Nytårsdag 2010

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:
      Vor Fader, du som er i himlene!
      Helliget blive dit navn,
      komme dit rige,
      ske din vilje
      som i himlen således også på jorden;
      giv os i dag vort daglige brød,
      og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
      og led os ikke ind i fristelse,
      men fri os fra det onde.
      For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

***

Så gik der tid igen. I går hed året 2009 – i dag hedder det 2010. Afstanden mellem fortid og nutid er ikke længere end rådhusklokkernes 12 slag. Et øjeblik, et kort sekund, og så er det nytår. Og mon ikke vi er mange, der i dag vil bruge en stund på at lade tankerne glide tilbage over det forgangne år. Hvad fik vi udrettet, hvilke oplevelser af glæder og sorger prægede os og fik betydning – og måske endda ny betydning for vores hverdag?

For Vor Frelsers Kirke blev 2009 året, hvor kirken atter kunne tages i brug efter den lange lukkeperiode. En begivenhed der i høj grad har haft og fortsat har indflydelse på hverdagen her på Christianshavn. Livet herinde i kirken afspejler jo livet udenfor, og siden genåbningen af kirken er livet atter gået sin naturlige gang i kirken med dåb og begravelser, bryllupper og koncerter.

 Zoomer vi lidt ud over det lokale – og ind på det globale landskab, så er det også interessant, hvilke begivenheder der verden over fik størst betydning i 2009. Dagbladet Politiken har foretaget en rundspørge blandt sine læsere. Årets vigtigste begivenheder spænder bredt. – Michael Jacksons død, Influenza A og Klimatopmødet ligger i toppen. Men begivenhed nummer 1 er ubestridt indsættelsen af den amerikanske præsident Obama. Med Obama kom der vind i forventningernes sejl – forventning til en fremtid af håb og fornyelse og genoprettelse af fred og balance under mottoet, der gav genklang verden over: Yes, we can!

Det bemærkelsesværdige er, at på trods af den tid, vi befinder os i, hvor dagens overskrifter præges af blodige beretninger om selvmordsbomber, krig, sult til døden og uendelige talkolonner af tabte menneskeliv - selv midt i sådan en tid er der fortsat plads til forventninger og håb og ønsker for fremtiden og for det tilkommende. Det ville jo omvendt være forståeligt nok, hvis mennesker efterhånden var blevet så forhærdede i deres sind, at alle forventninger og håb for længst var slukket. At være uden forventninger og uden håb – at forhærde sit sind mod det tilkommende - det er en indstilling til livet, som Søren Kierkegaard uden tøven kalder for en Dovenskabens Hovedpude. Det er at hen-døse sit liv. Det er at lægge fortiden bag sig og det er at værne sig imod fremtiden eller at undgå at tage stilling til den. Det er at gøre Tiden til en faretruende fjende, som for alt i verden må holdes på afstand i et misforstået forsøg på at leve i nuet.

- Men I modsætning til dyr, har mennesket den evne, at vi netop kan tænke i alternativer til det, der er. Vi kan tænke i fortid og fremtid og vi kan overveje andre udgaver af det, der er virkeligt lige nu. Det er et fantastisk redskab, som udgør grundlaget for vores civilisation. Hvis vi ikke tillod os selv at tænke ud af nuet, ville vi aldrig være kommet så langt, som vi er. Hævder man, at fortiden ingen interesse har, smuldrer også kirkens grundlag, for kirken er bygget op omkring begivenheder, der fandt sted for tusinder af år siden. De tekster der prædikes over er historiske, men vi læser og tolker dem ind i en nutidig kontekst og i tilknytning til vores liv i dag. Og ved at gøre det, siger Claus Oldenburg, så sætter man den historiske bevidsthed på prøve på den måde, at man må stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt det som gjaldt for generationerne og slægterne før i tiden også er gældende for mig? – Og er det som gælder for mig, også gyldigt for de slægtled, der kommer efter mig?

Den slags spørgsmål er netop centrale i hele den klimadebat, der særligt i 2009 har skrevet den politiske dagsorden. I den debat er vi nemlig alle sammen udråbt til forbrydere mod fremtiden, fordi vi alt forlænge har levet i nuet og ikke har tænkt på fremtiden eller på at slægt skal følge slægters gang.  Vi er ikke den første civilisation, der står over for truslen om et sammenbrud. Paulus selv forkyndte i sin tid det glædelige budskab ud fra en såkaldt nærforventning om verdens undergang. Det skete ikke dengang – men det kan ske NU.

 Dog er det som om, at den Dovenskabens Hovedpude, vi lidt for længe har hvilet på, er godt på vej til at blive udskiftet. Vi forstår i højere grad at Livet er et verdensanliggende, som vi alle sammen har del i – ikke som et valg. Men som et vilkår. Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder. Sådan står der i epistelteksten til i dag. Kristendommen handler også om ansvar. De Nytestamentlige skrifter forudsætter, at nok er Gud suveræn og kan kaste sin barmhjertighed over, hvem han vil, men mennesket er ikke en viljesløs og afmægtig skabning, men en skabning, der har ansvar for sine valg og for sine handlinger. Vi må ikke lade vore hjerter forhærdes. Troen forventer sejr over tiden og alt forgængeligt, så det – når tiden er inde - kan blive nytår i Guds rige. Det behøver vi ikke engang at ønske. Det er dåbsgavens løfte, som vi skal bruge til at leve af og leve på.

Vi kan møde 2010 med store eller små forventninger. Om de bliver ført ud i livet afhænger i høj grad af os selv. Det er forventningens udfordring! Og når det så er sagt, så må vi sande, at de forventninger vi stiller til os selv ikke altid lader sig indfri. Ikke mindst når nytårsforsætterne 14 dage inde i det nye år styrtdykker og lander i en smørfyldig sovs og en pakke blå kings. Hvad gør vi så? Tja, Vi kan passende starte med at folde hænderne og bede Fadervor og forlad os vores skyld. Jeg læste, at den tidligere biskop i København, Ole Bertelsen, altid sluttede sine prædikener med ordene: ”Gud i vold.” Det er store ord. Vold betyder i sammenhængen ”varetægt”, og Gud i vold og er udtryk for en dyb tillid, på trods af livets usikre vilkår.

Det er på den måde vi må gå 2010 i møde: - Uden at vide hvad året vil bringe os – men i tillid til og i troens forventning om at Gud er med os. Tro er håb. Håb er livsmod på Guds ord. Og Guds ord til mennesket er altid et ”ja”.

Gud i vold! Og godt nytår!

I Jesu navn. Amen.

(Marlene Lindsten)

 4. søndag e.H3K.
Evangeliet: Matt. 8,23-27
Den Norske Kirke, 1. februar 2009  

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.  Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

***

Nu hører jeg ikke selv til de søstærke sjæle - en overfart på ruten Rødby-Puttgarden en blæsende eftermiddag er nok til at fremkalde koldsved på min pande. Det her med at mærke vandets element under sig - de her mægtige kræfter, som hverken kaptajn eller passager i sidste ende har magt eller kontrol over - det påkalder sig en vis ydmyghed hos mig og formentlig hos en hel del mennesker - en ydmyghed over for naturkræfterne. I de øjeblikke bliver det lysende klart, hvem der har magten! Og det er ikke mennesket. Det eneste, der er at gøre som passager på skibet, er at holde godt fast i rælingen - og os, der slås med søsygen, vi finder os et fikspunkt et sted ude i horisonten, som vi koncentrerer os om for at holde sammen på os selv.

