historie er derfor ikke skrevet færdig i mødet med døden – i døden er det Gud, der skriver menneskets historie færdig. Det er det, som vi fejrer på søndag – påskesøndag. Det er forståeligt, at man sørgede dengang for 2000 år siden, hvor mørket langfredag faldt over hele jorden – for dengang vidste ingen, at påskesolen ville skinne efter tre dage. I dag ved vi, at påskens begivenheder hænger uløseligt sammen. Efter korsdøden langfredag følger opstandelsen påskemorgen, og det er påskemorgens stråler der oplyser det sorte kors og vækker håb og trøst. I dag mindes den kristne kirke i hele verden med stille taknemlighed den kærlighed, hvorved Vor Herre med sit liv betalte den højeste pris et menneske kan betale. Vi mindes Kristi ensomme vandring ad lidelsens vej til Golgatha, hvor man end ikke lod ham lide i fred, men mens han ventede på døden hånede ham med ordene: Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.

De ord har lige siden været religionskritikkens anledning, men også troens stadige anfægtelse: Hvorfor frelser Jesus ikke sig selv? Hvis han virkelig er Guds Søn, har han da ikke magt over sit eget liv? Hvorfor gør han ikke noget? Det spørgsmål har den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese arbejdet videre med i filmen ”The last temptation of Christ” – Jesu sidste fristelse. Scorsese forestiller sig, at Jesus lod sig friste en sidste gang – mens han hang på korset. - Friste til at opgive sin offerrolle og træde ned fra korset, gifte sig og få børn med Maria Magdalene og hellige sig et normalt familieliv. Scorsese vækkede forargelse med filmen! Men hans formål var at vise Jesus som et menneske, der sloges med sin egen menneskelige natur, fordi han ikke kunne opfatte sig selv som Gud.

I mine øjne er evangeliet mere radikalt på dét punkt end i Martin Scorseses film. For Jesus kan ikke alene ikke opfatte sig selv som Gud. Han afgør sig langfredag for, at han ikke vil være som Gud. Eller rettere: Jesus vil ikke være som Gud uden mennesket. Jesus lader sig ikke friste til at frelse sig selv. Han følger og realiserer sin fars vilje, der er en vilje til at være Gud ved det menneske, der julemorgen blev født ind i verden. På Guds initiativ er Jesus den person, der forbinder det jordiske med det himmelske. Igennem Jesus lærer vi Gud at kende som en Gud der ønsker at lade sig genkende af mennesket, som dets skaber og som dets far i himlen. Langfredag er fortællingen om at Gud forlader sin plads som den himmelsk ophøjede og binder sig til Sønnen på korset og går i døden med ham. Han sætter sig i menneskers sted og går med hele vejen og på menneskets yderste vilkår, der er døden. I lyset af det er korset den højeste, den mest himmelske solidaritet, der kan tænkes. Så på spørgsmålet om, hvorfor Kristus ikke fristes til at træde ned fra korset langfredag og lader døden gå forbi, er svaret, at det ikke er hans vilje. Han kan ikke fristes, for allerede under fristelsen i ørkenen afgjorde han sig for ikke at følge nogen andens vilje end sin Faders i tillid til, at det er den vilje, der fører sejr med sig – både for Gud og for mennesker.

Nu kan man så passende spørge, hvordan døden på korset kan være en sejr? Her må der atter peges hen på påskemorgen. For det er ikke døden, der er sejren – det er opstandelsen fra døden – dødens overvindelse. Når Gud har overvundet døden ved sin Søn og ikke er forblevet i dødsriget, så betyder det, at han atter er blevet levende iblandt os. Gud døde ikke bort fra verden, og efterlod verden som et mørkt og håbløst og – i ordets bogstaveligste forstand – gudsforladt sted. Han har indoptaget døden i sig – og han kommer til menneskene i påskemorgens opstandelse for at blive hos menneskene alle dage indtil verdens ende. Det er det løfte, vi bliver givet i dåben. Og det er et løfte til tro. Påsken og Opstandelsen handler således også om, at Jesus bliver vakt til live i den enkeltes hjerte. Den sten, der må væltes fra graven påskemorgen ligner det forhærdede stenhjerte, som ikke tager imod troen på det ord Vor Herre taler, og som handler om tro, og om håb og størst af alt om kærlighed. En kærlighed der er så stor, at den tilgiver menneskene, der langfredag slog deres egen Gud ihjel. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Det er gaven til os.
Tilgivelsen har i jødernes konge, Jesus fra Nazaret, fået kraft og indhold. Ved den tilgivelse føres menneskene tilbage til livet. Må vores hjerter blødes op så vi kan blive klar til at lade påskemorgens stråler skinne for os.

I Jesu Kristi navn

Amen

(Marlene Lindsten)

Mariæ Bebudelsesdag 2010

Da sagde Maria:
     Min sjæl ophøjer Herren,
     og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
     Han har set til sin ringe tjenerinde.
     For herefter skal alle slægter prise mig salig,
     thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
     Helligt er hans navn,
     og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
     varer i slægt efter slægt.
     Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
     splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
     han har styrtet de mægtige fra tronen,
     og han har ophøjet de ringe;
     sultende har han mættet med gode gaver,
     og rige har han sendt tomhændet bort.
     Han har taget sig af sin tjener Israel
     og husker på sin barmhjertighed
      – som han tilsagde vore fædre –
      mod Abraham og hans slægt til evig tid.

***

I trosbekendelsen er der to menneskenavne – Maria og Pontius Pilatus. Vi nævner dem, hver gang vi bekender troen på Jesus Kristus, ”… født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus”. De står side om side, men de er samtidig hinandens diametrale modsætning. Maria står der, fordi hun bragte Jesus ind i verden, Pilatus fordi han bragte Jesus ud af verden. De forholder sig til det samme menneske, den samme skæbne, det samme liv – Jesus Kristus. Men de gør det altså meget forskelligt. Maria bryder ud i lovsang. Pontius Pilatus overlader det til Jerusalems hooligans at fælde dom. Hun sætter sit liv ind på at tjene det, der skal ske. Han vasker sine hænder og vender ryggen til. De repræsenterer modsætningen mellem lovsang og tavshed.

I dag skal det handle om Marias glæde. Det er en festdag i kirkens kalender, fordi hun indvilliger i at være redskab for Guds plan. Hendes svar er et ja. I det ja ligger et ja til Guds under – og dermed et nej til, at verden er statisk, at vores liv er skæbne, at verden ikke kan forvandles. Hun åbner sig for underet og er dermed et forbillede for enhver, som tror. Hun tror på, at der med Guds hjælp kan ske ting, som vender op og ned på verden, som vi kender den. At han styrter mægtige fra troner, ophøjer de ringe, mætter de sultne og sender rige tomhændede bort. Hun åbner sig for, at forandring og forvandling kan ske. Og hendes svar er en lovsang, der på mange måder har andre bibelske forbilleder, fx. i Hannahs lovsang i 1. Samuels Bog. Hannah synger bl.a.: ’Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget og han henter op derfra’. Vi studser over ordene. Eller vi forarges måske ligefrem, for vi er ikke vant til at høre Gud omtalt som en, der dræber. Vi lovpriser ikke den side af Guds væsen. Men det er heller ikke helt det, Hannah synger. Hun lovpriser – ligesom Maria – at Gud handler i liv og død. Gud dræber og gør levende, han er Herre både i liv og død. Der findes ikke det sted, hvor hans forvandlende kraft ikke kan nå, ikke kan virke.

I dag hører vi, at Guds bevægelighed, Guds vilje til at forvandle og forandre, er en del af hans eget væsen. Det, der udløser Marias lovsang, er jo det overrumplende budskab om, at hun skal føde den højestes søn. Det er det egentlige under. Den store forvandling – at Gud vil begive sig ind under menneskelivets vilkår. At han forlader sin himmelske trone for at være hos mennesker. Og leve som et menneske. Det egentlige under – det under som overgår al forstand, består i, at Gud som er evig og dermed uden for tiden, lader sig føde ind i tiden. Han vælger Maria. Maria, som menneskeligt set ikke udmærker sig med noget som helst, - andet end at hun stiller sig til rådighed. Hun er hverken af kongeslægt, rig eller berømt. Der er ingen x-factor her. Underet er, at Gud lader sig føde som et hjælpeløst menneskebarn af Maria, som er selv er udsat og skrøbelig. Der er intet sikkerhedsnet. Alt er fjernet. Gud lod sig føde under samme vilkår, som gælder ethvert andet menneske. Det er derfor vi – også i en protestantisk kirke – har en særlig dag i løbet af året, der er viet Maria. Den blev revideret og fortolket på ny i reformationen og tiden efter. Men den står fast – også for Luther. For Maria er et billede på troen: Hun lader Guds ord gælde. Hun tager imod det, i tillid til, at det taler sandt. Hun stiller sig til rådighed, åbner sit liv og sit hjerte for Guds forvandlende kraft. Hun lader Gud bane sig vej til os. Maria siger ja til Guds udvælgelse – trods de store problemer og lidelser, som det vil påføre hende; efter Moseloven stod hun strengt taget til stening for sin graviditet! Hendes ja er ikke et omkostningsfrit ja – som vi hørte børnekoret synge, så går Maria gennem torne – men hendes ja vinder over nej’et. Lovsangen vinder over tavsheden. I hendes lovsang jubler hun over dét, der er blevet hende til del. Hun repeterer igen og igen ord som ’mig’, ’min frelser’, ’prise mig salig’. Mig, mig, mig – hvilket imidlertid ikke udtryk for, at hun er selvcentreret. Det er derimod udtryk for glæde over, at valget er faldet på hende. At hun – af alle – er blevet udset til en opgave i Guds forvandlende handlen med verden. Hendes taknemlighed skyldes, at hun selv er en del af dén forvandling, hvor Gud ophøjer de ringe. Maria er noget. Kan noget. Hun kan sige ja. Hun kan lovsynge. Hun kan være tro. I det ja realiserer hun ikke kun sine egne, private muligheder. Hendes ja har betydning for andre. Hun siger ja og åbner derfor for livet, for fællesskabet. For os alle.

Den livsindstilling, Maria repræsenterer, kalder Kaj Munk i en af sine prædikener for Maria-sindet. Et smukt ord, synes jeg for den livsholdning, at livet til stadighed kalder på os, spørger efter vores medleven. Ophøjer os, der er ringe. Og livet er allerrigest, hvor vi møder Maria-sind. Hvor lovsangen vinder over tavshed. Maria er et forbillede for os, fordi hun i tillid til Guds ord lagde krop, kærlighed og liv til Guds vej i verden. Hun viser os, at den nye virkelighed i Kristus først bliver konkret, hvor mennesker tror – og i den tro vil bære Kristus under hjertet. Jeg indledte med at pege på trosbekendelsen – hvor Maria og Pontius Pilatus står side om side. Den ene, fordi hun bragte Jesus ind i livet, den anden fordi han bragte Jesus i døden. Men det liv, han levede, det der lå mellem fødsel og død, er på en mærkelig måde fraværende i trosbekendelsen. Hans liv forvandlede alt. Overalt, hvor han kom frem, kom han med tilgivelse, med barmhjertighed, medfølelse, kærlighed og sandhed. Det var nyt, nyskabende, forvandlende. Han skabte nyt liv for mennesker uden håb, han forvandlede livet for de udstødte, han gav ny mening til dem, der ingen mening kunne se – kort sagt: med hans komme brød Guds rige frem. Men det nævnes ligesom ikke i trosbekendelsen. Det skyldes, at det står under Helligånden. Det betyder, at det, som hans liv var, er en nutidig realitet. Syndernes forladelse, kødet opstandelse og det evige liv er ikke bundet til Jesu liv på jorden dengang. Det er en realitet, der forvandler vores liv, når Helligånden gør ordene sande for os. Når vi – som Maria - tror, at det er sandt. Når vi stiller vores liv, hjerte, krop og sjæl til rådighed for den forvandling, som kommer fra Gud.

Marias barn lod sig føde af kvindeskød. Han begav sig ind under lidelse, spot, forhånelse og død – for at være i det, forvandle det, skabe liv af døden. Og på tredjedagen, påskemorgen, lod han sig føde af jordens skød. Dødens tavshed fik ikke lov at stå som det sidste punktum – men blev overtrumfet af lovsangen. Den lovsang kan vi synge med på. Den kan gennemlyse og forvandle vores liv: Min sjæl højlover Herren og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

Fastelavnssøndag 2010

Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

***

Så blev det fastelavn. Nedtællingen til påske begyndte for alvor for to søndage siden. Men nu skal vi ikke blot tælle ned, nu skal vi forberede os på at føle afsavn, at skærpe vores sanser, mærke efter og tænke efter. Fasten er en både fysisk og åndelig forberedelse til påsken. Men fastelavn er stadig fest, for forud for ethvert kendt afsavn skal vi have en fest, vi bedøver os i overflod, det er alt andet lige nemmere at faste på fuld mave. Fra i dag holder vi altså fest, for voksne og børn, vi klæder os ud, slår katten af tønden, børnene gør det for det meste, men nogle steder er det stadig de voksne, i Store Magleby rides der stadig fra gård til gård, fra dram til dram, inden ondskaben i katten bankes ud af tønden fra hesteryg. Vi fester helt frem til og med tirsdag, fede tirsdag, eller hvide tirsdag. I tre dage må vi proppe os med kød og flæsk og mælk og hvidt brød, alt det forbudte, også efter nutidens helseguruer. Og så på onsdag er det askeonsdag, fastens første dag. Der er bare lige det ved det, at vi har holdt fast i festen, men givet slip på fasten. Jeg ved ikke om der er nogen af jer der faster, jeg indrømmer blankt at jeg ikke gør. Hvad er det så et udtryk for? Hvis fasten er skærpelsen af sanserne, fordybelsen, eftertænksomheden, og vi har glemt den, betyder det så at vi ikke har brug for at komme de steder hen mere, eller kommer vi derhen på andre måder nu. Har vi ikke længere brug for fysisk og åndelig forberedelse til påsken. Det tror jeg nu nok at vi har. For al den usikkerhed og uforstand vi trækkes med fra Jesu disciple, den kan vi vel næppe selv helt sige os fri af. Ja det vil jeg næste håbe for os at vi ikke kan, for det der sker i påsken, men døden på korset og opstandelsen tre dage efter, det er så vildt, så banebrydende, så grænseoverskridende at vi må stå måbende tilbage. Og når vi synger, så synger vi højt og tyde Ja, ja jeg tror på korsets gåde, gør det Frelser af din nåde. Stå mig bi når fjenden frister, ræk mig hånd når øjet brister. Sig: vi går til Paradis. Men først skal vi til Jerusalem.