Når jeg læser eller hører historien om Jesus og disciplene på den oprørte sø, hvor bølgerne går så højt, at båden forsvinder ud af syne - så klamrer jeg mig sammen med disciplene til rælingen og håber, at de vil blive bønhørt. Herre, frels os! siger disciplene til Jesus, som tilsyneladende er faldet i en dødlignende søvn, som hverken uvejr eller bølger kan vække ham fra. Den mand, som kalder sig Guds søn, disciplenes Herre og mester, han ligger og sover fredfyldt midt i deres livs kaos.

Sådan kan det indimellem føles i menneskers liv. Som om Gud sover. Og så bliver mennesket i tvivl, om Gud overhovedet findes. For når verden bliver kastet hid og did i storme og orkaner; når vi dagligt hører dødstallene fra krigene i Mellemøsten, når vold og skyderier dukker op midt i byen hvor vi bor, og i de gader, som vi dagligt færdes i; når forældre og børn vender sig mod hinanden og slår hinanden ihjel: - så kunne det tyde på, at Gud er faldet i søvn, mens verden er kaos. For ikke at tale om det kaos, der kan hersker indeni os mennesker, og som fortvivlet får os til at lede efter et fikspunkt.
Sådan et fikspunkt har mennesket brug for - om ikke igennem hele livet - så i hvert fald undervejs i livet. Et sted hvor man kan rette sit blik og finde ro og trøst - et sted hvor der er håb at hente, så man kan klare sig igennem de perioder, hvor bølgerne går højt. Et punkt i horisonten, der kan holde sammen på/ - og opretholde mennesket i fortrøstningen om, at stormen vil løje af - og at noget større vil slå ned midt i kaos og skabe orden af det Og vende situationen til det bedre.

Man kan sige, at det at have et fikspunkt er beslægtet med det at have tro. For det, At Jesus sover uforstyrret videre mens stormen raser, tydeliggør hans funktion som fikspunkt: Han forsvinder ikke, han er ikke bange - for han er den, der kan rejse sig og sige til søen: Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger. Og så bliver der blikstille. Jesus skaber orden midt i kaos. Frelsen er, at det forhold, der før var kommet ud af sin sammenhæng, bliver bragt tilbage (eller genoprettet), så livet atter kan gå videre. Måske ikke på én gang, måske lidt efter lidt. Frelsen er for disciplene i båden, at de trods stormen kan sejle i land på blikstille vand og med livet i behold. Den store livsfare, de blev bragt i, havde de ikke forventet eller forudset. Den kom pludseligt, og det eneste de kunne klamre sig til, var deres fikspunkt, nemlig deres tro på, at Jesus, kunne frelse dem - og redde dem i land og give dem det liv tilbage, som de indtil for et øjeblik siden ikke havde drømt om, at de kunne miste. Og da faren er drevet over, drister disciplene sig alligevel til at spørge: Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?

Svaret giver Gud allerede, da han i Det Gamle Testamente taler til Job inde fra stormen og med sine spørgsmål indirekte åbenbarer, hvem han selv er: Han er den, der grundlagde jorden og bestemte dens mål. Han er den, der spærrede havet inde bag porte, da det på skabelsens morgen brød ud af moderlivet. Han har anvist morgenrøden sin plads, det sted hvor den kan gribe fat om jordens kanter. Han har bundet syvstjernens bånd og løst Orions lænker. Gud er på én gang stemmen i stormen i beretningen om Job, og Gud er mennesket Jesus, der ligger i en båd og sover roligt, mens himmel og hav står i ét.  Jeg og faderen er ét, siger Jesus gang på gang. Enhed hos Gud kan derfor ikke betyde en lukkethed om sig selv, men snarere en dynamisk enhed, der både rummer over og under, oppe og nede, ude og inde, himmel og hav, begyndelsen og ende. Han viser sig at være større og rigere og mere suveræn, end vi før har tænkt. Det må troen rette sig efter. Og det betyder ikke at vores tro skal rette sig ind, men snarere at den skal rette sig ud/ folde sig ud i forhold til Gud.

Det er også den Gud, vi møder hos Peter Dass, der har skrevet salme nr. 7, som vi sang. En salme, der er temmelig omdiskuteret og som mange ikke bryder sig om fordi, der i den står, at Gud er Gud om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Sådan en Gud vil mange ikke vide af, for det kan vel ikke være nogen kristen Gud? Men jo! For Ham, som Kristus er ét med, er netop ham, i hvem alting begynder og ender, uden at vi hverken Kan eller Skal stille noget op over for det.

Lige nu sidder vi, som er her, i en båd eller i et skib. Et kirkeskib. Også her er Jesus Kristus fikspunktet. På sit kors. Hvad enten han hænger på det eller ej. Så er det dét han er, - korsfæstet. Et korsfæstet pejlemærke. En genstand for tro.  Men også her inde i kirkeskibet kan man få en fornemmelse af, at han har lagt sig til at sove og slet ikke altid er klar over det kaos, der hersker i os og omkring os. Hvad vi hver især ser, hvis vi vender blikket indad mod det indre hav, ved vi hver især bedst. Måske er vandoverfladen blikstille, måske er der kaos og bølgeskvulp bag overfladen. Mon han vil komme os i møde dér et sted i det farvand, der er vores? Vi kan håbe det, for det er ham alene troen hænger på. Vi kan bede om, at han vil komme til os.Og er man trængt, eller har man hverken tid eller evner til at bede med fine ord, så lad det være os en trøst, at Jesus før er kommet til nogen, der ikke ku' andet end at råbe: Herre, frels os!

I Jesu Kristi navn. Amen.

(Marlene Lindsten)

 1. søndag e.H3K
Evangeliet: Luk. 2, 41-52
Den Norske Kirke, 11. januar 2009

 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte.  Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

***

Det er fristende at høre historien om den 12-årige Jesus som en religiøs idyl. Og sådan er den da også ofte blevet fremstillet i den religiøse kunst: med Jesus stående midten, mens Jerusalems lærde rabbinere og skriftkloge har slået kreds om ham og opmærksomt lytter til hans indsigt og visdom. Billedet af den uskyldsrene 12-årige, der mener, at hans hjem er i Guds tempel, har været et af missionsfolkenes foretrukne motiver. Sådan skulle alle børn være!

Men under den idylliske overflade er der mere på spil. Der står om tilhørerne, at de undrede sig hans indsigt og de svar, Jesus gav. Det er en forsigtig oversættelse af den græske tekst - det, man ville kalde en underdrivelse - for det kan også oversættes sådan, at de kloge hoveder, der står rundt om Jesus bliver bragt helt ud af fatning over hans indsigt og de svar, han gav. Det Lukas vil have os til at se, er altså at Jesus kommer til verden og hvor han kommer frem bringer han os ud af de vante tankemønstre. Han opsøger dem, der er dømt ude, han spiser med toldere og syndere. Han bringer glæde til fattige og syge, til de fordømte. Men forargelsen følger ham lige i hælene. For det, han gør, bringer også folk ud af fatning. Og det begynder altså allerede her i templet som 12-årig.