Dagens tekster har styrke, poesi, skrøbelighed, sorg, jubel og klarsyn, de har det hele. Vi går turen mod Jerusalem, først med den fortvivlede men tillidsfulde salmist, der ligger sit liv i Herrens hænder. Så går vi med Paulus, i det måske smukkeste der er skrevet om Guds kærlighed til sin skabning. Et stykke poesi, der rører os, det rører i hvert fald mig, ord der klinger sande og oprigtige, og på en måde livsnødvendige. Og til sidst går vi med Jesus, mod Jerusalem. Mod korsets gåde, som virkelig er en gåde for disciplene. Selvom Jesus lægger det hele frem for dem. Se vi går op til Jerusalem, siger han, og så fortsætter han sin historie, om hån, mishandling, pisk og død og nyt liv. Men de fatter ingenting, det var skjulte ord for dem, står der. Det er næsten ikke til at forstå, at de som tilhører inderkredsen, de der er tættest på, ikke har øje for hvad der sker, ikke rigtig lader det sive ind. Og så er der sceneskift. Vi er i bevægelse, alle sammen på vej til Jerusalem. Vi er en skare, og han er en blind tigger i vejkanten. Han har ingen øjne der kan se, men han har øje for den mulighed der byder sig da Jesus fra Nazareth kommer forbi. Som i utallige af underberetninger i det Nye Testamente hører vi Jesus sige de forløsende ord: Din tro har frelst dig. Din tro. Troen gav den blinde mand synet igen, men allerede inden da havde han indsigt, indsigt nok til at sige Davids søn, forbarm dig over mig. På mange måder er vi som den blinde mand, heller ikke vi har set Jesus, vi har ikke stået overfor ham, vi ved ikke hvordan han så ud, og alligevel mødes vi her søndag efter søndag, og vi synger sammen, vi bekender sammen, vi lytter sammen til ordene af ham og om ham, og vi spiser sammen for at mindes og for at blive frie. Alt det fordi vi tror, uden at have set.

Giver troen så en særlig indsigt. Det håber jeg, troen giver i hvert fald den indsigt, at der er noget større og mægtigere end mennesket, noget vi kalder Gud, som vi kan ty til som tilflugtens klippe, som vores leder og befrier. Det giver den indsigt at Paulus’ poetiske ord om kærligheden har deres udspring i dette større og mægtigere. En kærlighed så stor at den gik over grænser, at den forende himmel og jord, Gud og mennesker. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Det er den rene sande kærlighed, som intet kan stoppe. Vi har nok alle mærket den, været i den, den sætter alt ud af spil, vi glemmer os selv. Men de fleste af os har også oplevet det tomrum den efterlader når vi ikke kan holde den fast. Alligevel siger Paulus om Guds kærlighed at den tåler alt og udholder alt, og hvem kan sige ham imod, i denne fastetid, på vej mod Jerusalem, på vej mod Golgata, hvor Jesus i en kærlighedsgerning fuldt og helt glemte sig selv.

Men troen giver også indsigt i os. Troen tyder livet, leder os i den rigtige retning, hjælper os til at forstå hvordan vi bedst bruger det liv vi har fået givet. Og det gør vi selvfølgelig ansigt til ansigt, som Paulus skriver det. Ansigt til ansigt med Gud, og ansigt til ansigt med hinanden. Selvom vi fester uden at faste, så lad os i det mindste i denne tid minde hinanden om at, vi skal holde fast i eftertanken, i fordybelsen, lad os huske hinanden på at vi skal spejde efter Guds ansigt og søge hinandens. Og så skal vi gøre det vovestykke det er at turde se ind i det ansigt der møder os. Og jeg mener faktisk helt alvorligt at det er et vovestykke, at se et andet menneske dybt i øjnene og risikere at glemme sig selv. God fest, og god faste til os alle sammen.

Amen

(Selma Ravn)

Nytårsdag 2010

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:
      Vor Fader, du som er i himlene!
      Helliget blive dit navn,
      komme dit rige,
      ske din vilje
      som i himlen således også på jorden;
      giv os i dag vort daglige brød,
      og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
      og led os ikke ind i fristelse,
      men fri os fra det onde.
      For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

***

Så gik der tid igen. I går hed året 2009 – i dag hedder det 2010. Afstanden mellem fortid og nutid er ikke længere end rådhusklokkernes 12 slag. Et øjeblik, et kort sekund, og så er det nytår. Og mon ikke vi er mange, der i dag vil bruge en stund på at lade tankerne glide tilbage over det forgangne år. Hvad fik vi udrettet, hvilke oplevelser af glæder og sorger prægede os og fik betydning – og måske endda ny betydning for vores hverdag?

For Vor Frelsers Kirke blev 2009 året, hvor kirken atter kunne tages i brug efter den lange lukkeperiode. En begivenhed der i høj grad har haft og fortsat har indflydelse på hverdagen her på Christianshavn. Livet herinde i kirken afspejler jo livet udenfor, og siden genåbningen af kirken er livet atter gået sin naturlige gang i kirken med dåb og begravelser, bryllupper og koncerter.

Zoomer vi lidt ud over det lokale – og ind på det globale landskab, så er det også interessant, hvilke begivenheder der verden over fik størst betydning i 2009. Dagbladet Politiken har foretaget en rundspørge blandt sine læsere. Årets vigtigste begivenheder spænder bredt. – Michael Jacksons død, Influenza A og Klimatopmødet ligger i toppen. Men begivenhed nummer 1 er ubestridt indsættelsen af den amerikanske præsident Obama. Med Obama kom der vind i forventningernes sejl – forventning til en fremtid af håb og fornyelse og genoprettelse af fred og balance under mottoet, der gav genklang verden over: Yes, we can!

Det bemærkelsesværdige er, at på trods af den tid, vi befinder os i, hvor dagens overskrifter præges af blodige beretninger om selvmordsbomber, krig, sult til døden og uendelige talkolonner af tabte menneskeliv - selv midt i sådan en tid er der fortsat plads til forventninger og håb og ønsker for fremtiden og for det tilkommende. Det ville jo omvendt være forståeligt nok, hvis mennesker efterhånden var blevet så forhærdede i deres sind, at alle forventninger og håb for længst var slukket. At være uden forventninger og uden håb – at forhærde sit sind mod det tilkommende - det er en indstilling til livet, som Søren Kierkegaard uden tøven kalder for en Dovenskabens Hovedpude. Det er at hen-døse sit liv. Det er at lægge fortiden bag sig og det er at værne sig imod fremtiden eller at undgå at tage stilling til den. Det er at gøre Tiden til en faretruende fjende, som for alt i verden må holdes på afstand i et misforstået forsøg på at leve i nuet. - Men I modsætning til dyr, har mennesket den evne, at vi netop kan tænke i alternativer til det, der er. Vi kan tænke i fortid og fremtid og vi kan overveje andre udgaver af det, der er virkeligt lige nu. Det er et fantastisk redskab, som udgør grundlaget for vores civilisation. Hvis vi ikke tillod os selv at tænke ud af nuet, ville vi aldrig være kommet så langt, som vi er. Hævder man, at fortiden ingen interesse har, smuldrer også kirkens grundlag, for kirken er bygget op omkring begivenheder, der fandt sted for tusinder af år siden. De tekster der prædikes over er historiske, men vi læser og tolker dem ind i en nutidig kontekst og i tilknytning til vores liv i dag. Og ved at gøre det, siger Claus Oldenburg, så sætter man den historiske bevidsthed på prøve på den måde, at man må stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt det som gjaldt for generationerne og slægterne før i tiden også er gældende for mig? – Og er det som gælder for mig, også gyldigt for de slægtled, der kommer efter mig? Den slags spørgsmål er netop centrale i hele den klimadebat, der særligt i 2009 har skrevet den politiske dagsorden. I den debat er vi nemlig alle sammen udråbt til forbrydere mod fremtiden, fordi vi alt forlænge har levet i nuet og ikke har tænkt på fremtiden eller på at slægt skal følge slægters gang. Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Paulus selv forkyndte i sin tid det glædelige budskab ud fra en såkaldt nærforventning om verdens undergang. Det skete ikke dengang – men det kan ske NU.

Dog er det som om, at den Dovenskabens Hovedpude, vi lidt for længe har hvilet på, er godt på vej til at blive udskiftet. Vi forstår i højere grad at Livet er et verdensanliggende, som vi alle sammen har del i – ikke som et valg. Men som et vilkår. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder. Sådan står der i epistelteksten til i dag. Kristendommen handler også om ansvar. De Nytestamentlige skrifter forudsætter, at nok er Gud suveræn og kan kaste sin barmhjertighed over, hvem han vil, men mennesket er ikke en viljesløs og afmægtig skabning, men en skabning, der har ansvar for sine valg og for sine handlinger. Vi må ikke lade vore hjerter forhærdes. Troen forventer sejr over tiden og alt forgængeligt, så det – når tiden er inde - kan blive nytår i Guds rige. Det behøver vi ikke engang at ønske. Det er dåbsgavens løfte, som vi skal bruge til at leve af og leve på. Vi kan møde 2010 med store eller små forventninger. Om de bliver ført ud i livet afhænger i høj grad af os selv. Det er forventningens udfordring! Og når det så er sagt, så må vi sande, at de forventninger vi stiller til os selv ikke altid lader sig indfri. Ikke mindst når nytårsforsætterne 14 dage inde i det nye år styrtdykker og lander i en smørfyldig sovs og en pakke blå kings. Hvad gør vi så? Tja, Vi kan passende starte med at folde hænderne og bede Fadervor og forlad os vores skyld. Jeg læste, at den tidligere biskop i København, Ole Bertelsen, altid sluttede sine prædikener med ordene: ”Gud i vold.” Det er store ord. Vold betyder i sammenhængen ”varetægt”, og Gud i vold og er udtryk for en dyb tillid, på trods af livets usikre vilkår.

Det er på den måde vi må gå 2010 i møde: - Uden at vide hvad året vil bringe os – men i tillid til og i troens forventning om at Gud er med os. Tro er håb. Håb er livsmod på Guds ord. Og Guds ord til mennesket er altid et ”ja”.

Gud i vold! Og godt nytår!

I Jesu navn

Amen

(Marlene Lindsten)

4. søndag e. H3K

Evangeliet: Matt. 8,23-27

Den Norske Kirke, 1. februar 2009

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

***

Nu hører jeg ikke selv til de søstærke sjæle - en overfart på ruten Rødby-Puttgarden en blæsende eftermiddag er nok til at fremkalde koldsved på min pande. Det her med at mærke vandets element under sig - de her mægtige kræfter, som hverken kaptajn eller passager i sidste ende har magt eller kontrol over - det påkalder sig en vis ydmyghed hos mig og formentlig hos en hel del mennesker - en ydmyghed over for naturkræfterne. I de øjeblikke bliver det lysende klart, hvem der har magten! Og det er ikke mennesket. Det eneste, der er at gøre som passager på skibet, er at holde godt fast i rælingen - og os, der slås med søsygen, vi finder os et fikspunkt et sted ude i horisonten, som vi koncentrerer os om for at holde sammen på os selv.

Når jeg læser eller hører historien om Jesus og disciplene på den oprørte sø, hvor bølgerne går så højt, at båden forsvinder ud af syne - så klamrer jeg mig sammen med disciplene til rælingen og håber, at de vil blive bønhørt. Herre, frels os! siger disciplene til Jesus, som tilsyneladende er faldet i en dødlignende søvn, som hverken uvejr eller bølger kan vække ham fra. Den mand, som kalder sig Guds søn, disciplenes Herre og mester, han ligger og sover fredfyldt midt i deres livs kaos.

Sådan kan det indimellem føles i menneskers liv. Som om Gud sover. Og så bliver mennesket i tvivl, om Gud overhovedet findes. For når verden bliver kastet hid og did i storme og orkaner; når vi dagligt hører dødstallene fra krigene i Mellemøsten, når vold og skyderier dukker op midt i byen hvor vi bor, og i de gader, som vi dagligt færdes i; når forældre og børn vender sig mod hinanden og slår hinanden ihjel: - så kunne det tyde på, at Gud er faldet i søvn, mens verden er kaos. For ikke at tale om det kaos, der kan hersker indeni os mennesker, og som fortvivlet får os til at lede efter et fikspunkt.
Sådan et fikspunkt har mennesket brug for - om ikke igennem hele livet - så i hvert fald undervejs i livet. Et sted hvor man kan rette sit blik og finde ro og trøst - et sted hvor der er håb at hente, så man kan klare sig igennem de perioder, hvor bølgerne går højt. Et punkt i horisonten, der kan holde sammen på/ - og opretholde mennesket i fortrøstningen om, at stormen vil løje af - og at noget større vil slå ned midt i kaos og skabe orden af det Og vende situationen til det bedre.

Man kan sige, at det at have et fikspunkt er beslægtet med det at have tro. For det, At Jesus sover uforstyrret videre mens stormen raser, tydeliggør hans funktion som fikspunkt: Han forsvinder ikke, han er ikke bange - for han er den, der kan rejse sig og sige til søen: Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger. Og så bliver der blikstille. Jesus skaber orden midt i kaos. Frelsen er, at det forhold, der før var kommet ud af sin sammenhæng, bliver bragt tilbage (eller genoprettet), så livet atter kan gå videre. Måske ikke på én gang, måske lidt efter lidt. Frelsen er for disciplene i båden, at de trods stormen kan sejle i land på blikstille vand og med livet i behold. Den store livsfare, de blev bragt i, havde de ikke forventet eller forudset. Den kom pludseligt, og det eneste de kunne klamre sig til, var deres fikspunkt, nemlig deres tro på, at Jesus, kunne frelse dem - og redde dem i land og give dem det liv tilbage, som de indtil for et øjeblik siden ikke havde drømt om, at de kunne miste. Og da faren er drevet over, drister disciplene sig alligevel til at spørge: Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?

Svaret giver Gud allerede, da han i Det Gamle Testamente taler til Job inde fra stormen og med sine spørgsmål indirekte åbenbarer, hvem han selv er: Han er den, der grundlagde jorden og bestemte dens mål. Han er den, der spærrede havet inde bag porte, da det på skabelsens morgen brød ud af moderlivet. Han har anvist morgenrøden sin plads, det sted hvor den kan gribe fat om jordens kanter. Han har bundet syvstjernens bånd og løst Orions lænker. Gud er på én gang stemmen i stormen i beretningen om Job, og Gud er mennesket Jesus, der ligger i en båd og sover roligt, mens himmel og hav står i ét. Jeg og faderen er ét, siger Jesus gang på gang. Enhed hos Gud kan derfor ikke betyde en lukkethed om sig selv, men snarere en dynamisk enhed, der både rummer over og under, oppe og nede, ude og inde, himmel og hav, begyndelsen og ende. Han viser sig at være større og rigere og mere suveræn, end vi før har tænkt. Det må troen rette sig efter. Og det betyder ikke at vores tro skal rette sig ind, men snarere at den skal rette sig ud/ folde sig ud i forhold til Gud.

Det er også den Gud, vi møder hos Peter Dass, der har skrevet salme nr. 7, som vi sang. En salme, der er temmelig omdiskuteret og som mange ikke bryder sig om fordi, der i den står, at Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Sådan en Gud vil mange ikke vide af, for det kan vel ikke være nogen kristen Gud? Men jo! For Ham, som Kristus er ét med, er netop ham, i hvem alting begynder og ender, uden at vi hverken Kan eller Skal stille noget op over for det.

Lige nu sidder vi, som er her, i en båd eller i et skib. Et kirkeskib. Også her er Jesus Kristus fikspunktet. På sit kors. Hvad enten han hænger på det eller ej. Så er det dét han er, - korsfæstet. Et korsfæstet pejlemærke. En genstand for tro. Men også her inde i kirkeskibet kan man få en fornemmelse af, at han har lagt sig til at sove og slet ikke altid er klar over det kaos, der hersker i os og omkring os. Hvad vi hver især ser, hvis vi vender blikket indad mod det indre hav, ved vi hver især bedst. Måske er vandoverfladen blikstille, måske er der kaos og bølgeskvulp bag overfladen. Mon han vil komme os i møde dér et sted i det farvand, der er vores? Vi kan håbe det, for det er ham alene troen hænger på. Vi kan bede om, at han vil komme til os.Og er man trængt, eller har man hverken tid eller evner til at bede med fine ord, så lad det være os en trøst, at Jesus før er kommet til nogen, der ikke ku' andet end at råbe: Herre, frels os!

I Jesu Kristi navn

Amen

(Marlene Lindsten)

1. søndag e. H3K

Evangeliet: Luk. 2, 41-52

Den Norske Kirke, 11. januar 2009

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

***

Det er fristende at høre historien om den 12-årige Jesus som en religiøs idyl. Og sådan er den da også ofte blevet fremstillet i den religiøse kunst: med Jesus stående midten, mens Jerusalems lærde rabbinere og skriftkloge har slået kreds om ham og opmærksomt lytter til hans indsigt og visdom. Billedet af den uskyldsrene 12-årige, der mener, at hans hjem er i Guds tempel, har været et af missionsfolkenes foretrukne motiver. Sådan skulle alle børn være!

Men under den idylliske overflade er der mere på spil. Der står om tilhørerne, at de undrede sig hans indsigt og de svar, Jesus gav. Det er en forsigtig oversættelse af den græske tekst - det, man ville kalde en underdrivelse - for det kan også oversættes sådan, at de kloge hoveder, der står rundt om Jesus bliver bragt helt ud af fatning over hans indsigt og de svar, han gav. Det Lukas vil have os til at se, er altså at Jesus kommer til verden og hvor han kommer frem bringer han os ud af de vante tankemønstre. Han opsøger dem, der er dømt ude, han spiser med toldere og syndere. Han bringer glæde til fattige og syge, til de fordømte. Men forargelsen følger ham lige i hælene. For det, han gør, bringer også folk ud af fatning. Og det begynder altså allerede her i templet som 12-årig.

Vi er i Helligtrekongertiden; den blev indledt sidste søndag med den velkendte historie om de vise mænd fra Østerland, der kommer til Jesus-barnet med fornemme gaver. De var kommet langvejs fra, de var Babyloniens klogeste mænd, belæste og lærde, de kom nu og knælede ned for barnet i krybben. Og ligesom de bøjer sig tilbedende, sådan hører vi altså nu at Jerusalems religiøse hierarki må bøje sig for hans indsigt og visdom. Helligtrekongertiden, der i år strækker sig 5 søndage her i januar og februar, er fra gammel tid blevet kaldt for åbenbarelsestiden. Det, der åbenbares er, hvad det vil sige at leve i lyset fra julenat. I helligtrekongertiden kaster det lys, der kom til verden i stalden i Betlehem, sit strålende lys ind over vores liv. Gud, der hele tiden har været der, træder nu mennesker i møde i skikkelse af et menneske og står ansigt til ansigt med os. Den evige Gud, som ingen nogensinde har set, åbenbarer sig i Jesu ansigt.

Og vi bliver bragt ud af fatning. For det overgår alt, hvad vi kan fatte - at Gud på den måde taler til os med menneskeord og går rundt på den jord, der er vores. Det er troens inderste mysterium, at Gud i Jesus Kristus er blevet menneske. Uden at det er gået ud over hverken hans guddommelighed eller menneskelighed. Kristus er helt Gud og helt menneske - ikke halvt af hver. Det er i dybeste forstand et mysterium og derfor fristes vi ofte til at lægge mest på den ene af delene; enten på guddommeligheden eller menneskeligheden. Men i Jesus Kristus er der ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Han er sand Gud og sandt menneske.

Fortællingen om den 12-årige Jesus i templet illustrerer det. I fortællingen optræder ordet far to gange; det bliver sagt af Maria, da hun bebrejder Jesus og hun selv og hans far har været urolige for ham. Og det bliver sagt af Jesus, da han gør opmærksom på, at han hele tiden har været hos sin far i templet. Evangelisten Lukas lader begge udsagn stå, fordi de begge to hører med. De illustrerer på en helt enkel måde dét, som er troens kerne: at Jesus Kristus åbenbarer den evige Gud i tiden. På jorden - her og nu. To fædre. To hjem. Det kan umiddelbart lyde som en konflikt, en moderne splittelse. Men i kristendommen markerer det lige modsat en helhed, selve helheden i frelseshistorien. At i ham, i Jesus Kristus, er Gud og menneske smeltet sammen, fordi Gud vil, at vi aldrig skal skilles fra ham. Hvis det lyder som en konflikt - og det er det jo - så er det en konflikt i forhold til vores fornuft og forstand. Vi kan ikke fatte det, men det bringer os ud af fatning. Det er dét ubegribelige mysterium, som møder os i troen.

Men for mig at se er det afgørende ikke, hvordan det lader sig gøre eller hvordan det hænger sammen, men hvorfor: Gud blev menneske for at bringe frelse og fred til mennesker, der har hans velbehag. I Jesus Kristus viser Gud sig som en barmhjertig og kærlig far, der bøjer sig ind over verden og hver eneste menneske i den. Den helhed, som vi møder i Jesus, markerer også en helhed i vores liv som mennesker. For ligesom den 12-årige Jesus, har vi også to hjem eller to fædre. Vi hører til i en jordisk sammenhæng, der består af vores familie, slægt, vores land, folk og sprog. Vi er vores forældres børn. Men vi er også Guds børn.

Det betyder, at vi som forældre har nogen at dele ansvaret, bekymringerne og glæderne med. Og det betyder, at vi ikke behøver at overanstrenge vores forhold til hverken vores forældre eller vores børn ved at gøre dem til guder i vores liv. Ligesom Jesus har vi to fædre, og vi har hjemme to steder. Ikke adskilt, men på samme tid. Vi er mennesker og hører som sådan til i verden. Men dermed er alt ikke sagt. Vi er ikke kun produkter af biologiske og sociale omstændigheder - eller tilfældigheder. Vi har også hjemme hos Gud. Der er en mening med vores liv, som ikke kan måles og vejes - vi har hjerte og ånd. Vi har med Guds kærlighed og tilgivelse mulighed for at lade vores liv forandres og fornys.

Det er i dåben, at vi hører, at vi som mennesker hører til hos Gud. Sådan som lille NN i dag har hørt det. Siden oldkirkens dage har helligtrekonger-tiden været bestemt af dåben. Helligtrekonger-dag var den første datofaste julefest - og i den ortodokse kirke fejres jul derfor stadig 6. januar. Og det var samtidig en af årets store dåbsdage. Julen og dåben blev kædet sammen - som et billedligt udtryk for, at den døbte i dåben bliver født til et liv med Kristus. Det Nye Testamente indeholder mange beskrivelser af, hvad det vil sige at være Guds børn og leve som Guds børn. Paulus, hørte vi før, siger det på den her måde: Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, som behager ham, det fuldkomne. Det er den opgave, vi kaldes til som døbte, som Guds børn! At lade os overrumple og forvandle af Guds kærlighed og tilgivelse, så vi gør det gode, bringer lys og glæde. Glædelig dåbsdag! Glædelig søndag!

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

Julesøndag

Evangeliet: Lukas 2,25-40

Den Norske Kirke, 28. december 2008

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

***

Der findes særligt to stærke billeder af Maria i den kristne billedkunst. Det ene er det billede, som vi møder her i julen, hvor hun i sin fattigdom sidder i stalden og våger over sit nyfødte barn med en moders fredfyldte glæde i blikket. Det andet billede er det, hvor hun sidder med sin døde søn i armene, fuld af smerte og med det mest bedrøvede blik. Det er igennem Marias følsomme menneskelighed som jordisk kvinde, at hun i den kristne tradition er blevet "garant" for, at Jesus ikke alene er sand Gud, men også sandt menneske. Marias barn, den lille Messias, den kommende fredsfyrste, er lige så sårbart, som ethvert andet barn.

Motivet om den sørgende moder, fremstiller Maria som den, der tager del i det almindelige menneskes lidelser og sorger. Det motiv er bl.a. hentet fra evangelieteksten om Simeons profeti. Simeons tale om et sværd, der skal gennemtrænge Marias sjæl, kan tolkes som en forudsigelse af den smerte der rammer Maria, ved hendes søns lidelse og død. Sværdet, der gennemtrænger sjælen, er et drabeligt udtryk, men det er rammende for den følelse, det f.eks. er at blive skilt fra et menneske, som man elsker. Man kan pludselig føle sig halveret, fordi en vigtig del af en selv er skåret fra, og man må på bedste vis prøve at rejse sig efter faldet. For en periode vil man måske føle sig fortabt.

Fortabelsens virkelighed kender de fleste nok til i en eller anden grad i form af angst, ensomhed eller håbløshed. Nogle mennesker lever mere konstant med følelsen - Andre mærker den i perioder. Den kan komme i forskellige forbindelser, f.eks. dødsfald eller skilsmisse eller sygdom. Den kan også komme uden nogen grund. Bare som en udefinerbar tomhed. Der er ikke noget, der giver mening eller glæde. Alting bliver uoverskueligt og glædesløst. Fortabtheden bliver en tro på eller en stærk følelse af, at det aldrig bliver anderledes. Når noget føles meningsløst, betyder det som regel, at noget har mistet sin sammenhæng. Det, man savner, er så at finde ny sammenhæng i tingene. Og dér, hvor der er støtte at hente, det er i kontakten med de mennesker, eller de ting eller gøremål, der har værdi for en, og som gør livet værd at leve - lige der, hvor man er i sit liv - og på trods af den krise man befinder sig i.

Man kan også udtrykke det anderledes ved at sige, at der, hvor et menneske ikke længere er i stand til at sige sig selv, at livet er glædeligt og værd at stå op til - der har mennesket brug for modsigelse. Noget eller nogen, som siger en imod i det, at livet er håbløst. Nogen eller noget, der holder en fast i et livtag, og som modsiger den ulykke eller sorg, som man ikke selv kan finde sammenhæng i. Vil du være rask? Sådan sagde Jesus til den lamme ved Bethesdas Dam. (Joh 5,6). Det kan umiddelbart forekomme som et lidt sært spørgsmål. Men måske ligger der noget meget eksistentielt gemt i spørgsmålet. For når man har mistet håbet om, at tingene nogensinde bliver anderledes, så kan man (billedligt talt) blive lammet og ude af stand til komme videre. At være fortabt - det kan man vænne sig til. I spørgsmålet vil du være rask ligger netop den modsigelse, der kan hjælpe en videre, og som medfølger forandring. Uanset om den er nok så lille. Prisen er at turde lytte til eller se det (eller den), der barmhjertigt siger en imod, og som ser håb, der hvor man ikke selv finder håb. Modgangen bliver til medgang, der hvor noget eller nogen går med dig i dit liv som en medganger.

Menneskers fald og oprejsning er tilstande, der er mere eller mindre dynamiske. Den, der er faldet, har mulighed for at rejse sig. Og for den, der står oprejst foreligger risikoen for at falde. Sådan er naturlovene for menneskets eksistens - og de er sjældent koordineret efter moralloven eller etiske bestemmelser. Dvs. hvis man begynder at lede efter årsager til, hvorfor det går en i livet, som det gør, så er det en eftersøgning, der nok hurtigt bør indstilles. Gud lader solen skinne og regnen regne over gode såvel som onde. Livet er groft sagt ikke retfærdigt, og nogen gange går det mennesker helt modsat, end hvad man havde af forventninger.

John Lennon sagde: Livet er det, der sker, mens du er i gang med at lægge andre planer.
Det er en væsentlig erkendelse. At livet er det, der sker nu og her, mens vi er i gang med at lægge andre planer. Det kan man godt glemme lidt, når man fortaber sig i de ting, man endnu ikke har opnået, eller som man måske er fortabt over aldrig at ville få mulighed for at opnå. Trøsten er, at der findes en fylde, som vi får uden krav. Det er det at være lige nu. Det er en fylde, der findes i livet og i Guds kærlighed. Hvis du forstår og mærker den, så kan den fylde dig lige nu - med dine medmennesker og med din Gud.

Motivet af Maria, der sidder med sin døde søn i armene afslører mennesket i dets sorg og i dets forladthed. Men motivet må ikke fastholdes der. For der er kun tale om en tilsyneladende forladthed. Marias søn var ikke kun sandt menneske. Kristus er sand Gud. I troen på at Han er med os som en "medganger" i vores liv, (hvordan det end arter sig), i den tro er der håb. Han modsiger os fra nu af og til evig tid, når vi bliver i tvivl om hvorvidt, livet er livet værd. Vil du være rask? Spørger han. Så rejs dig! Og gerne ved din næste milde hånd.