Vi er i Helligtrekongertiden; den blev indledt sidste søndag med den velkendte historie om de vise mænd fra Østerland, der kommer til Jesus-barnet med fornemme gaver. De var kommet langvejs fra, de var Babyloniens klogeste mænd, belæste og lærde, de kom nu og knælede ned for barnet i krybben. Og ligesom de bøjer sig tilbedende, sådan hører vi altså nu at Jerusalems religiøse hierarki må bøje sig for hans indsigt og visdom. Helligtrekongertiden, der i år strækker sig 5 søndage her i januar og februar, er fra gammel tid blevet kaldt for åbenbarelsestiden. Det, der åbenbares er, hvad det vil sige at leve i lyset fra julenat. I helligtrekongertiden kaster det lys, der kom til verden i stalden i Betlehem, sit strålende lys ind over vores liv. Gud, der hele tiden har været der, træder nu mennesker i møde i skikkelse af et menneske og står ansigt til ansigt med os. Den evige Gud, som ingen nogensinde har set, åbenbarer sig i Jesu ansigt.

Og vi bliver bragt ud af fatning. For det overgår alt, hvad vi kan fatte - at Gud på den måde taler til os med menneskeord og går rundt på den jord, der er vores. Det er troens inderste mysterium, at Gud i Jesus Kristus er blevet menneske. Uden at det er gået ud over hverken hans guddommelighed eller menneskelighed. Kristus er helt Gud og helt menneske - ikke halvt af hver. Det er i dybeste forstand et mysterium og derfor fristes vi ofte til at lægge mest på den ene af delene; enten på guddommeligheden eller menneskeligheden. Men i Jesus Kristus er der ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Han er sand Gud og sandt menneske.

Fortællingen om den 12-årige Jesus i templet illustrerer det. I fortællingen optræder ordet far to gange; det bliver sagt af Maria, da hun bebrejder Jesus og hun selv og hans far har været urolige for ham. Og det bliver sagt af Jesus, da han gør opmærksom på, at han hele tiden har været hos sin far i templet. Evangelisten Lukas lader begge udsagn stå, fordi de begge to hører med. De illustrerer på en helt enkel måde dét, som er troens kerne: at Jesus Kristus åbenbarer den evige Gud i tiden. På jorden - her og nu. To fædre. To hjem. Det kan umiddelbart lyde som en konflikt, en moderne splittelse. Men i kristendommen markerer det lige modsat en helhed, selve helheden i frelseshistorien. At i ham, i Jesus Kristus, er Gud og menneske smeltet sammen, fordi Gud vil, at vi aldrig skal skilles fra ham. Hvis det lyder som en konflikt - og det er det jo - så er det en konflikt i forhold til vores fornuft og forstand. Vi kan ikke fatte det, men det bringer os ud af fatning. Det er dét ubegribelige mysterium, som møder os i troen.

Men for mig at se er det afgørende ikke, hvordan det lader sig gøre eller hvordan det hænger sammen, men hvorfor: Gud blev menneske for at bringe frelse og fred til mennesker, der har hans velbehag. I Jesus Kristus viser Gud sig som en barmhjertig og kærlig far, der bøjer sig ind over verden og hver eneste menneske i den. Den helhed, som vi møder i Jesus, markerer også en helhed i vores liv som mennesker. For ligesom den 12-årige Jesus, har vi også to hjem eller to fædre. Vi hører til i en jordisk sammenhæng, der består af vores familie, slægt, vores land, folk og sprog. Vi er vores forældres børn. Men vi er også Guds børn.

Det betyder, at vi som forældre har nogen at dele ansvaret, bekymringerne og glæderne med. Og det betyder, at vi ikke behøver at overanstrenge vores forhold til hverken vores forældre eller vores børn ved at gøre dem til guder i vores liv. Ligesom Jesus har vi to fædre, og vi har hjemme to steder. Ikke adskilt, men på samme tid. Vi er mennesker og hører som sådan til i verden. Men dermed er alt ikke sagt. Vi er ikke kun produkter af biologiske og sociale omstændigheder - eller tilfældigheder. Vi har også hjemme hos Gud. Der er en mening med vores liv, som ikke kan måles og vejes - vi har hjerte og ånd. Vi har med Guds kærlighed og tilgivelse mulighed for at lade vores liv forandres og fornys.

Det er i dåben, at vi hører, at vi som mennesker hører til hos Gud. Sådan som lille NN i dag har hørt det. Siden oldkirkens dage har helligtrekonger-tiden været bestemt af dåben. Helligtrekonger-dag var den første datofaste julefest - og i den ortodokse kirke fejres jul derfor stadig 6. januar. Og det var samtidig en af årets store dåbsdage. Julen og dåben blev kædet sammen - som et billedligt udtryk for, at den døbte i dåben bliver født til et liv med Kristus.  Det Nye Testamente indeholder mange beskrivelser af, hvad det vil sige at være Guds børn og leve som Guds børn. Paulus, hørte vi før, siger det på den her måde: Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, som behager ham, det fuldkomne. Det er den opgave, vi kaldes til som døbte, som Guds børn! At lade os overrumple og forvandle af Guds kærlighed og tilgivelse, så vi gør det gode, bringer lys og glæde. Glædelig dåbsdag! Glædelig søndag!

I Jesu Kristi navn. Amen.

(Peter Birch)

Julesøndag
Evangeliet: Lukas 2,25-40
Den Norske Kirke, 28. december 2008  

 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«  Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

***

Der findes særligt to stærke billeder af Maria i den kristne billedkunst. Det ene er det billede, som vi møder her i julen, hvor hun i sin fattigdom sidder i stalden og våger over sit nyfødte barn med en moders fredfyldte glæde i blikket. Det andet billede er det, hvor hun sidder med sin døde søn i armene, fuld af smerte og med det mest bedrøvede blik. Det er igennem Marias følsomme menneskelighed som jordisk kvinde, at hun i den kristne tradition er blevet "garant" for, at Jesus ikke alene er sand Gud, men også sandt menneske. Marias barn, den lille Messias, den kommende fredsfyrste, er lige så sårbart, som ethvert andet barn.

Motivet om den sørgende moder, fremstiller Maria som den, der tager del i det almindelige menneskes lidelser og sorger. Det motiv er bl.a. hentet fra evangelieteksten om Simeons profeti. Simeons tale om et sværd, der skal gennemtrænge Marias sjæl, kan tolkes som en forudsigelse af den smerte der rammer Maria, ved hendes søns lidelse og død. Sværdet, der gennemtrænger sjælen, er et drabeligt udtryk, men det er rammende for den følelse, det f.eks. er at blive skilt fra et menneske, som man elsker. Man kan pludselig føle sig halveret, fordi en vigtig del af en selv er skåret fra, og man må på bedste vis prøve at rejse sig efter faldet. For en periode vil man måske føle sig fortabt.

Fortabelsens virkelighed kender de fleste nok til i en eller anden grad i form af angst, ensomhed eller håbløshed. Nogle mennesker lever mere konstant med følelsen - Andre mærker den i perioder. Den kan komme i forskellige forbindelser, f.eks. dødsfald eller skilsmisse eller sygdom. Den kan også komme uden nogen grund. Bare som en udefinerbar tomhed. Der er ikke noget, der giver mening eller glæde. Alting bliver uoverskueligt og glædesløst. Fortabtheden bliver en tro på eller en stærk følelse af, at det aldrig bliver anderledes. Når noget føles meningsløst, betyder det som regel, at noget har mistet sin sammenhæng. Det, man savner, er så at finde ny sammenhæng i tingene. Og dér, hvor der er støtte at hente, det er i kontakten med de mennesker, eller de ting eller gøremål, der har værdi for en, og som gør livet værd at leve - lige der, hvor man er i sit liv - og på trods af den krise man befinder sig i.