I Jesu Kristi navn

Amen

(Marlene Lindsten)

Alle helgens dag

Evangeliet: Matthæus 5,1-12

Christians Kirke, 2. november 2008

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

***

I går så jeg mod himlen. Jeg så et smukt og særligt syn. Jeg så en himmel der var åben så langt øjet rakte, en klar lyseblå himmel og jeg så en himmel der var lukket, den var væk bag et tæt gråt tæppe af skyer. Overgangen fra den ene himmel til den anden himmel var lige, tydelig, sjælden. I må alle have set den. Jeg tænkte at det var et fantastisk billede på hvordan jeg lever, hvordan jeg forstår mit liv, med himlen på én gang åben og lukket. Når jeg ser på den åbne blå uendelige himmel bliver jeg tryg og rolig, der er noget fremtidigt i det, noget jeg ikke selv behøver bekymre mig om. Og når jeg ser på det tæppe der lukker himlen for mig, ja så bliver jeg mindet om hvor jeg er, nemlig her på jorden, godt og vel halvvejs i mit liv, håber jeg, og også det er trygt og godt, også det giver mig ro.

Luther sagde som en kritik på sin samtid: Vi svæver mellem himmel og jord. Og det betyder ikke et både og, men snarere et hverken eller. Han ville så gerne forstå hvad Gud ville med ham. Han ville forstå hvad livet på jorden betød, han ville være i det og ikke kun i en uvis fremtid. Det var hans kritik af tidens kirke, at den med dens fokus på det der skulle komme, lod mennesket slippe fra selv at leve livet for Gud og for næsten, sådan som det var tænkt. Det var hans kritik af afladen, at man kunne købe sig til en sikker fremtid, at man ikke selv behøvede at mene noget med det, at der ingen ærlighed var i det, ingen troskab. Billedet var rammende dengang, men vi kan nu også bruge det i dag; vi svæver mellem himmel og jord. Heller ikke i dag, kan vi være både i fremtiden og i nutiden på samme tid. Vi løber efter det der skal komme, en uvis fremtid, som vi måske, måske ikke får indflydelse på. Den der kun har fremtiden for øje, glemmer at fylde sin nutid, og kommer tom ind i fremtiden. Nok er den klare blå himmel skøn at skue, men under mine fødder mærker jeg tydeligt jordens forskellige overflader, den kan være blød og varm, men den kan også være kold og hård og gøre ondt. Det kender vi vel alle til.

Saligprisninger som jeg læste for jer før er i nutid. Heller ikke de handler kun om en fremtid vi ikke kender. Og når vi i dag på Allehelgens søndag mindes vores døde, så husker og mærker vi det aftryk de satte på os her i livet, det de betød for os her på jorden. Salige er de der tør være i livet. Salige er de der vil leve i sandhed. Sådan kunne man sammenfatte disse 9 saligprisninger, der fortæller om et menneskes liv i medgang og modgang. I disse 9 saligprisninger ligger nøglen til at turde være i livet, at ville leve i sandhed. For i denne begyndelse på Jesu så berømte bjergprædiken rammes vi af det vi som mennesker allerede har erfaret, nemlig at saligheden, lykken ikke altid kan ses udenpå. At lykken ikke er forbundet med en bestemt adfærd, en bestemt status, et bestemt liv, eller en bestemt fremtid. Lykken er at bære sandheden i hjertet, at søge at leve den. Det var det Luther kæmpede for, at vi bar sandheden i hjertet og søgte at leve den. Det er det der menes med troen først, den sande tro på Gud som skaber, Kristus som frelser, og Ånden som opretholder. Den sande tro der tager det ord der tales til os alvorligt og handler på det. Det var Luthers hovedærinde, at få os til at forstå, hvad meningen med livet er. At vi skal finde vores plads i det, vores rette plads, i forhold til Gud og i forhold til hinanden. 3 små tommelfingerregler gav han os til at forstå livet: Troen alene, Ordet alene, Nåden alene. Troen alene, hvad betyder det. Det betyder at troen er alt hvad der skal til, af troen vokser alt andet. Når du tror så overgiver du dig, så følger du, så handler du. Ordet alene, hvad betyder det. Det betyder at sandheden skal findes i hvad Gud har talt til dig, direkte til dig. Det betyder at der intet er der ligger sig mellem dig og Gud, I kan selv, I skal selv. Nåden alene, hvad betyder det. Det betyder at Gud gerne vil dig, det betyder at du ikke skal gøre dig fortjent på tusind måder som du alligevel ikke magter. Det betyder at du kan leve dit liv, her på jorden, som den du er, et menneske der kender til virkeligheden, der her mærket livet, mærket jordens forskellige overflader, både de rare og de mindre rare. Et menneske der har erfaret at saligheden ikke findes i den ydre succes, men at saligheden findes dér hvor det sande liv leves.
Saligheden findes også dér hvor livet ikke lykkes, men ikke pga. dét, snarere på trods af det.

Hvorfor? Fordi det ikke kunne være anderledes. Det liv vi lever her på jorden med hinanden har alle sider i sig, fra det skønneste til det grimmeste, fra det letteste til det hårdeste, fra det største til det mindste. Men fælles for os alle uanset om vi er fattige i ånden, om vi er rene af hjertet, om vi er sagtmodige, stifter fred, søger retfærdighed, forfølges, hånes, er barmhjertige, eller om vi sørger, fælles for os er at vi er salige. For Kristus har været det alt sammen med os, han har sørget, været sagtmodig, hungret efter retfærdigthed, han har været barmhjertig og ren af hjertet, han har stiftet fred, men han er også blevet forfulgt og hånet. Og selv fattig i ånden har han været. Han er ikke blot i en klar blå efterårshimmel, han er også her under skytæppet med os.

I dag mødes vi i kirken for at mindes, vi mindes vores kære som vi har mistet, vi mindes deres liv med os, alt det de gav os, alt det de var for os. Vi er her også for at takke, for fællesskab med hinanden, for at vi er salige også i sorgen og smerten. Vi er her for at huske hinanden på at hvad vi betyder for hinanden, for at glæde os over det, for at mærke den styrke det giver. Sådan tager vi os selv og hinanden alvorligt, sådan tager vi livet alvorligt, langt ud over dødens grænser. Sådan lader vi lyset skinne i det mørke der sænker sig når døden river os fra hinanden. Derfor vil vi nu tænde lys for de døde, til minde om at de lyste for os.

Amen

(Selma Ravn)

20. søndag efter trinitatis

Evangeliet: Matthæus 21,28-44

Den Norske Kirke, oktober 2008

Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

***

Det er ikke svært at få øje på det latterlige i, at ord og handling ikke hænger sammen. Det findes der masser af eksempler på. Politikere, der prædiker ægteskabets ukrænkelighed, men selv bliver taget i utroskab, nødhjælpschefer, der viser sig at være mest optaget af at sikre deres egen pensionsordning osv. Måske er det kristendommen, der har opøvet vores blik for sammenhængen mellem ord og handling. I hvert fald møder vi i Det Nye Testamente adskillige eksempler på, at sammenhængen understreges. Tænk fx på beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvor først en præst og dernæst en levit - en tempeltjener - ser den sårede mand i grøften - og går forbi. De undlader begge det, som den tredje, samaritaneren, gør. De er latterlige, fordi de betragter sig selv som gode, gudfrygtige mænd - men undlader at handle derefter. Det bliver ved ordene.

Det er også temaet i dagens evangelium, som jo egentlig består af to lignelser. Vi hører først om en mand med to sønner. Han beder dem begge om at arbejde i vingården. Den første siger ja, men mener nej. Den anden siger nej, men fortryder åbenbart, og gør hvad han er blevet bedt om. Hvem af dem gør sin fars vilje, spørger Jesus - og hverken hans tilhørere dengang eller vi i dag er tvivl om svaret: for det er selvfølgelig ham, der ganske vist siger nej, men fortrød. Og så hører vi en anden lignelse - også den handler om en vingård, som ejeren betror nogle vingårdsarbejdere. De er sat til at dyrke deres Herres vingård, men i deres handlinger - i praksis - fornægter de alt, hvad der kommer fra deres herre. Til sidst sender han sin søn, men også ham fornægter de og de slår ham ihjel. Begge lignelser er henvendt til farisæerne og de skriftkloge - og der er i lignelserne en klar kritik af dem. De siger ja med munden, bruger enhver given lejlighed til at fortælle, at de søger Guds vilje og retfærdighed. Men når Guds retfærdighed kommer, når den udfolder sig lige for øjnene af dem, tror de ikke på det, de hører og ser. Eller de ligner vingårdsarbejderne, som har fået det hele betroet, men ikke vil kendes ved det, der hører deres Herre til, når det kommer til stykket.

I kristendommens historie er lignelserne ofte blevet fejllæst og fejlfortolket som en dom over de jødiske ledere og dermed det jødiske folk. Med alvorlige konsekvenser. Det er et af de sorte kapitler i kristendommens historie, at jøderne - bl.a. med afsæt i den her tekst - er blevet dæmoniseret som det folk, der har forhærdet sig og forkastet Kristus og derfor i virkeligheden selv har nedkaldt forfølgelse og straf over sig. Det er måske i virkeligheden den mørke bagside af det her med at have et skarpt blik for sammenhængen mellem ord og handling - og manglen på sammenhæng. Bagsiden er, at det skarpe blik meget hurtigt bliver ubarmhjertigt og at det skarpe blik som oftest er skarpest, når det gælder andre. "Det er også de ....", lyder det, og så får den indestængte vrede frit løb og fordommene vokser vildt. Det er en farlig illusion at affærdige dagens tekst og lignelserne med, at det er det jødiske folk, de handler om. De handler om noget grundlæggende menneskeligt. Det er lidt ligesom med satiren: Når vi er færdige med at grine ad politikeren, der bliver grebet i at undsige sine egne ord, så skulle den eftertanke og selvransagelse gerne indfinde sig, at vi alle kender til det, at vores ord og handlinger falder fra hinanden. Og når vi hører lignelserne i dag som billeder på, at de religiøst alvorlige jødiske ledere går fejl af Gud, fordi de har gjort sig deres eget billede af Gud og derfor ikke vil kendes ved ham som han er, ja så skal vi ikke blive stående ved det, men så vender det et kritisk spørgsmål mod os: Står vores billede af Gud i vejen for, at vi kan se Gud? Lader vi Gud selv komme til orde eller lukker vi ører og hjerte for, at Gud kan vise sig på en måde, vi ikke forventede?

Lad mig fortælle en historie eller anekdote. Det er en historie om mand, der lever i et land, hvor der en dag bliver en voldsom oversvømmelse. Til sidst sidder manden oppe på tagryggen. Han er from mand, så han beder uophørligt Gud om hjælp. Mens han beder, kommer der redningsfolk forbi i vandet. De har redningskranse med og råber, at han skal tage en og følge med. Men det afviser han. Nej, jeg får hjælp fra Gud. Lidt senere kommer andre redningsfolk forbi i en gummibåd og råber til manden, at der er plads i båden. Igen afviser han. Nej, nej. Jeg venter på, at Gud griber ind og hjælper mig. Lidt efter flyver en redningshelikopter ind over mandens hus og mandskabet signalerer, at de vil hejse en stige ned til manden. Han vinker afværgende og helikopteren må flyve uden manden. Lidt senere er vandet nået op til tagryggen og manden drukner i vandmasserne. Han kommer op til Skt. Peter, der fører ham ind foran Gud selv. Manden kunne ikke lade være med at bebrejde Gud. Jeg bad og bad, jeg havde tillid til at du ville høre mine bønner. Hvor var du, Gud? Og Gud svarede: Du ville jo ikke. Jeg sendte folk med redningskranse, jeg sendte en gummibåd og til sidst en redningshelikopter, men du ville ikke tage imod nogen af delene! Det er en historie om, at Gud sprænger det billede, vi har gjort os af Ham. Han overrasker. Og det mest overraskende - underet over alle Guds undere - det er, at Han har ladet ord og handling smelte sammen i Jesus Kristus. Hos ham var der fuld overensstemmelse mellem det, Han sagde og det, Han gjorde. Han var altid ét med sine ord, ja, han var Ordet. Derfor er Han blevet hovedhjørnestenen i det fællesskab, som Gud indlemmer os i. I det rige, Han bringer, hører alle med - de frelste og de fortabte, ja, de sidste skal endda gå først ind i Hans rige. Sådan er rækkefølgen og den rokkes der ikke ved. For Hans ja er et ja, der står ved magt. Hans rige kommer, Hans vilje sker. Det klyngede toldere og skøger sig til. Og det kan vi klynge os til, selvom vi først kommer efter dem.

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

16. søndag efter trinitatis

Evangeliet: Johannes 11,19-45

Den Norske Kirke, søndag den 7. september 2008

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.«

Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

***

Fortællingen om opvækkelsen af Lazarus i klippehulen ligner beretningen om Jesu opstandelse påskemorgen - så meget at dagen i dag er blevet kaldt "efterårets påskedag." Den store forskel er, at kvinderne i Påskeevangeliet finder Jesu grav tom. Kristi ligklæder ligger på jorden - tøj og klæder er der ikke brug for blandt de levende i Guds rige - (som er) Kristi nye adresse. Forskellen ligger i betydningen af den tomme grav - netop at Kristus er opstået fra døden - han er gået bort fra denne verden til sin Far i himlen. Anderledes er det med Lazarus' grav - den er ikke tom. Som et tegn på sin guddommelige identitet - er opvækkelsen af Lazarus en demonstration af den levendegørende magt, Jesus besidder og som gør ham i stand til at kalde Lazarus tilbage til livet. Jeg er opstandelsen og livet, siger Jesus til Martha. Det er en dramatisk og bevægende påmindelse om, at Kristus ikke alene skænker evigt liv til vores døde - han rækker også liv til de levende - til os - der - nu og her - vandrer rundt på jorden.

Hvad Lazarus end fejlede, så var det ikke en sygdom til døden - af den enkle årsag, at Jesus er til. Jesus stiller sig foran Lazarus´grav og hans Ord kalder Lazarus til live. Jesu ord er ikke et vække-ur, men et vække-ord! Jeg er livet, siger Jesus; den der tror på mig, skal leve, om end han dør. Her er ikke tale om tunge teologiske dogmer og læresætninger. Jesus peger på sig selv; at tro på ham og at høre hans ord, det er at modtage liv, for Han er livet! - og at have liv i Kristus er at have håb og tillid til, at livet er værd at leve - på trods af døden. "Det må være dejligt at være troende", sagde en pårørende til mig i forbindelse med en begravelse. Den pårørende havde mistet en slægtning, og han kunne ikke finde trøst eller håb. For ham gjaldt det, at så længe der er liv, er der håb. Forståeligt nok. I den kristelige forståelse rækker håbet længere end til døden. Der er håb, selvom der ikke længere er liv - et håb, som Paulus udtrykker med ordene: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Menneskets egne forestillinger og ønsker om, hvad der skal ske med os efter døden, slår ikke til. Kristendommen retter sit håb mod det Ord, der tilsiger os, at selvom det gamle og velkendte er forbi: Se, noget nyt er blevet til, en ny morgen, et nyt kapitel i Guds historie.

Men også for den troende, kan håbet være svært at fastholde. For det er langt fra altid, at mennesket ønsker, at alting skal blive nyt! Vi vil som mennesker gerne fastholde, det vi har. Og når vi mister det, så vendes glæden på et øjeblik til vrede eller sorg. Det ville være et kynisk menneske, der ikke græd tårer, når det måtte tage afsked med et elsket og nærtstående menneske. Følelsen af sorg er ubehagelig, og mennesket vil helst undgå den. Men Sorgen hører med til livet, fordi døden er en realitet i verden og et vilkår, der gælder for alle. Sorgen er lige så vigtig som glæden. For sorgen er et vidnesbyrd om, at der forud var kærlighed. Sorgen Er kærlighed, sådan som kærligheden ser ud i fraværet af den elskede. Eller med et kendt udtryk: sorgen er kærlighed, der er blevet hjemløs. Betragtet på den måde, er sorgen den relevante måde at forholde sig til virkeligheden på, når virkeligheden eksempelvis er, at et elsket menneske er borte eller død. Sorgen bliver en livshjælp, der hjælper mennesket til at give slip.

Der er gode eksempler i Bibelen på, at det eneste, der hjælper i sorgen, det er at sørge. Det vidste f.eks. Job i Det Gamle Testamente i modsætning til hans venner, der forsøgte at få hans sorg til at gå væk ved at give hans lidelse en fornuftig grund. Og Rakel græder over sine børn; hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Trøsten er, at så ondt det end gør at skilles fra et elsket menneske, så ville vi ikke have været det menneske foruden. Det er kærlighedens pris. Prisen for at elske er, at vi ikke længere kan være ligeglade med at dø eller med at vores elskede dør. Da Jesus ser Marthas og Marias sorg over deres døde bror, græder også han. Han var sandt menneske - hans tårer vidner om hans medfølelse og medmenneskelighed. Selv betalte han kærlighedens højeste pris ved sin død på korset. Og da han bliver taget ned fra korset, må Jesu mor sidde med sin døde søn i armene - hvem skal trøste Maria? Atter er spørgsmålet: Hvilket menneske kan trøste et menneske i sorg. For i virkeligheden er der ingen råd eller velmenende ord, der hjælper. Det eneste, der hjælper i sorgen er at sørge. Og så naturligvis håbet! Håbet er, at som Jesus vandrede ud af graven og ud af døden - sådan vil vi og vores kære også vriste os fri af "dødens istaphånd." For Gud er ikke Gud for døde, men for levende. Håbet er, at der er bygget en bro mellem det jordiske liv og livet efter døden.

- Går man en tur henover kirkegården, er det meget synligt, at slægt skal følge slægters gang. De døde er - i stilhed - iblandt os og minder os om, at vi har livet til fælles både med dem, der levede her før os, og med dem, der kommer til at leve her efter os. I trosbekendelsen formuleres det i 3. trosartikel, at vi tror på de helliges samfund. Det er ikke kun et samfund af levende. Kirken, de helliges samfund, omfatter både de levende og de døde. Intellektuelt må man give op over for at forstå fællesskabet mellem levende og døde, men det udelukker ikke, at man eksempelvis her i gudstjenesten måske kan fornemme og erfare fællesskabet på tværs af døden. Her kan vores tanker i ord, bøn og rum bygge bro over døden. Og i Kristi navn kan vi også hjælpe og se til, at de levende bygger bro imellem hinanden - i næstekærlighedens tjeneste. For at Jesus kalder Lazarus tilbage til livet, har også den betydning, at Lazarus bliver givet mulighed for at gøre alting nyt i sit liv. Han bliver vækket til live - ligesom vi mennesker, kan have brug for at blive vækket til live, så vi kan starte på en frisk - hvilket måske betyder, at vi kommer til at leve anderledes - kommer til at tænke anderledes - kommer til at se anderledes. I alt hvad livet møder os med, er vi båret oppe af ham, som om sig selv siger, at han er opstandelsen og livet. Hvor skulle jeg flygte hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Kristus er gået i forvejen - selv ad den mørkeste sti, vi mennesker måtte bevæge os ind på - der har Han været før os. I troen på Kristus, kan det derfor aldrig blive så mørkt, at der ikke vil trænge en lille lysstråle ind til os. Et lys, der kommer fra Ham, som er Lyset - og som også lyser på os gennem de mennesker, der er tæt på os (Næsten).

Troen på Kristus som opstandelsen og livet får os til at se mere end det vi tabte. Vi ser også det, vi allerede har: livet, hinanden, os selv; vi fik det for intet - aldrig har det været vores, men kun til låns. Hvad Gud gav, vil han have tilbage igen, men på nådens betingelser.

Nåden er, når alt er tabt at få alt tilbage

Amen

(Marlene Lindsten)

15. søndag efter trinitatis

Evangeliet: Lukas 10,38-42

Den Norske Kirke, søndag den 31. august 2008

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

***

Vi kan vist alle sammen genkende situationen. Vi styrter rundt for at ordne et eller andet. Fx som her i dagens evangelium, fordi vi pludselig har fået uventet besøg og gerne vil stable noget på benene, så hurtigt som muligt og i bedste mening. Og så er der en, der slet ikke deltager. En, der sætter sig afslappet til rette og taler med gæsten. Giver sig god tid til at lytte til gæsten og nyde, at han er trådt ind ad døren. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men det er i hvert fald en situation, der ville kunne provokere mig.

Vi kan godt genkende situation. Det påfaldende er imidlertid, det er mit gæt, at det er Marthas irritation, vi genkender og umiddelbart identificerer os med. Det ligger ikke på samme måde lige for at identificere sig med Maria. Det er Marthas irritation, men jo også hendes forurettethed, vi genkender. Marias handlemåde indfinder sig ikke med samme selvfølgelighed hos os. Marias handlemåde skal vi lære, for vi lever i en kultur, der hylder det aktive menneske, det menneske, der præsterer noget og som gør en forskel.

Både Martha og Maria er glade for Jesu besøg. Det er ikke sådan, at vi kan affærdige Martha med at hun flygter ind i sit arbejde, fordi hun ikke gider være sammen med Jesus. Nej, hun er oprigtigt optaget af at gøre det så godt som muligt. Alle hendes anstrengelser går netop på, at Jesus skal føle sig velkommen. Men i forhold til Martha fremhæver Jesus altså ikke desto mindre Marias handlemåde. Hun har valgt den gode del.

Maria har det vanskeligt i vores moderne samfund. Hun repræsenterer det uproduktive. Vi dyrker det produktive menneske, væksten, og gør det i grad, så vi er begyndt at længes efter ro, efter oaser, hvor vi ikke hele tiden skal yde for at blive regnet for rigtige mennesker. Ugebladene er fyldt med bud på, hvordan det moderne menneske kan finde roen, eftertanken, nærheden. Problemet er, at mange mennesker i mellemtiden har glemt, hvordan man gør. Og at den form for ro, eftertanke kun har sig selv som omdrejningspunkt. Derfor bliver også det at slappe af, det at tage imod gjort til en øvelse, en ydelse, en præstation. Man kan blive helt stresset af at skulle slappe af og være modtagende, hvis det er på den måde! Maria har valgt den gode del. Hun er ikke optaget af, hvad hun har at gøre, men af, hvad hun kan modtage. Hun giver sig fuldt og helt hen til øjeblikkets nærvær. Til at lytte og til at modtage.

Mon ikke vi alle sammen har prøvet at forberede et besøg eller en fest gennem lang tid. Vi sætter alle sejl til, for at det her skal blive en succes og gæsterne kommer og aftenen klapper og alle forberedelserne går op i en højere enhed - og så sidder vi alligevel bagefter tilbage med en følelse af, at vi druknede i alle forberedelserne og aldrig rigtig fik talt med gæsterne. Aldrig rigtig fik den ro, der skal til for at være nærværende og lyttende.

Den lille beretning om Jesu besøg hos Martha og Maria står i Lukasevangeliet lige efter beretningen om den barmhjertige samaritaner. Den slutter med at fremholde samaritaneren som eksempel til efterfølgelse; han hjælper den nødstedte, og Jesus slutter dén beretning med ordene: Gå du hen og gør ligeså. Umiddelbart efter fortæller Lukas så om besøget hos Maria og Martha, hvor pointen i hvert fald tilsyneladende er den modsatte: Maria, der ikke gør noget, men sætter sig ved Jesu fødder og lytter til det, han siger, bliver fremhævet som den, der har valgt den gode del. Men det er kun tilsyneladende, at der er en modsætning mellem de to beretninger. For fælles for de to beretninger står Jesus selv i centrum: det er ham, der fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner og det er ham, Maria kort efter sætter sig for at lytte til. Han er den gode del, for han er på samme tid den, der byder os at elske Gud og vores næste som os selv - og selv udtryk for den kærlighed og tilgivelse, vi modtager fra Gud. Det gode del, som Maria har valgt, består netop i at hun søger ro, eftertanke uden for sig selv. Hos ham, der taler til hende.

Vi kan lytte til mange forskellige stemmer i verden. Vi bliver nærmest bombarderet med stemmer, budskaber, folk, der vil have os til tro det ene og det andet, vælge en vej frem for en anden. Men beretningen om Jesu besøg hos Martha og Maria fortæller os, at der er en god del, som ikke skal tages fra os, hvis vi lader ordet lyde. Verden fortæller os, at mennesker og folk er overladt til deres egne skæbne. Men når vi sætter os ved Jesu fødder, så hører vi:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at de, der tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Verden vil have os til at tro, at sult og fattigdom, forfølgelse og diskrimination er uundgåelige fænomener, noget, vi må affinde os med. Men når vi sætter os ved Jesu fødder, så taler han til os og siger: Jeg er kommet for at de skal have liv og have overflod. Når det hævdes, at vi er overladt til at skabe vores mening, og at den ene mening kan være lige så god som den anden, så lyder det fra Jesus:
Den tid kommer, ja den er allerede, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Når vi tvivler og fortvivler over alt det, vi ser og hører i medierne og i verden omkring os, og tænker at mørke og død og ondskab måske alligevel får det sidste ord, så skal vi med Maria sætte os ved Jesu fødder og høre ham: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Den gode del, det er Ham, som kom til verden for at åbenbare Guds kraft og sandhed. At vælge den gode del, det er at lytte til Ham og holde sig til Ham, når alle verdens såkaldte sandheder gør krav på vores hjerter, vores håb, tro og drømme.

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

8. søndag efter trinitatis

Evangeliet: Matthæus 7,22-29

Den Norske Kirke, søndag den 13. juli 2008

Jesus sagde: Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

***

Der er ingen grueligere plage, jammer eller ulykke på jorden end en prædikant, der ikke prædiker Guds ord. Sådan skal Luther have sagt. Tag lige den præst. Og når så Luthers slag er holdt op med at gøre ondt, så rammer præstens eget slag, stram dig an, iklæd dig ydmyghed, husk hvad der er på spil. Husk din menighed fortjener at evangeliet forkyndes rent og purt, det er du kaldet til. Men hvad er så rent og purt. Det er der flere meninger om, det må vi erkende, enige er vi ikke om hvad vi skal drage af Guds ord, det vidste Luther om nogen. Det er såmænd ikke blevet så meget anderledes, selvom vi i dag kan sige at vi arbejder for at findes et fælles fodslag. Mens vi prøver at samle den splittede kristne verden, ja så splittes vi internt i vore egne kirkesamfund, i højrefløj og venstrefløj og midterfløj. Vi skændes om rimeligheden i de andres forkyndelse, om dens berettigelse og dens autoritet. Sørgeligt måske, men også livsbekræftende og en tydelig markering af hvilken plads og hvilken vægt Guds ord har i vore liv. Det er her i den stædige fastholden på at vi har hørt og vi har handlet alt efter Guds ord, at vi for alvor mærker hvad der er på spil. Høre og handle, høre og handle. Er det ikke lige præcis hvad Luther siger, når han gør op med pavens patent på at høre. Alle kan vi høre, og når vi hører, så må vi handle. Men hvor er det så vi går gal af hinanden, hvorfor er det vi må kæmpe en livsvigtig kamp mod hinanden, striden om hvem det egentlig er der prædiker Gud ord, hvem det er der har Guds Ånd.

Er der noget vi har mærket i vores udlændighed i Vor Frelsers Kirke må det være at prædikenen er rykket tættere på. For jer korsangere og for organisten er prædikenen ikke længere pausen, for nu sidder I lige midt i det. Og hverken menighed eller præst kan længere gemme sig, dertil er vi alt for tæt på hinanden. Og søndag efter søndag står jeg her, og håber i hjertet at det nu er godt nok. En lille del forfængeligheds-godt nok, og så en stor del alvors-godt nok. Den lille del forfængeligheds-godt nok tilskriver jeg det at jeg er et menneske, der lever også af anerkendelse, og når vi som mennesker ikke får lyttet til den anerkendelse der strømmer til os fra skaberen, ja så søger vi den, i mere eller mindre sund grad, hos hinanden. Den større del alvors-godt nok, bunder i forståelsen af hvad det er der er på spil. Nemlig at høre og handle. Og det er ingen lille parentes på livets vej, det ikke en lille flig af hvad der er at sige. Det er selve livet og det er selve sandheden. Og når de ord sættes på så begynder præstens knæ at ryste, og der skal noget til at mande sig op og tale myndigt til menigheden. Hør Guds ord som jeg hører dem, som jeg forstår dem, som jeg udlægger dem. For det er hvad præsten gør i sin prædiken, det er hvad vi er kaldet til, at lade Guds ord høre højt og tydeligt for enhver. Men når det lyder fra min mund, har det været en tur gennem mine ører, en tur forbi mit hjerte, og hvad der dér står skrevet, og så en tur herop, anderledes kan det ikke være som barn af fornuften. Men hvad vi hører, og føler og tænker det er ikke det sammen, det er tydeligt for enhver. Men det er også tydeligt for enhver at det der skal høres er så vigtigt at vi ikke kan gå på kompromis, at vi ikke kan søge konsensus, og at vi stædigt holder fast, ikke fordi vi synes at netop vi har fundet sandheden, men fordi sandheden har fundet os. Det er præstens trøst på prædikestolen, at det ikke mig men HÅ der virker troen i jeres hjerter. Luther siger i en prædiken til netop denne 8. søndag efter trinitatis: Hvorledes kan vi vide, hvad der er Guds ord, eller hvad der er galt eller rigtigt? Vi må lære det af de lærde, af paven og kirkeforsamlingerne. Velan, lad dem afgøre og sige, hvad de vil; men dér kan du ikke grundfæste din fortrøstning eller stille din samvittighed tilfreds. Det gælder dig din hals, det gælder dig livet; derfor må Gud sige dig ind i hjertet: Dette er Guds Ord. På anden måde afgøres det ikke..... Ordet kan man nok prædike for mig, men ingen uden Gud kan give mig ordet til hjertets dyb. Derfor lader jeg mig ikke bringe bort fra det ord som Gud lærer mig.... Det er sådan, intet menneske skal få mig derfra.