Man kan også udtrykke det anderledes ved at sige, at der, hvor et menneske ikke længere er i stand til at sige sig selv, at livet er glædeligt og værd at stå op til - der har mennesket brug for modsigelse. Noget eller nogen, som siger en imod i det, at livet er håbløst. Nogen eller noget, der holder en fast i et livtag, og som modsiger den ulykke eller sorg, som man ikke selv kan finde sammenhæng i. Vil du være rask? Sådan sagde Jesus til den lamme ved Bethesdas Dam. (Joh 5,6). Det kan umiddelbart forekomme som et lidt sært spørgsmål. Men måske ligger der noget meget eksistentielt gemt i spørgsmålet. For når man har mistet håbet om, at tingene nogensinde bliver anderledes, så kan man (billedligt talt) blive lammet og ude af stand til komme videre. At være fortabt - det kan man vænne sig til. I spørgsmålet vil du være rask ligger netop den modsigelse, der kan hjælpe en videre, og som medfølger forandring. Uanset om den er nok så lille. Prisen er at turde lytte til eller se det (eller den), der barmhjertigt siger en imod, og som ser håb, der hvor man ikke selv finder håb. Modgangen bliver til medgang, der hvor noget eller nogen går med dig i dit liv som en medganger.

Menneskers fald og oprejsning er tilstande, der er mere eller mindre dynamiske. Den, der er faldet, har mulighed for at rejse sig. Og for den, der står oprejst foreligger risikoen for at falde. Sådan er naturlovene for menneskets eksistens - og de er sjældent koordineret efter moralloven eller etiske bestemmelser. Dvs. hvis man begynder at lede efter årsager til, hvorfor det går en i livet, som det gør, så er det en eftersøgning, der nok hurtigt bør indstilles. Gud lader solen skinne og regnen regne over gode såvel som onde. Livet er groft sagt ikke retfærdigt, og nogen gange går det mennesker helt modsat, end hvad man havde af forventninger.

John Lennon sagde: Livet er det, der sker, mens du er i gang med at lægge andre planer.
Det er en væsentlig erkendelse. At livet er det, der sker nu og her, mens vi er i gang med at lægge andre planer. Det kan man godt glemme lidt, når man fortaber sig i de ting, man endnu ikke har opnået, eller som man måske er fortabt over aldrig at ville få mulighed for at opnå. Trøsten er, at der findes en fylde, som vi får uden krav. Det er det at være lige nu. Det er en fylde, der findes i livet og i Guds kærlighed. Hvis du forstår og mærker den, så kan den fylde dig lige nu - med dine medmennesker og med din Gud.

Motivet af Maria, der sidder med sin døde søn i armene afslører mennesket i dets sorg og i dets forladthed. Men motivet må ikke fastholdes der. For der er kun tale om en tilsyneladende forladthed. Marias søn var ikke kun sandt menneske. Kristus er sand Gud. I troen på at Han er med os som en "medganger" i vores liv, (hvordan det end arter sig), i den tro er der håb. Han modsiger os fra nu af og til evig tid, når vi bliver i tvivl om hvorvidt, livet er livet værd. Vil du være rask? Spørger han. Så rejs dig! Og gerne ved din næste milde hånd.

I Jesu Kristi navn. Amen.

(Marlene Lindsten)

Alle helgens dag
Evangeliet: Matthæus 5,1-12
Christians Kirke, 2. november 2008 

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

***

I går så jeg mod himlen. Jeg så et smukt og særligt syn. Jeg så en himmel der var åben så langt øjet rakte, en klar lyseblå himmel og jeg så en himmel der var lukket, den var væk bag et tæt gråt tæppe af skyer. Overgangen fra den ene himmel til den anden himmel var lige, tydelig, sjælden. I må alle have set den. Jeg tænkte at det var et fantastisk billede på hvordan jeg lever, hvordan jeg forstår mit liv, med himlen på én gang åben og lukket. Når jeg ser på den åbne blå uendelige himmel bliver jeg tryg og rolig, der er noget fremtidigt i det, noget jeg ikke selv behøver bekymre mig om. Og når jeg ser på det tæppe der lukker himlen for mig, ja så bliver jeg mindet om hvor jeg er, nemlig her på jorden, godt og vel halvvejs i mit liv, håber jeg, og også det er trygt og godt, også det giver mig ro.

Luther sagde som en kritik på sin samtid: Vi svæver mellem himmel og jord. Og det betyder ikke et både og, men snarere et hverken eller. Han ville så gerne forstå hvad Gud ville med ham. Han ville forstå hvad livet på jorden betød, han ville være i det og ikke kun i en uvis fremtid. Det var hans kritik af tidens kirke, at den med dens fokus på det der skulle komme, lod mennesket slippe fra selv at leve livet for Gud og for næsten, sådan som det var tænkt. Det var hans kritik af afladen, at man kunne købe sig til en sikker fremtid, at man ikke selv behøvede at mene noget med det, at der ingen ærlighed var i det, ingen troskab. Billedet var rammende dengang, men vi kan nu også bruge det i dag; vi svæver mellem himmel og jord. Heller ikke i dag, kan vi være både i fremtiden og i nutiden på samme tid. Vi løber efter det der skal komme, en uvis fremtid, som vi måske, måske ikke får indflydelse på. Den der kun har fremtiden for øje, glemmer at fylde sin nutid, og kommer tom ind i fremtiden. Nok er den klare blå himmel skøn at skue, men under mine fødder mærker jeg tydeligt jordens forskellige overflader, den kan være blød og varm, men den kan også være kold og hård og gøre ondt. Det kender vi vel alle til.

Saligprisninger som jeg læste for jer før er i nutid. Heller ikke de handler kun om en fremtid vi ikke kender. Og når vi i dag på Allehelgens søndag mindes vores døde, så husker og mærker vi det aftryk de satte på os her i livet, det de betød for os her på jorden. Salige er de der tør være i livet. Salige er de der vil leve i sandhed. Sådan kunne man sammenfatte disse 9 saligprisninger, der fortæller om et menneskes liv i medgang og modgang. I disse 9 saligprisninger ligger nøglen til at turde være i livet, at ville leve i sandhed. For i denne begyndelse på Jesu så berømte bjergprædiken rammes vi af det vi som mennesker allerede har erfaret, nemlig at saligheden, lykken ikke altid kan ses udenpå. At lykken ikke er forbundet med en bestemt adfærd, en bestemt status, et bestemt liv, eller en bestemt fremtid. Lykken er at bære sandheden i hjertet, at søge at leve den. Det var det Luther kæmpede for, at vi bar sandheden i hjertet og søgte at leve den. Det er det der menes med troen først, den sande tro på Gud som skaber, Kristus som frelser, og Ånden som opretholder. Den sande tro der tager det ord der tales til os alvorligt og handler på det. Det var Luthers hovedærinde, at få os til at forstå, hvad meningen med livet er. At vi skal finde vores plads i det, vores rette plads, i forhold til Gud og i forhold til hinanden. 3 små tommelfingerregler gav han os til at forstå livet: Troen alene, Ordet alene, Nåden alene. Troen alene, hvad betyder det. Det betyder at troen er alt hvad der skal til, af troen vokser alt andet. Når du tror så overgiver du dig, så følger du, så handler du. Ordet alene, hvad betyder det. Det betyder at sandheden skal findes i hvad Gud har talt til dig, direkte til dig. Det betyder at der intet er der ligger sig mellem dig og Gud, I kan selv, I skal selv. Nåden alene, hvad betyder det. Det betyder at Gud gerne vil dig, det betyder at du ikke skal gøre dig fortjent på tusind måder som du alligevel ikke magter. Det betyder at du kan leve dit liv, her på jorden, som den du er, et menneske der kender til virkeligheden, der her mærket livet, mærket jordens forskellige overflader, både de rare og de mindre rare. Et menneske der har erfaret at saligheden ikke findes i den ydre succes, men at saligheden findes dér hvor det sande liv leves.
Saligheden findes også dér hvor livet ikke lykkes, men ikke pga. dét, snarere på trods af det.