Det er ikke fordi vi har fundet sandheden men fordi sandheden har fundet os. Det er lige præcis det han siger, Jesus, her i de sidste ord af bjergprædikenen. At vi skal høre den sandhed der borer sig ind i vore hjerter, og klæber sig til vores bevidsthed. Og vi skal handle efter den, vi skal leve efter den, for kun sådan smelter livet og sandheden sammen. Lignelsen om den kloge mand der forstår at bygge sit hus og liv på det rigtige grundlag er en kraftfuldt og værdig afslutning på en smuk og rammende tale, som bjergprædikenen jo er. Og de som har hørt hele prædikenen er slået af forundring, for de har mærket hans myndighed, og han har givet dem ordet til hjertets dyb. Og lignelsens billeder taler lige til os. Klippen, der ikke kan væltes, det er det evige, urokkelige, kompromisløse vi trygt kan hvile og leve på. Sandet derimod er lunefuldt, ligesom den sandhed vi selv har fundet, måske oven i købet fundet på. Sandet æder sig ind på os, det dækker os og lammer os ender med at opsluge os og få os til at forsvinde. Livet i sandet er et hårdt liv, vi aser og maser og knokler for at holde balancen, intet kan vi slippe af frygt for at det forsvinder. Sådan er livet på klippen ikke. Her kan vi efterlade alt og finde det igen, her kan vi bare falde i søvn og vågne op igen.

Vi skal høre sandheden og handle efter den, og ikke tro os større og klogere end livets ord. Det ord der fortæller os at vi kun bliver større og bedre ved at fylde mindre. Og når vi så står i sand til halsen skal vi lytte til det ord Guds har givet os til hjertets dyb, det ord der lover os at klippen er der, vi skal blot række ud holde fast.

Amen

(Selma Ravn)

4. søndag efter trinitatis

Evangeliet: Matthæusevangeliet 5,43-48

Den Norske Kirke, søndag den 15. juni 2008

Jesus sagde: I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

***

Det er naturligt for mennesker at have fjender. Fjendskaber er - eksempelvis inden for venskaber og ægteskaber - at nå til enighed om, hvem man ikke kan li'. Og netop det - de fælles fjender - kan styrke samhørigheden i venskabet eller ægteskabet.

Om en lille uges tid er det midsommer. Så bliver der tændt bål rundt om i det ganske land, og mens der bliver kigget dybt ind i bålflammerne, synger vi med på Holger Drachmanns folkekære "Midsommervise". Tonerne flyder ud i den varme sommeraften, hvor roen indfinder sig iblandt bålfolket. "Vi vil fred her til lands". Sankt Hans aften er en af de få stunder i året, hvor følelsen af et nationalt sammenhold brænder igennem. De store Sankt Hans bål er ifølge Holger Drachmann "glædesblus" der holder ufredens ånd fra livet. Fjenden kan bare komme an - vi står klar med sværdet i hånden. For vi elsker vort land, og ingen fjende skal true freden.

Når jeg udlægger det på denne måde, er det fordi jeg vil vise, at fjender kan være praktiske at have. For et land kan det simpelthen tjene landets Indre sammenhold at have en Ydre fjende. Men ét er en midsommervise, noget andet er virkelighedens verden. I virkelighedens verden er freden fredløs! Den fjendekonstruktion, der er en rød tråd i mange nationalsange, er en konstruktion, der mest af alt tjener til at fremme fædrelandskærligheden. Jo større had til fjenden - jo bedre. I de gamle nationalsange er fjendebilledet næsten blevet en romantiseret størrelse. I virkelighedens verden - i dag - er fjendebillederne i farver, og de marcherer direkte igennem fladskærms-tv'et og ind i vores stue og beretter dagligt om blodige opgør og tab af mange menneskeliv. Af frygt og foragt for andre forfølger og forulemper mennesker hinanden. Både i det store og i det små. Det er menneskers frygt og foragt, der forårsager såvel terrorisme og racisme som dagligdagens utallige ondskabsfuldheder.

I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende, siger Jesus konstaterende i det brudstykke af bjergprædikenen fra evangeliet til i dag. Også på Jesu tid lå det - så at sige - i blodet, at mennesker bruger fjendebilleder i et forsøg på at legitimere deres had. Det er over for det her massive opbud af foragt, vrede og had, Jesus i dagens evangelium siger: men jeg siger jer... I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn. Når vi står over for budet om fjendekærlighed, er det lige før hjerterne bliver tvivlende kolde. For det er svært at forstå, hvordan man skal kunne elske dem, man frygter eller måske bryder sig allermindst om. Det er som om, at Jesu Kristi ord om fjendekærlighed ikke passer ind i vores virkelighed, sådan som den møder os med dens trusler og trængsler. Til tider kan det oven i købet være svært nok at elske sin næste, dvs. sine nærmeste. I visse forhold er den naturlige kærlighed ikke så naturlig endda. Og der hvor det forsøges at leve i fredelig sameksistens, der vil man nok mene, at grundlaget for den fredelige sameksistens hviler på fornuftens grundlag, snarere end på kærlighed til fjenden.

Derfor må vi erkende, at Jesu ord om kærlighed til fjenden ikke er af denne verden.
De er af Guds verden. Den Gud, som lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Jesu ord er ikke af denne verden. Ikke desto mindre blev de levet fuldt og helt i denne verden af ham selv. Sådan som det skete, da han på korset bad og døde for sine fjender. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Selvom Jesu ord ikke er af denne verden, så er de talt til os, der lever i verden. For at I skal være jeres himmelske fars børn, siger han. - Det er lidt paradoksalt, for i dåben er vi jo allerede gjort til hans kære børn.
Vi skal altså med andre ord blive, hvad vi allerede er: Guds kære børn, borgere i Guds rige og arvinger til det evige liv. Det har ikke noget med selvudvikling eller moralsk indsats at gøre. Det er ikke en almen regel om at være god - eller i hvert fald lidt bedre end i går - og det er heller ikke en opfordring til religiøs anstrengelse. Jesu ord i bjergprædikenen er en discipelbelæring. Det er ord, der hører hjemme i Guds rige, dvs. dér hvor Guds vilje gælder og sker. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Sådan lærer Jesus os at bede i Fadervor. Guds vilje er, at vi skal elske vores fjender, fordi Gud har åbenbaret det i Jesus Kristus - han som bragte - og bringer - Guds rige ned på jorden.

Der er ingen, der kan høre Jesu ord om kærlighed til fjenden uden at erkende sit eget fjendtlige sind. Det skyldes, at budet Afslører, at vores kærlighed eller vores gode vilje sjældent rækker ret meget længere, end til dem, vi naturligt holder af og elsker. Og netop dér, hvor min egen kærlighed slipper op, bliver jeg selv fjenden, der lever af Guds nåde og fuldkomne kærlighed. Det er den erkendelse, der er forudsætning for kærligheden til fjenden: Erkendelsen af, at jeg ikke selv kan elske alle - dét er erkendelsen af, at fjenden er som mig selv. Det afgørende er altså ikke, at jeg ikke kan efterleve budet om fjendekærlighed. For det er umuligt! Det afgørende er, at det fuldkomne liv er levet helt og fuldt af Jesus selv. Han er Guds modspil til al ondskab og fjendskab, og han vil - i vores tro på ham - leve i os. Derfor er der håb. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det er det, Jesus meddeler sine disciple i Bjergprædiken. Og det er også det, han meddeler os og minder os om i dag. Jesu Kristi liv på jorden er kendetegnet ved åbenhed og tillid til den verden, han kom til, på trods af dens modstand. Han var ikke bange for at komme nogen steder, og han tog imod alle mennesker og led ikke af berøringsangst. Det er den frihed, han gerne vil have os til at tage del i.

Lad jer ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Sådan udtrykker Paulus den sag, som han også udtrykker med ordene: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus. Kristi ord i bjergprædikenen fordrer af os at Leve livet og Dele livet - ikke kun med de mennesker vi vælger, eller dem vi foretrækker. Vi skal dele livet med de mennesker Gud har sat os imellem og som han hele tiden sætter os imellem. Kristus er vores "fred og den der Skaber fred mellem Gud og os og mellem os indbyrdes - fordi han tilgiver og oprejser os ved sit ord." Når vi skal vove at prøve at forstå vores fjende og forsone os med ham har det derfor ikke så meget med følelse at gøre, som med Lydighed over for den Gud, der selv bad for sine fjender på korset. Vi er her på fælles vilkår. Alene fordi Gud elsker sine fjender.

Amen

(Marlene Lindsten)

Kristi Himmelfart

Evangeliet: Lukasevangeliet 24,46-53

Christians Kirke, torsdag den 1. maj 2008

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

***

I går gik jeg på nettet for at google Kristi himmelfart. Jeg tænkte at jeg ville se på nogle fine billeder af hvad folk har haft og har af forestillinger om Kristi himmelfart. Til min store overraskelse dukkede der et billede frem af tårnet og spiret på Vor Frelsers kirke. Der på toppen, i det høje, med fødderne solidt plantet på den forgyldte jordklode står han, den sejrende Kristus. Ikke den himmelfarne men den sejrende Kristus.

Jeg ledte videre og fandt et kalkmaleri fra Bregninge Kirke på Ærø der forestiller himmelfarten. Et par fødder stikker ud af, ja nærmest en blondekant af sky, et par stigmatiserede fødder, med hullerne fra naglerne. Tilbage på jorden står en gruppe mennesker rundt om en træstub, hvorpå de stigmatiserede fødder har efterladt et aftryk. Det er vist et typisk billede på hvordan man fortalte himmelfarten. I Himmelev Kirke ved Roskilde kan man på den ene af prædikestolens fire sider se himmelfarten, igen et par fødder fra en sky, og her et par sandaler der står tilbage på jorden. I Jerusalem, kan man besøge himmelfartskapellet, bygget på det sted hvor Jesus ifølge traditionen for til himmels for små 2000 år siden. Mod betaling kan man komme indenfor og se den sten der angiveligt er præget med Jesu fodaftryk. Ja hvad ved jeg. Det er som om vi siden langfredag har forladt alt det nemme, det håndgribelige, det forståelige. Men med påskedags opstandelse, dagens himmelfart og den nært forestående ånd over pinsen har vi forladt det indlysende, alt det vi kender til. Vi har uden sikkerhedsline kastet os ud i alt det vi ikke kan vide, alt det som vi må tro. Jesus forlod sin gudeskikkelse for at blive som os, et menneske som du og jeg. I dag sker det forunderlige at han forlader sin menneskelighed, han vender tilbage til sit udspring, fra nu skal han atter kendes på sin gudeskikkelse. Siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, fra da og altid.

Snart er vi halvvejs inde i kirkeåret. Siden adventstiden har vi skridt for skridt, sætning for sætning fulgt den bekendelse vi før sagde sammen i kor. I adventstiden forventning har vi underlagt os Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber. Sammen med Maria, venter vi på at Gud bliver menneske, den Gud der altid har været og altid vil være. Fra jul til påske har vi i medgang og modgang fulgt vor Herre Jesus Kristus på den vej han gik, fra fødsel til død, og vi har frydet os over hans opstandelse. I dag kan vi så glæde os over at han vender tilbage til hvor han kom fra, han vender hjem, han går forud for os, han lover os at også vi skal komme hjem. Og lige om hjørnet, 50 dage efter påske er det pinse. Vi er nået til den tredje trosartikel. Ånden vil komme til os, som tegn på at Herren er overalt, at han stadig bekymrer sig for os, og vil os det bedste. Alt det bekender vi når vi mødes i kirken for at lovprise, bede og takke. Det er den historie vi tidligere tog til os uden så mange spørgsmål, uden så megen undren. I dag synes vi os meget kloge, meget oplyste, meget kritiske. Og historien glider ikke længere så ubemærket ned. Fra jul til langfredag kan de fleste være med. Det er fortællingen om et menneske med en forbløffende empati, et lyspunkt i verdenshistorien, et menneske man må misunde for hans klarsynethed og hans evne til at være fuldt tilstede. Og man kan reducere ham til en social revolutionær, eller en stor medecinmand, et etisk forbillede på linie med folk som Gandhi og Mother Teresa. Men den slags; jeg tager hvad jeg vil og gør det til mit, det duer altså ikke når vi når til påskemorgen, eller til i dag, eller til næste søndag, pinsedag. Her bliver fortællingen totalt syret, den døde bliver levende, på en sky bliver han båret op til himlen, og ti dage senere bliver hans venner fyldt af en Ånd og nye evner udfolder sig, nye døre åbnes. Og dér er det at vi ikke længere kan nøjes med at identificere os med ham og spejle os i ham. Det er her vi må overgive os, se den sande storhed i fortællingen. Og ind på scenen træder vores kloge, oplyste og kritiske spørgsmål. Det er vilkårene for så gammel en religion som kristendommen. Dens forløb strækker sig over mange år, mange systemer, mange livsanskuelser. I gamle dage var himlen noget andet. Deroppe i lyset boede Gud med sine engle, og under jorden i mørket regerede Satan. Men i kampen mellem liv og død, mærkede mennesket deres magt, og på den måde er himmel og helvede også her hos os. Gagarin, den russiske astronaut, der havde æren af at være den første mand i rummet kunne stolt melde sit kommunistiske og ateistiske bagland at Vorherre, ham havde han ikke set deroppe i himlen. Og med den melding er vi på en måde tilbage ved de efterladte sandaler, fodaftrykket på træstubben, og de underligt svævende fødder under skyen. Himlen er ikke et sted ude i rummet. I sit første brev til korinterne (2,9) siger Paulus at himlen er: hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte. Himlen er i det høje, i det høje er alt det bedste. Himlen er genstanden for al vores længsel.