Hvorfor? Fordi det ikke kunne være anderledes. Det liv vi lever her på jorden med hinanden har alle sider i sig, fra det skønneste til det grimmeste, fra det letteste til det hårdeste, fra det største til det mindste. Men fælles for os alle uanset om vi er fattige i ånden, om vi er rene af hjertet, om vi er sagtmodige, stifter fred, søger retfærdighed, forfølges, hånes, er barmhjertige, eller om vi sørger, fælles for os er at vi er salige. For Kristus har været det alt sammen med os, han har sørget, været sagtmodig, hungret efter retfærdigthed, han har været barmhjertig og ren af hjertet, han har stiftet fred, men han er også blevet forfulgt og hånet. Og selv fattig i ånden har han været. Han er ikke blot i en klar blå efterårshimmel, han er også her under skytæppet med os.

I dag mødes vi i kirken for at mindes, vi mindes vores kære som vi har mistet, vi mindes deres liv med os, alt det de gav os, alt det de var for os. Vi er her også for at takke, for fællesskab med hinanden, for at vi er salige også i sorgen og smerten. Vi er her for at huske hinanden på at hvad vi betyder for hinanden, for at glæde os over det, for at mærke den styrke det giver. Sådan tager vi os selv og hinanden alvorligt, sådan tager vi livet alvorligt, langt ud over dødens grænser. Sådan lader vi lyset skinne i det mørke der sænker sig når døden river os fra hinanden. Derfor vil vi nu tænde lys for de døde, til minde om at de lyste for os.
Amen

(Selma Ravn)

20. søndag efter trinitatis
Evangeliet: Matthæus 21,28-44
Den Norske Kirke, oktober  2008  

Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.  For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«

***

Det er ikke svært at få øje på det latterlige i, at ord og handling ikke hænger sammen. Det findes der masser af eksempler på. Politikere, der prædiker ægteskabets ukrænkelighed, men selv bliver taget i utroskab, nødhjælpschefer, der viser sig at være mest optaget af at sikre deres egen pensionsordning osv. Måske er det kristendommen, der har opøvet vores blik for sammenhængen mellem ord og handling. I hvert fald møder vi i Det Nye Testamente adskillige eksempler på, at sammenhængen understreges. Tænk fx på beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvor først en præst og dernæst en levit - en tempeltjener - ser den sårede mand i grøften - og går forbi. De undlader begge det, som den tredje, samaritaneren, gør. De er latterlige, fordi de betragter sig selv som gode, gudfrygtige mænd - men undlader at handle derefter. Det bliver ved ordene.

Det er også temaet i dagens evangelium, som jo egentlig består af to lignelser. Vi hører først om en mand med to sønner. Han beder dem begge om at arbejde i vingården. Den første siger ja, men mener nej. Den anden siger nej, men fortryder åbenbart, og gør hvad han er blevet bedt om. Hvem af dem gør sin fars vilje, spørger Jesus - og hverken hans tilhørere dengang eller vi i dag er tvivl om svaret: for det er selvfølgelig ham, der ganske vist siger nej, men fortrød. Og så hører vi en anden lignelse - også den handler om en vingård, som ejeren betror nogle vingårdsarbejdere. De er sat til at dyrke deres Herres vingård, men i deres handlinger - i praksis - fornægter de alt, hvad der kommer fra deres herre.  Til sidst sender han sin søn, men også ham fornægter de og de slår ham ihjel. Begge lignelser er henvendt til farisæerne og de skriftkloge - og der er i lignelserne en klar kritik af dem. De siger ja med munden, bruger enhver given lejlighed til at fortælle, at de søger Guds vilje og retfærdighed. Men når Guds retfærdighed kommer, når den udfolder sig lige for øjnene af dem, tror de ikke på det, de hører og ser. Eller de ligner vingårdsarbejderne, som har fået det hele betroet, men ikke vil kendes ved det, der hører deres Herre til, når det kommer til stykket.

I kristendommens historie er lignelserne ofte blevet fejllæst og fejlfortolket som en dom over de jødiske ledere og dermed det jødiske folk. Med alvorlige konsekvenser. Det er et af de sorte kapitler i kristendommens historie, at jøderne - bl.a. med afsæt i den her tekst - er blevet dæmoniseret som det folk, der har forhærdet sig og forkastet Kristus og derfor i virkeligheden selv har nedkaldt forfølgelse og straf over sig. Det er måske i virkeligheden den mørke bagside af det her med at have et skarpt blik for sammenhængen mellem ord og handling - og manglen på sammenhæng. Bagsiden er, at det skarpe blik meget hurtigt bliver ubarmhjertigt og at det skarpe blik som oftest er skarpest, når det gælder andre. "Det er også de ....", lyder det, og så får den indestængte vrede frit løb og fordommene vokser vildt. Det er en farlig illusion at affærdige dagens tekst og lignelserne med, at det er det jødiske folk, de handler om. De handler om noget grundlæggende menneskeligt. Det er lidt ligesom med satiren: Når vi er færdige med at grine ad politikeren, der bliver grebet i at undsige sine egne ord, så skulle den eftertanke og selvransagelse gerne indfinde sig, at vi alle kender til det, at vores ord og handlinger falder fra hinanden. Og når vi hører lignelserne i dag som billeder på, at de religiøst alvorlige jødiske ledere går fejl af Gud, fordi de har gjort sig deres eget billede af Gud og derfor ikke vil kendes ved ham som han er, ja så skal vi ikke blive stående ved det, men så vender det et kritisk spørgsmål mod os: Står vores billede af Gud i vejen for, at vi kan se Gud? Lader vi Gud selv komme til orde eller lukker vi ører og hjerte for, at Gud kan vise sig på en måde, vi ikke forventede?

Lad mig fortælle en historie eller anekdote. Det er en historie om mand, der lever i et land, hvor der en dag bliver en voldsom oversvømmelse. Til sidst sidder manden oppe på tagryggen. Han er from mand, så han beder uophørligt Gud om hjælp. Mens han beder, kommer der redningsfolk forbi i vandet. De har redningskranse med og råber, at han skal tage en og følge med. Men det afviser han. Nej, jeg får hjælp fra Gud. Lidt senere kommer andre redningsfolk forbi i en gummibåd og råber til manden, at der er plads i båden. Igen afviser han. Nej, nej. Jeg venter på, at Gud griber ind og hjælper mig. Lidt efter flyver en redningshelikopter ind over mandens hus og mandskabet signalerer, at de vil hejse en stige ned til manden. Han vinker afværgende og helikopteren må flyve uden manden. Lidt senere er vandet nået op til tagryggen og manden drukner i vandmasserne. Han kommer op til Skt. Peter, der fører ham ind foran Gud selv. Manden kunne ikke lade være med at bebrejde Gud. Jeg bad og bad, jeg havde tillid til at du ville høre mine bønner. Hvor var du, Gud? Og Gud svarede: Du ville jo ikke. Jeg sendte folk med redningskranse, jeg sendte en gummibåd og til sidst en redningshelikopter, men du ville ikke tage imod nogen af delene! Det er en historie om, at Gud sprænger det billede, vi har gjort os af Ham. Han overrasker. Og det mest overraskende - underet over alle Guds undere - det er, at Han har ladet ord og handling smelte sammen i Jesus Kristus. Hos ham var der fuld overensstemmelse mellem det, Han sagde og det, Han gjorde. Han var altid ét med sine ord, ja, han var Ordet. Derfor er Han blevet hovedhjørnestenen i det fællesskab, som Gud indlemmer os i.   I det rige, Han bringer, hører alle med - de frelste og de fortabte, ja, de sidste skal endda gå først ind i Hans rige. Sådan er rækkefølgen og den rokkes der ikke ved. For Hans ja er et ja, der står ved magt. Hans rige kommer, Hans vilje sker. Det klyngede toldere og skøger sig til. Og det kan vi klynge os til, selvom vi først kommer efter dem.

I Jesu Kristi navn. Amen.

(Peter Birch)

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.«

Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

***

Fortællingen om opvækkelsen af Lazarus i klippehulen ligner beretningen om Jesu opstandelse påskemorgen - så meget at dagen i dag er blevet kaldt "efterårets påskedag." Den store forskel er, at kvinderne i Påskeevangeliet finder Jesu grav tom. Kristi ligklæder ligger på jorden - tøj og klæder er der ikke brug for blandt de levende i Guds rige - (som er) Kristi nye adresse. Forskellen ligger i betydningen af den tomme grav - netop at Kristus er opstået fra døden - han er gået bort fra denne verden til sin Far i himlen. Anderledes er det med Lazarus' grav - den er ikke tom. Som et tegn på sin guddommelige identitet - er opvækkelsen af Lazarus en demonstration af den levendegørende magt, Jesus besidder og som gør ham i stand til at kalde Lazarus tilbage til livet. Jeg er opstandelsen og livet, siger Jesus til Martha.  Det er en dramatisk og bevægende påmindelse om, at Kristus ikke alene skænker evigt liv til vores døde - han rækker også liv til de levende - til os - der - nu og her - vandrer rundt på jorden.

Hvad Lazarus end fejlede, så var det ikke en sygdom til døden - af den enkle årsag, at Jesus er til. Jesus stiller sig foran Lazarus´grav og hans Ord kalder Lazarus til live. Jesu ord er ikke et vække-ur, men et vække-ord! Jeg er livet, siger Jesus; den der tror på mig, skal leve, om end han dør. Her er ikke tale om tunge teologiske dogmer og læresætninger. Jesus peger på sig selv; at tro på ham og at høre hans ord, det er at modtage liv, for Han er livet! - og at have liv i Kristus er at have håb og tillid til, at livet er værd at leve - på trods af døden.  "Det må være dejligt at være troende", sagde en pårørende til mig i forbindelse med en begravelse. Den pårørende havde mistet en slægtning, og han kunne ikke finde trøst eller håb. For ham gjaldt det, at så længe der er liv, er der håb. Forståeligt nok. I den kristelige forståelse rækker håbet længere end til døden. Der er håb, selvom der ikke længere er liv - et håb, som Paulus udtrykker med ordene: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!  Menneskets egne forestillinger og ønsker om, hvad der skal ske med os efter døden, slår ikke til. Kristendommen retter sit håb mod det Ord, der tilsiger os, at selvom det gamle og velkendte er forbi: Se, noget nyt er blevet til, en ny morgen, et nyt kapitel i Guds historie.

Men også for den troende, kan håbet være svært at fastholde. For det er langt fra altid, at mennesket ønsker, at alting skal blive nyt! Vi vil som mennesker gerne fastholde, det vi har. Og når vi mister det, så vendes glæden på et øjeblik til vrede eller sorg. Det ville være et kynisk menneske, der ikke græd tårer, når det måtte tage afsked med et elsket og nærtstående menneske.  Følelsen af sorg er ubehagelig, og mennesket vil helst undgå den. Men Sorgen hører med til livet, fordi døden er en realitet i verden og et vilkår, der gælder for alle. Sorgen er lige så vigtig som glæden. For sorgen er et vidnesbyrd om, at der forud var kærlighed. Sorgen Er kærlighed, sådan som kærligheden ser ud i fraværet af den elskede. Eller med et kendt udtryk: sorgen er kærlighed, der er blevet hjemløs. Betragtet på den måde, er sorgen den relevante måde at forholde sig til virkeligheden på, når virkeligheden eksempelvis er, at et elsket menneske er borte eller død. Sorgen bliver en livshjælp, der hjælper mennesket til at give slip.

Der er gode eksempler i Bibelen på, at det eneste, der hjælper i sorgen, det er at sørge. Det vidste f.eks. Job i Det Gamle Testamente i modsætning til hans venner, der forsøgte at få hans sorg til at gå væk ved at give hans lidelse en fornuftig grund. Og Rakel græder over sine børn; hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Trøsten er, at så ondt det end gør at skilles fra et elsket menneske, så ville vi ikke have været det menneske foruden. Det er kærlighedens pris. Prisen for at elske er, at vi ikke længere kan være ligeglade med at dø eller med at vores elskede dør. Da Jesus ser Marthas og Marias sorg over deres døde bror, græder også han. Han var sandt menneske - hans tårer vidner om hans medfølelse og medmenneskelighed. Selv betalte han kærlighedens højeste pris ved sin død på korset. Og da han bliver taget ned fra korset, må Jesu mor sidde med sin døde søn i armene - hvem skal trøste Maria? Atter er spørgsmålet: Hvilket menneske kan trøste et menneske i sorg. For i virkeligheden er der ingen råd eller velmenende ord, der hjælper. Det eneste, der hjælper i sorgen er at sørge. Og så naturligvis håbet! Håbet er, at som Jesus vandrede ud af graven og ud af døden - sådan vil vi og vores kære også vriste os fri af "dødens istaphånd." For Gud er ikke Gud for døde, men for levende. Håbet er, at der er bygget en bro mellem det jordiske liv og livet efter døden.

- Går man en tur henover kirkegården, er det meget synligt, at slægt skal følge slægters gang. De døde er - i stilhed - iblandt os og minder os om, at vi har livet til fælles både med dem, der levede her før os, og med dem, der kommer til at leve her efter os. I trosbekendelsen formuleres det i 3. trosartikel, at vi tror på de helliges samfund. Det er ikke kun et samfund af levende. Kirken, de helliges samfund, omfatter både de levende og de døde. Intellektuelt må man give op over for at forstå fællesskabet mellem levende og døde, men det udelukker ikke, at man eksempelvis her i gudstjenesten måske kan fornemme og erfare fællesskabet på tværs af døden. Her kan vores tanker i ord, bøn og rum bygge bro over døden. Og i Kristi navn kan vi også hjælpe og se til, at de levende bygger bro imellem hinanden - i næstekærlighedens tjeneste. For at Jesus kalder Lazarus tilbage til livet, har også den betydning, at Lazarus bliver givet mulighed for at gøre alting nyt i sit liv. Han bliver vækket til live - ligesom vi mennesker, kan have brug for at blive vækket til live, så vi kan starte på en frisk - hvilket måske betyder, at vi kommer til at leve anderledes - kommer til at tænke anderledes - kommer til at se anderledes. I alt hvad livet møder os med, er vi båret oppe af ham, som om sig selv siger, at han er opstandelsen og livet. Hvor skulle jeg flygte hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Kristus er gået i forvejen - selv ad den mørkeste sti, vi mennesker måtte bevæge os ind på - der har Han været før os. I troen på Kristus, kan det derfor aldrig blive så mørkt, at der ikke vil trænge en lille lysstråle ind til os. Et lys, der kommer fra Ham, som er Lyset - og som også lyser på os gennem de mennesker, der er tæt på os (Næsten).