Som et Babelstårn rejser Spiret sig på Vor Frelsers Kirke, på den anden side af Torvegade, og når vi går derop, helt op til toppen, er det som om vi næsten kan røre himlen. Med det formål byggede menneskene tårnet i Babel i den fortælling vi kender fra det gamle testamente. De byggede tårnet for at komme ind i himlen, for at vise Gud hvor dygtige de var, ligeså dygtige som ham. Det var hovmodets tårn de byggede. Og straffen var ikke til at tage fejl af. Menneskene blev spredt for alle vinde, de kunne ikke længere forstå hinanden, og kunne dermed ikke længere udføre oprør. Vores bydels tårn er et ganske andet slags tårn. Det er nemlig et Babelstårn der er bygget med ydmyghed, det er ganske vist et tårn på vej mod himlen, men det har Jesus Kristus placeret, lige dér hvor han skal være, på toppen, på vejen derop. Jeg er vejen og sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig. Han er svaret på al vores længsel mod himlen, ikke revolutionæren, helbrederen eller det etiske forbillede, nej den korsfæstede og opstandne frelser, der for til himmels for at sidde ved Gud den almægtiges højre hånd, for sammen med ham og helligånden at råde og regere over vores liv. Vi kan ikke kravle op til ham, han kom ned til os. Himlen bøjede sig i kærlighed mod jorden for at vise os vejen tilbage. Og i dag fejrer vi at han igen blev løftet op, løftet hen eller hvad vi nu skal sige. Vi fejrer det fordi vi ved at det syrede afsnit, fra påskemorgen til pinse, er nøglen til forståelsen og betydningen af alt det anden.
Kære menighed, lad os lykønske hinanden med Kristi himmelfart.

Amen

(Selma Ravn)

3. søndag efter påske

Evangeliet: Johannesevangeliet 14,1-11

Den Norske Kirke, søndag den 13. april 2008

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.

***

Jeg er vejen og sandheden og livet. Sådan siger Jesus, og Gud ske tak og lov for det. Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er tydelige ord, de kan ikke bøjes eller fortolkes, de står lysende klare. Fløjlshandskerne er smidt, der er ikke noget at tage fejl af. I dag bliver vi kaldt til fornuft. I dag bliver vi bedt om at tie stille og lytte til hvad Gud selv har at sige os. I dag er der ingen plads efterladt til private og individuelle tolkninger, der er ikke rum for at alt kan være lige godt, vi tror jo alle sammen på den samme Gud, vi ser bare forskelligt på ham. I dag er der ikke plads til at vi bedømmer Gud, at vi kan ønske os ham på den ene eller den anden måde. I dag taler Gud til os og han siger: Jeg er vejen og sandheden og livet. Og Gud ske tak og lov for det.

Nogen gange kan man få den mistanke at Gud taler for døve ører. For vi har mange veje, mange sandheder, mange ideer om hvad liv er. Ingen synes længere at have patent på noget som helst, og alt er op til hvad vi foretrækker, bare det føles rigtigt for dig. Der er en indisk fortælling en slags religiøs lignelse. Den handler om fire blinde mænd, der mødte en elefant. De kunne af gode grunde ikke se elefanten, så de måtte føle sig frem. Den ene blinde mand fik fat i elefantens øre og sagde: elefanten er en vifte. Den anden mand stod ved dyrets bagben og sagde: nej, nej elefanten er en træstamme. Den tredje mand havde hænderne oppe på elefantens mave og protesterede: I tager begge to fejl, for elefanten er en tønde. Og endelig sagde den fjerde blinde mand: I taler, som I har forstand til! Elefanten er en slange. Han stod selvfølgelig med hånden på snablen. Denne lignelses pointe er at menneskeheden er som de fire blinde mænd. Gud, ham er vi nødsaget til at føle og famle os frem til, og de fire blinde mænd havde i virkeligheden alle sammen ret, de stod bare med hver sit stykke af sandheden. Derfra kan man så konkludere at alle religioner og livsanskuelser har ret, for de står bare hver sit stykke af sandheden. Og sådan har vi alle ret til vores bid af sandheden. Vi kalder det for fremskridt og vi tænker at det er sundt og godt og et udtryk for stor frihed at enhver kan vælge for sig selv. Sådan ophøjer vi mennesket til selv at finde sin vej, til selv at udtrykke sin sandhed og selv at skabe sit liv. Men fra hovmodets piedestal bankes vi på plads, tilbage til de ydmyge rækker med dette Jeg er vejen og sandheden og livet, i bestemt form, for der er kun en vej, en sandhed og et liv. Og sådan må det være, ellers udvander vi enhver mening. For hvis alt er lige gyldigt, så er alt ligegyldigt. Det giver ingen mening at sige at alle veje fører til Gud, så er vi lige lidt hjulpet, så tvinges vi tilbage op på hovmodets piedestal, et sted vi slet ikke magter at være.

Langt de fleste mennesker er søgende mennesker, de leder efter vejen, det er som der i os alle er en længsel tilbage til paradisets have, en længsel tilbage til dengang hvor vi ikke var alene, hvor tilliden endnu var det bærende element og hvor kærligheden var den eneste følelse der havde magt. Vore veje er meget forskellige, og jeg må med mit udgangspunkt hævde at der ingen omveje er, ingen biveje eller smutveje, der er kun vejen og den hedder Jesus Kristus. Det er en vej som vi i bibelen får at vide er den snævre vej, som kun få finder, den snævre vej der leder til frelse. Det er den vej som Thomas med god grund er bange for at han ikke selv kan finde. Disciplene står foran at blive ladt tilbage, nu hvor deres længsel ellers er blevet mødt og de har for en stund fået lov at leve i tillid, de har fået lov til at se kærlighedens magt. Derfor er Thomas ængstelig og Filip har endnu ikke forstået at det er sandheden han har set. Jeg har før sagt at jeg en dag vil holde en forsvarstale for Jesu disciple, de dumme og uforstandige disciple. For hvor var vi uden dem. De stiller jo alle de spørgsmål som også vi går og tumler med. De spørgsmål der fødes af vores paradislængsel. Hvor er vejen derhen, hvad er sandheden, hvordan er livet.

Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Så kraftfuldt og enkelt kan det siges. Vores paradislængsel har sit entydige og simple svar lige dér. Jesus Kristus er det tætteste vi kommer på Gud. Og det er ufatteligt tæt på. Tættere måske end vi har turdet håbe på i vores længsel. Den der har set mig, har set Gud, sådan besvares Filips ønske om at se Faderen. Hey Filip du har jo set ham, du har gået side om side med ham, og han har lært dig alt hvad du ved. Tro på Gud og tro på ham. Han er vejen, find hans spor, sæt dine fødder i dem gå den vej han gik. Han er sandheden, åbn både dine ører og dit hjertet for det ord der fortæller alt om hvad du behøver at vide, det ord der vejleder og trøster, og forarger og provokerer, det ord der siger dig hvad du har brug for at høre. Han er livet, hav mod til at leve det liv, det rigtige og meningsfyldte liv, det liv der går ud over alle grænser og forestillinger, det liv hvor længslen er en saga blot.

Jeres hjerter må ikke forfærdes, det er lige så meget til alle os i dag. Som en påmindelse om at der kun er én vej og en masse afveje. Men det er også en påmindelse om at det er en vej som vi ikke skal gå alene, det er en vej vi ikke selv skal finde på, ikke selv skal berettige. Det er en påmindelse om at vi slet ikke befinder os så godt som vi tror på hovmodets piedestal, og at vi ikke selv rummer svarene på de spørgsmål som vores længsel stiller os.

Løsningen kommer fra Vor Herres egen mund: Jeg er vejen og sandheden og livet, og vi kan kun svare: Gud ske tak og lov for det.

Amen

(Selma Ravn)

Påskedag

Evangeliet: Matthæusevangeliet 28, 1-8

Vor Frelsers Kirke, søndag 23. marts 2008 kl. 10.30

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

***

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden.

Sådan lyder påskehilsenen i den ortodokse kirke - og sådan lyder det i dag, hvor vi fejrer påske her i Vor Frelsers Kirke. Vores kirke er en passende ramme for vores påskefejring - også selvom den lige nu er en byggeplads. Eller rettere: netop fordi kirken lige nu er en byggeplads. For den kristne tro bygger på påsken. Uden Jesu Kristi opstandelse påskemorgen ville hans liv og betydning ikke have rakt ud over hans eget liv og hans nærmeste venne- og omgangskreds. Uden opstandelsen havde hans liv været et menneskeliv som alle andre. Men i opstandelsen bliver det klart, at alt liv i ham skal forklares og fornys. Jesu er den sten, som blev vraget af bygmestrene, men som er blevet hovedhjørnesten. Hovedhjørnestenen er den, vi kan bygge vores kirke og vores liv på. Når der i disse måneder bliver brugt millioner af kroner på at restaurere kirken, så er det ikke først og fremmest af museumsgrunde, så er det ikke for at bevare en fantastisk, historisk bygning, men så er det for at bevare kirken som kirke, som opstandelsesrum midt i blandt os, der bor her.

Men behøver vi kirken for det? Er religion ikke først og fremmest noget, der foregår inde i mennesket, usynligt, en hjertesag? Både ja og nej. Ja, fordi det jo er rigtigt, at opstandelsestroen kun kan fattes med hjertet, men nej, hvis vi gør opstandelsen til en følelse, en sjælelig harmoni. Opstandelsen har ikke sit udspring i menneskets hjerte, men i Guds vilje. Det er derfor, vi kan bygge vores liv på den. Men netop derfor har vi også brug for en kirke, et rum, hvor vi kan mødes og høre det, som intet menneske nogensinde kunne sige sig selv.

Man kan ofte høre det synspunkt, at kirken skal bruge flere ressourcer på mennesker og mindre på mursten. Som om det er et enten-eller: Mennesker eller mursten. Den tid, vi gennemlever i disse år, hvor vi er uden vores egen kirke, har i hvert fald lært mig om murstenenes betydning! Vi mennesker er ikke kun åndelige væsener, men - som Grundtvig sagde - et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi ånder og vi er ånd. Krop og ånd hænger sammen. Derfor behøver vi en kirke af sten, et sted at komme - med vores glæder og sorger, med vores angst og vore drømme, med vores længsler og fortvivlelse og dér blive mødt af ordet om Ham, der gav sit liv som løsesum for mange.

Vi har brug for et sted, fordi opstandelsen har fundet sted. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå". Sådan hører vi i dag, at englens ord lyder til kvinderne, da de kommer ud til graven påskemorgen. 'Frygt ikke' er et ord, der går igen mange steder i Det Nye Testamente. Det lyder også julenat, hvor englen siger til hyrderne: "Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket". Det liv, der kom til verden julenat og som påskemorgen blev oprejst af graven, driver frygten ud og folket kan bygge sin glæde på ham. "Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det". Den frygt, som kvinderne fyldes af, er ikke angst og fortvivlelse, men ærefrygt og gudsfrygt. For de har set ind i den tomme grav og dér set ind i Guds hjerte. De var kommet til graven med deres sorg, sådan som enhver, der har taget afsked med en elsket, gør det. Men de løb derfra med det glædelige budskab om, at den korsfæstede ikke var blevet i døden, men var opstået. Den glæde, som de ikke havde troet mulig, var nu pludselig virkelig. Deres liv havde fået et nyt fundament. Det var ikke længere sorgen, savnet og afmagten, der trykkede dem til jorden, men glæden, der løftede og bar dem.

Opstandelsestroen er ikke tro på udødelighed. Det er troen på, at Gud i Jesu Kristi opstandelse fra de døde, har genfødt os til et levende håb, der er stærkere end døden. Det er troen på, at vi aldrig er uden Gud. På hebraisk hedder påsken pesach - et ord, der betyder forbigang. På engelsk kan påsken hedde passover, som også betyder forbigang eller at noget springer over. Det er i begge tilfælde døden, der tænkes på. For påsken er festen for, at døden passerer forbi. Springer over. Og at vi derfor kan springe højt af glæde.

Ingen har digtet skønnere om påsken end Grundtvig gør det i salmen om påskeblomsten. Vi er jo så heldige at leve i et land, hvor påsken falder sammen med påskeliljernes blomstring. Og påskeliljen fortæller påskens under: Dens krans er som en sol, der fortæller om den morgen, hvor kvinderne kom til graven. Da solen stod op, så de, at deres elskede ven var stået op. Langfredags lidelse og død var fortid. Glæden, livet, håbet og kærligheden er nutid. Påskeliljens gule bæger kan vi kigge ind i - som kvinderne kiggede ind i den tomme grav og der så, at Gud er herre over liv og død. Da gik de derfra med den nye glæde, som verden skal kende: sådan som liljens bæger jo også ligner en trompet, der forkynder, at Jesus besejrede døden. Og at det han var: den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne medfølelse, er stærkere end vantro, forræderi, fortvivlelse og død. Når vi hører det og tror det, forklares og fornys vores liv. Vi er ikke overladt til os selv, vi er ikke ofre for en blind skæbne, vi er ikke underlagt døden. Vi bygger på Ham, der kender os og omfatter os med sin kærlige vilje. Vi bygger vores håb på livets Gud, på hovedhjørnestenen, som bygmestrene vragede, men som Gud oprejste.

Kristus er opstanden
Han er sandelig opstanden!

Glædelig påske!

Amen.

(Peter Birch)

2. søndag i fasten

Evangeliet: Markusevangeliet 9, 14-29

Den Norske Kirke, søndag 17. februar 2008 kl.17.00

Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

***

Astrid Lindgren udtalte engang i et interview, at hun ikke troede på Gud - og tilføjede så: Hvilket måske er frækt at sige, når man har bedt til ham hver aften i 67 år. For Astrid Lindgren var bønnen altså den levende forbindelse til den Gud, hun ikke troede på. Bønnen er også blevet kaldt troens åndedræt. I bønnen henvender vi os til Gud - i glæde eller klage, fortvivlede eller håbefulde. Nogle gange måske ligefrem anklagende, andre gange frimodigt. I bønnen kan vi blotte os for Gud og åbne for vore inderste tanker, vores tvivl og ængstelser. Vi kan bekende vores skyld og bede om tilgivelse og nyt mod.