Troen på Kristus som opstandelsen og livet får os til at se mere end det vi tabte. Vi ser også det, vi allerede har: livet, hinanden, os selv; vi fik det for intet - aldrig har det været vores, men kun til låns. Hvad Gud gav, vil han have tilbage igen, men på nådens betingelser.

Nåden er, når alt er tabt at få alt tilbage. Amen.

(Marlene Lindsten)

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

***

Vi kan vist alle sammen genkende situationen. Vi styrter rundt for at ordne et eller andet. Fx som her i dagens evangelium, fordi vi pludselig har fået uventet besøg og gerne vil stable noget på benene, så hurtigt som muligt og i bedste mening. Og så er der en, der slet ikke deltager. En, der sætter sig afslappet til rette og taler med gæsten. Giver sig god tid til at lytte til gæsten og nyde, at han er trådt ind ad døren. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men det er i hvert fald en situation, der ville kunne provokere mig.

Vi kan godt genkende situation. Det påfaldende er imidlertid, det er mit gæt, at det er Marthas irritation, vi genkender og umiddelbart identificerer os med. Det ligger ikke på samme måde lige for at identificere sig med Maria. Det er Marthas irritation, men jo også hendes forurettethed, vi genkender. Marias handlemåde indfinder sig ikke med samme selvfølgelighed hos os. Marias handlemåde skal vi lære, for vi lever i en kultur, der hylder det aktive menneske, det menneske, der præsterer noget og som gør en forskel.

Både Martha og Maria er glade for Jesu besøg. Det er ikke sådan, at vi kan affærdige Martha med at hun flygter ind i sit arbejde, fordi hun ikke gider være sammen med Jesus. Nej, hun er oprigtigt optaget af at gøre det så godt som muligt. Alle hendes anstrengelser går netop på, at Jesus skal føle sig velkommen. Men i forhold til Martha fremhæver Jesus altså ikke desto mindre Marias handlemåde. Hun har valgt den gode del.

Maria har det vanskeligt i vores moderne samfund. Hun repræsenterer det uproduktive. Vi dyrker det produktive menneske, væksten, og gør det i grad, så vi er begyndt at længes efter ro, efter oaser, hvor vi ikke hele tiden skal yde for at blive regnet for rigtige mennesker. Ugebladene er fyldt med bud på, hvordan det moderne menneske kan finde roen, eftertanken, nærheden. Problemet er, at mange mennesker i mellemtiden har glemt, hvordan man gør. Og at den form for ro, eftertanke kun har sig selv som omdrejningspunkt. Derfor bliver også det at slappe af, det at tage imod gjort til en øvelse, en ydelse, en præstation. Man kan blive helt stresset af at skulle slappe af og være modtagende, hvis det er på den måde! Maria har valgt den gode del. Hun er ikke optaget af, hvad hun har at gøre, men af, hvad hun kan modtage. Hun giver sig fuldt og helt hen til øjeblikkets nærvær. Til at lytte og til at modtage.

Mon ikke vi alle sammen har prøvet at forberede et besøg eller en fest gennem lang tid. Vi sætter alle sejl til, for at det her skal blive en succes og gæsterne kommer og aftenen klapper og alle forberedelserne går op i en højere enhed - og så sidder vi alligevel bagefter tilbage med en følelse af, at vi druknede i alle forberedelserne og aldrig rigtig fik talt med gæsterne. Aldrig rigtig fik den ro, der skal til for at være nærværende og lyttende.

Den lille beretning om Jesu besøg hos Martha og Maria står i Lukasevangeliet lige efter beretningen om den barmhjertige samaritaner. Den slutter med at fremholde samaritaneren som eksempel til efterfølgelse; han hjælper den nødstedte, og Jesus slutter dén beretning med ordene: Gå du hen og gør ligeså. Umiddelbart efter fortæller Lukas så om besøget hos Maria og Martha, hvor pointen i hvert fald tilsyneladende er den modsatte: Maria, der ikke gør noget, men sætter sig ved Jesu fødder og lytter til det, han siger, bliver fremhævet som den, der har valgt den gode del. Men det er kun tilsyneladende, at der er en modsætning mellem de to beretninger. For fælles for de to beretninger står Jesus selv i centrum: det er ham, der fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner og det er ham, Maria kort efter sætter sig for at lytte til. Han er den gode del, for han er på samme tid den, der byder os at elske Gud og vores næste som os selv - og selv udtryk for den kærlighed og tilgivelse, vi modtager fra Gud. Det gode del, som Maria har valgt, består netop i at hun søger ro, eftertanke uden for sig selv. Hos ham, der taler til hende.

Vi kan lytte til mange forskellige stemmer i verden. Vi bliver nærmest bombarderet med stemmer, budskaber, folk, der vil have os til tro det ene og det andet, vælge en vej frem for en anden. Men beretningen om Jesu besøg hos Martha og Maria fortæller os, at der er en god del, som ikke skal tages fra os, hvis vi lader ordet lyde. Verden fortæller os, at mennesker og folk er overladt til deres egne skæbne. Men når vi sætter os ved Jesu fødder, så hører vi:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at de, der tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Verden vil have os til at tro, at sult og fattigdom, forfølgelse og diskrimination er uundgåelige fænomener, noget, vi må affinde os med. Men når vi sætter os ved Jesu fødder, så taler han til os og siger: Jeg er kommet for at de skal have liv og have overflod. Når det hævdes, at vi er overladt til at skabe vores mening, og at den ene mening kan være lige så god som den anden, så lyder det fra Jesus:
Den tid kommer, ja den er allerede, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Når vi tvivler og fortvivler over alt det, vi ser og hører i medierne og i verden omkring os, og tænker at mørke og død og ondskab måske alligevel får det sidste ord, så skal vi med Maria sætte os ved Jesu fødder og høre ham: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Den gode del, det er Ham, som kom til verden for at åbenbare Guds kraft og sandhed. At vælge den gode del, det er at lytte til Ham og holde sig til Ham, når alle verdens såkaldte sandheder gør krav på vores hjerter, vores håb, tro og drømme.

I Jesu Kristi navn.
Amen.

(Peter Birch)

8. søndag efter trinitatis
Evangeliet: Matthæus 7,22-29
Den Norske Kirke, søndag den 13. juli 2008

Jesus sagde: Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

***

Der er ingen grueligere plage, jammer eller ulykke på jorden end en prædikant, der ikke prædiker Guds ord. Sådan skal Luther have sagt. Tag lige den præst. Og når så Luthers slag er holdt op med at gøre ondt, så rammer præstens eget slag, stram dig an, iklæd dig ydmyghed, husk hvad der er på spil. Husk din menighed fortjener at evangeliet forkyndes rent og purt, det er du kaldet til. Men hvad er så rent og purt. Det er der flere meninger om, det må vi erkende, enige er vi ikke om hvad vi skal drage af Guds ord, det vidste Luther om nogen. Det er såmænd ikke blevet så meget anderledes, selvom vi i dag kan sige at vi arbejder for at findes et fælles fodslag. Mens vi prøver at samle den splittede kristne verden, ja så splittes vi internt i vore egne kirkesamfund, i højrefløj og venstrefløj og midterfløj. Vi skændes om rimeligheden i de andres forkyndelse, om dens berettigelse og dens autoritet. Sørgeligt måske, men også livsbekræftende og en tydelig markering af hvilken plads og hvilken vægt Guds ord har i vore liv. Det er her i den stædige fastholden på at vi har hørt og vi har handlet alt efter Guds ord, at vi for alvor mærker hvad der er på spil. Høre og handle, høre og handle. Er det ikke lige præcis hvad Luther siger, når han gør op med pavens patent på at høre. Alle kan vi høre, og når vi hører, så må vi handle. Men hvor er det så vi går gal af hinanden, hvorfor er det vi må kæmpe en livsvigtig kamp mod hinanden, striden om hvem det egentlig er der prædiker Gud ord, hvem det er der har Guds Ånd.