I Bibelen findes alle disse udtryk og det er en vigtig pointe i kristen bøn, at dens betydning aldrig ligger i en bestemt, ritualiseret form. Bønnen er ikke bundet til bestemte tider og måder. For muslimen er bønnen en ritualiseret handling: man skal bede fem gange i løbet af dagen og gennemføre bønnen efter bestemte forskrifter, bl.a. skal den bedende bøje sig med retning mod Mekka. Her er bønnen en religiøs pligt, et påbud, der skal følges - og som skal følge bestemte regler og former.

I kristendommen er bønnen i sit udtryk og i sin form fri. Selvfølgelig findes der masser af faste, formulerede og ritualiserede bønner - i gudstjenesten bl.a. - men bønnen er i sit væsen fri. Det hænger sammen med, at den ikke er en handling, men en holdning - bønnen betegner det forhold, der er mellem Gud og menneske. Dens betydning ligger derfor heller ikke i at blive udført på bestemte måder, men i at vi i bønnen står i et levende forhold til Gud.Når Jesus lærer sine disciple Fadervor så er det ikke for at ritualisere bønnen eller ensrette den, så den er korrekt, men så er det for at fastholde os i troen på, at vi over for Gud står i et fortrolighedsforhold; vi kan bede til Gud som til en far.

Et barn ved godt, hvordan man beder - i barnets verden er bøn det mest naturlige i verden: Må jeg få? Vil du lege? Tror du, jeg kan? Vil du hjælpe mig med at ... ? For barnet er det at bede et udtryk for tillid til verden og til de mennesker, der omgiver det. Omvendt: Hvor et barn ikke beder sine forældre om noget, er der grund til at være på vagt - for det kan være udtryk for manglende tillid, måske ligefrem frygt. Den, der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn kommer slet ikke ind i det - sådan siger Jesus og det gælder også i forhold til bøn: vi kan lære af barnet at bede med den selvfølgelighed og fortrolighed, som barnet ejer. Vi kan af barnet lære, at bønnen ikke er en handling, men en holdning: et udtryk for, at vi har Gud som far og at vi kan bede til Ham i tillid og uden frygt.

I dagens evangelium er det en far, der henvender sig til Jesus og beder om hjælp. Hans søn er besat af en ånd, der river og flår i ham og truer med at ødelægge hans liv. Vi ville i dag måske stille en anden diagnose og kalde drengens lidelse for epilepsi. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at drengens far beder Jesus om hjælp og at Jesus hjælper. Farens afmagt kender vi. Vi kan uden problemer sætte os ind i hans desperation og fortvivlelse over, at ingen kan hjælpe hans søn, gøre ham rask, give ham lindring for hans smerter. Farens situation ligner den situation, som salmisten i Det Gamle Testamente sætter ord på, når han siger:

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!

Farens situation er håbløs og hans bøn er præget af afmagt: Jeg tror, hjælp min vantro!Han har intet at komme med, ingen formfuldendte ord, intet, der kan retfærdiggøre hans ønske. Her er troen reduceret til et afmægtigt råb om hjælp. Bønnen er et udråbstegn. Sådan findes der situationer, hvor livet bliver koncentreret i én eneste bøn. Som når skibbrudne udsender SOS - i sig selv en forkortelse for en bøn: Save Our Souls eller Mayday, som menes at være en angloficering af det franske M'aidez - hjælp mig.

Jesus er ikke fremmed for manden. Han ser hans afmagt og skulle selv få den at føle på korset. Her er hans skrig 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!' på samme måde et råb efter mening og mod og håb. Jeg tror, hjælp min vantro - det var alt, hvad den epileptiske drengs far havde at komme med, da han står over for Jesus. Og det var nok. Jesus befaler den onde ånd at fare ud af drengen og viser dermed, at han er vores håb, når vi mangler tro, han er kærlighedens magt, der møder os i vores afmagt.

Men hører Gud vores råb, vores bønner? Vi hører i dag, at Jesus hører farens råb om hjælp og helbreder den syge dreng. Men ofte melder tvivlen sig hos os, for hører Gud os, når vi beder? Og vi drager en farlig slutning: at når Gud tilsyneladende ikke hører vores bønner, så er det fordi vi ikke tror nok. Er det ikke også det, der ligger i dagens evangelium, hvor disciplene ikke kan helbrede den syge dreng. Da disciplene spørger Jesus, hvorfor de ikke magtede at helbrede drengen, svarer Jesus, at den slags kan kun ud ved bøn - ligger der ikke i det, at disciplene var svage i troen?

Nej, ved at gøre bønnen til et spørgsmål om vores trosstyrke, forvandler vi bønnen til en præstation. En åndelig styrkeprøve, der handler om at vi skal få vores vilje over for Gud. Men kristen bøn handler altid om det modsatte: Om at Han får sin vilje med os. Ske din vilje. Vi skal bede med barnets frimodighed og tillid. Som skabte i hans billede, er vi hans børn. I bønnen beder om, at Han, som har indblæst sin ånde i os, må bære os med sin Ånd i liv og død. Bønnen er udtryk for, at vi forlader os på Gud. Lægger vores liv i Hans hånd i tillid til, at Han hører vores bønner og at Hans vilje vil ske. Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer udtrykker der sådan: Ikke alt, hvad der sker, er Guds vilje, og dog sker intet, uden at Gud er med i det, for der gives gennem hver begivenhed, om den er nok så tung, altid en indgang ind til Gud. Gud opfylder ikke alle vore ønsker, men Han er trofast mod alle sine løfter.

I Jesu Kristi navn

Amen

(Peter Birch)

Søndag septuagesima

Evangeliet: Matthæusevangeliet 25,14-30

Den Norske Kirke, søndag 20. januar 2008 kl.17.00

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

***

Himmeriget, det er billedet på hvordan det er meningen at det skal være. Himmeriget er alt det bedstes holdeplads, landet uden bekymringer, der hvor det eneste suk man drager er lettelsens. De lignelser der begynder med Det er med himmerriget som med..... de begynder uskyldigt med det nære, det kendte, det vi mener er os. Men som regel ender det ikke lykkeligt, lignelsen har det med at vende sig mod os, og udstille os overfor hinanden, og i dag ender det med udstødelse, gråd og tænderskæren. Lignelserne er billeder på Guds vilje, hans ønsker og drømme. I dag skal vi forstå at det er Guds vilje at vi behandler det vi har fået med respekt, med tillid og alvor, men også med glæde og initiativ og frimodighed. I dag handler det om talenter. Talent var en vægtenhed i antikken, den blev brugt som vægtenhed for ædle metaller, og som sådan blev den til en pengeenhed. En talent svarede til 6000 denarer, så 1, 2 og 5 talenter var mange penge. Men i dagens tekst bliver en betroet talent til et betroet talent.

Hvad vil det overhovedet sige at betro nogen noget. Det er vel mest af alt et udtryk for tillid, her, her er noget af mit, det vil jeg have at du skal passe på for mig. Der er ikke langt til den tredje tjeners logik. Af frygt for at miste det betroede, forskanser han sig, han skjuler det betroede for enhver. Han vil være sikker på at kunne aflevere lige præcis det han har fået. Men hans frygt bliver en selvopfyldende profeti. For når vi læser resten af lignelsen så forstår vi at det netop ikke må handle om frygt, men at det handler om liv og om vækst, det handler om investering.

Gud har betroet os alverdens talenter, nogen til dig og nogen til mig. Gud har skabt os forskelligt.
Nogle kan spille musik til glæde for andre, synge så det er en fryd, male, digte, spille fodbold eller lytte og holde på en hemmelighed. Nogle er dygtige til at få andre til at føle sig vellidt og andre er morsomme. Alle har vi mange forskellige evner. Og når vi bruger vores betroede talenter - når vi satser med dem, vover os frem og lader dem komme til udtryk, så vinder vi. Det værste vi kan gøre er, at tro vi at vores talenter har det bedst ved at være gemt langt væk, gravet ned i jorden. For sikken en skam det ville være hvis ikke vi brugte vores talenter, sikken skam hvis ikke Lars udnyttede det talent der er ham betroet, blandt mange talenter selvfølgelig, og satte musik til vores møde her i Guds hus i dag. Sikken skam hvis ikke koret øste af deres talent og ledsagede os i vores bestræbelser på at prise Herren ved salmernes ord og toner. Sikken skam det ville være.

Men der er langt mere end ærgrelsen på spil. Der er faktisk hele livet på spil. For den der holder på sit - bliver fattig. Den der ikke vil eller tør investere i andre, men kun lige giver det samme igen, som han får, han mister efterhånden selve livet, mister alt det vi kan og skal have ud af livet. Lignelsen om de betroede talenter handler om at bryde onde cirkler. Den handler om at ruske os ud af isolation og frygt. Den vil åbne vores øjne for at mennesket har værdi, at varme smitter og at godt avler mere godt. Hvis vi reducerer alt i livet og alle forhold til regnskaber, hvis vi kun søger at sikre os, så er al vækst skudt ned, så er alle blomster plukket inden de nåede at springe ud, og så har vi glemt den tillid der blev vist os fra ham der plantede blomsterne, og betroede os dem.

Enhver som har til ham skal der gives, han skal have i overflod, men den der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Det er hårde ord. Med hvilken ret kan Herren fortælle os, at hvis vi er i underskud, så vil vi miste selv den smule vi har. Og den der har overskud, han får bare mere. Hvem er han, at han sådan kan fælde dom over os, og love gråd og tænderskæren i mørket udenfor. Han er Kristus. Ham der selv havde et hav af talenter, ham der ikke var bange for at bruge af de talenter der var betroet ham, han øste gavmildt af sit overskud,

Kan vi tro på det? Kan vi tro på det utrolige? Hvad siger I. Kan vi uden videre tage en engels ord for pålydende, selv om det er det engle gør, tyder begivenheder for os. 3 andre end Markus har skrevet om påskemorgen. De har beskrevet en tom grav, men ingen af dem har beskrevet opstandelsen. Der er ingen vidner, ingen der kan fortælle hvordan det ser ud. Der er kun en tom grav, andre billeder får vi ikke, andre billeder er der ikke. Vi får Guds ord af englens mund. Er det nok. Nok til at holde fest i dag. Har det nogensinde været nok. Var det nok for kvinderne den tidlige morgen, ikke i første omgang i hvert fald, de går bange og tavse derfra. Var det nok for disciplene, ikke for Thomas, ham der blev kendt som tvivleren, han havde brug for at stikke fingeren i korsfæstelsens sår. Og videre, har det været nok op gennem årene, hvor verden har forandret sig mere end man kan fatte, og hvor vi føler os mere og mere oplyste, men alligevel kan synes ude af stand til at omsætte det fornuftigt. Hvad der er nok, bliver vist ikke mindre med tiden. Jo mere vi kan afdække dets grådigere bliver vi, men måske satser vi helt forkert. Måske er det vigtigste ikke at finde de rigtige billeder, der kan tilfredsstille vores nysgerrighed og vores trang til vished, måske de vigtigste er at opdage hvad det alt sammen betyder.

Hvad betyder det at han hænger dér for os. Hvad betyder alt det der gik forud, og det der kom efter. I døden som i livet tog han de første skridt og gjorde alt det vi ikke kan eller ikke tør, eller glemmer. Med stor alvor tog han vores liv og vores død på sig. I dødsriget, kæmpede han kampen og sejrede. Hvad betyder det. Opstandelsen handler om at der er en fremtid. For Gud og for os, og for Gud og os sammen. I påsken taler Gud op imod vores frygt, og lige ind i vores drømme og vores håb. Og budskabet er klart og tydeligt. Der er en fremtid. Livet sejrer over døden, der er vel intet vi har brug for at tro mere på end det. Der er en opstandelse, hvordan den end ser ud. Det giver da grund til at holde fest.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan indledte vi Frejas dåb tidligere i gudstjenesten. De samme ord siges før jordpåkastelsen til enhver bisættelse eller begravelse. På den måde gør vi det tydeligt for enhver at det er rammen for vores liv, de ord skaber den virkelighed vi lever i. I Jesu Kristi opstandelse genfødes vi i barmhjertighed til håb. Alting bliver vendt på hovedet. Døden er stadig afslutningen på livet, men i påsken bliver døden også en begyndelse. Den tunge sten, der adskilte kvinderne fra ham de elskede, var flyttet til side. Og godt nok nåede de ham ikke af den grund, men det de ville ham, havde han heller ikke brug for. De kom med vellugtende salver for at gøre hans døde krop i stand, men han var gået sin vej. Alting bliver vendt på hovedet, og vi skal tro det utrolige. Og så sendes vi hjem. Og vi får at vide at han venter på os dér.

Måske et billede er på sin plads, for bedre at forstå. Langfredag da Jesus udåndede på korset, skete der noget inde i byen. Forhænget i Templet revnede. Templet var kæmpestort. Der var markedsplads, der var forgårde for mænd og for kvinder, for jøder og ikke jøder. Der var områder for kirketjenerne, leviterne, og områder for præsterne. Der var altre hvorfra der blev ofret til Gud. Jo længere man kom ind i Templet, jo helligere blev det. Inde i det inderste, i det allerhelligste, dér boede Gud. Ubevægelig, skjult og utilnærmelig. Deraf forhænget. Det der skete langfredag eftermiddag, da forhænget blev brudt, er et udtryk for denne venden alting på hovedet. Forhænget revner og åbenbarer den tomhed der hersker dér. Den tomhed der ligger i en ubevægelig, skjult og utilnærmelig Gud. Den tomhed der ligger i at vi mennesker ikke frit at kan færdes imellem hinanden.

Nå englen siger til kvinderne at de skal gå hjem, for Gud er dér, så siger han jo netop at Gud sidder ikke fast i Templets allerhelligste. Gud er ikke skjult, han viser sig for os. Gud er ikke utilnærmelig, han er for altid gået helt hen til os. Og Gud er ikke ubevægelig. Han er i bevægelse sammen med os. Han går foran os, han går ved siden af os, han går bagved os. Tænk bare på evangeliernes beskrivelser af ham. Hele tiden er han i bevægelse.

Derfor fester vi i dag. Fordi vi tror på at der er en fremtid. Fordi vi kan gå hjem fra kirke og vide at han er, også dér. Og de tunge sten der for en tid skiller os fra hinanden, de får ikke lov at ligge, de vil blive skubbet til side. Han er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Glædelig påske.

Amen

NYHEDSBREV

SEND LINK

Send et link til denne side

TypoSite CMS login

Klik her for at besøge Rasthofs hjemmeside