Er der noget vi har mærket i vores udlændighed i Vor Frelsers Kirke må det være at prædikenen er rykket tættere på. For jer korsangere og for organisten er prædikenen ikke længere pausen, for nu sidder I lige midt i det. Og hverken menighed eller præst kan længere gemme sig, dertil er vi alt for tæt på hinanden. Og søndag efter søndag står jeg her, og håber i hjertet at det nu er godt nok. En lille del forfængeligheds-godt nok, og så en stor del alvors-godt nok. Den lille del forfængeligheds-godt nok tilskriver jeg det at jeg er et menneske, der lever også af anerkendelse, og når vi som mennesker ikke får lyttet til den anerkendelse der strømmer til os fra skaberen, ja så søger vi den, i mere eller mindre sund grad, hos hinanden. Den større del alvors-godt nok, bunder i forståelsen af hvad det er der er på spil. Nemlig at høre og handle. Og det er ingen lille parentes på livets vej, det ikke en lille flig af hvad der er at sige. Det er selve livet og det er selve sandheden. Og når de ord sættes på så begynder præstens knæ at ryste, og der skal noget til at mande sig op og tale myndigt til menigheden. Hør Guds ord som jeg hører dem, som jeg forstår dem, som jeg udlægger dem. For det er hvad præsten gør i sin prædiken, det er hvad vi er kaldet til, at lade Guds ord høre højt og tydeligt for enhver. Men når det lyder fra min mund, har det været en tur gennem mine ører, en tur forbi mit hjerte, og hvad der dér står skrevet, og så en tur herop, anderledes kan det ikke være som barn af fornuften. Men hvad vi hører, og føler og tænker det er ikke det sammen, det er tydeligt for enhver. Men det er også tydeligt for enhver at det der skal høres er så vigtigt at vi ikke kan gå på kompromis, at vi ikke kan søge konsensus, og at vi stædigt holder fast, ikke fordi vi synes at netop vi har fundet sandheden, men fordi sandheden har fundet os. Det er præstens trøst på prædikestolen, at det ikke mig men HÅ der virker troen i jeres hjerter. Luther siger i en prædiken til netop denne 8. søndag efter trinitatis: Hvorledes kan vi vide, hvad der er Guds ord, eller hvad der er galt eller rigtigt? Vi må lære det af de lærde, af paven og kirkeforsamlingerne. Velan, lad dem afgøre og sige, hvad de vil; men dér kan du ikke grundfæste din fortrøstning eller stille din samvittighed tilfreds. Det gælder dig din hals, det gælder dig livet; derfor må Gud sige dig ind i hjertet: Dette er Guds Ord. På anden måde afgøres det ikke..... Ordet kan man nok prædike for mig, men ingen uden Gud kan give mig ordet til hjertets dyb. Derfor lader jeg mig ikke bringe bort fra det ord som Gud lærer mig.... Det er sådan, intet menneske skal få mig derfra.

Det er ikke fordi vi har fundet sandheden men fordi sandheden har fundet os. Det er lige præcis det han siger, Jesus, her i de sidste ord af bjergprædikenen. At vi skal høre den sandhed der borer sig ind i vore hjerter, og klæber sig til vores bevidsthed. Og vi skal handle efter den, vi skal leve efter den, for kun sådan smelter livet og sandheden sammen. Lignelsen om den kloge mand der forstår at bygge sit hus og liv på det rigtige grundlag er en kraftfuldt og værdig afslutning på en smuk og rammende tale, som bjergprædikenen jo er. Og de som har hørt hele prædikenen er slået af forundring, for de har mærket hans myndighed, og han har givet dem ordet til hjertets dyb. Og lignelsens billeder taler lige til os. Klippen, der ikke kan væltes, det er det evige, urokkelige, kompromisløse vi trygt kan hvile og leve på. Sandet derimod er lunefuldt, ligesom den sandhed vi selv har fundet, måske oven i købet fundet på. Sandet æder sig ind på os, det dækker os og lammer os ender med at opsluge os og få os til at forsvinde. Livet i sandet er et hårdt liv, vi aser og maser og knokler for at holde balancen, intet kan vi slippe af frygt for at det forsvinder. Sådan er livet på klippen ikke. Her kan vi efterlade alt og finde det igen, her kan vi bare falde i søvn og vågne op igen.

Vi skal høre sandheden og handle efter den, og ikke tro os større og klogere end livets ord. Det ord der fortæller os at vi kun bliver større og bedre ved at fylde mindre. Og når vi så står i sand til halsen skal vi lytte til det ord Guds har givet os til hjertets dyb, det ord der lover os at klippen er der, vi skal blot række ud holde fast.
Amen

(Selma Ravn)

4. søndag efter trinitatis
Evangeliet: Matthæusevangeliet 5,43-48
Den Norske Kirke, søndag den 15. juni 2008

Jesus sagde: I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!  

***

Det er naturligt for mennesker at have fjender. Fjendskaber er - eksempelvis inden for venskaber og ægteskaber - at nå til enighed om, hvem man ikke kan li'. Og netop det - de fælles fjender - kan styrke samhørigheden i venskabet eller ægteskabet.

Om en lille uges tid er det midsommer. Så bliver der tændt bål rundt om i det ganske land, og mens der bliver kigget dybt ind i bålflammerne, synger vi med på Holger Drachmanns folkekære "Midsommervise". Tonerne flyder ud i den varme sommeraften, hvor roen indfinder sig iblandt bålfolket. "Vi vil fred her til lands". Sankt Hans aften er en af de få stunder i året, hvor følelsen af et nationalt sammenhold brænder igennem. De store Sankt Hans bål er ifølge Holger Drachmann "glædesblus" der holder ufredens ånd fra livet. Fjenden kan bare komme an - vi står klar med sværdet i hånden. For vi elsker vort land, og ingen fjende skal true freden.

Når jeg udlægger det på denne måde, er det fordi jeg vil vise, at fjender kan være praktiske at have. For et land kan det simpelthen tjene landets Indre sammenhold at have en Ydre fjende. Men ét er en midsommervise, noget andet er virkelighedens verden. I virkelighedens verden er freden fredløs! Den fjendekonstruktion, der er en rød tråd i mange nationalsange, er en konstruktion, der mest af alt tjener til at fremme fædrelandskærligheden. Jo større had til fjenden - jo bedre. I de gamle nationalsange er fjendebilledet næsten blevet en romantiseret størrelse. I virkelighedens verden - i dag - er fjendebillederne i farver, og de marcherer direkte igennem fladskærms-tv'et og ind i vores stue og beretter dagligt om blodige opgør og tab af mange menneskeliv. Af frygt og foragt for andre forfølger og forulemper mennesker hinanden. Både i det store og i det små. Det er menneskers frygt og foragt, der forårsager såvel terrorisme og racisme som dagligdagens utallige ondskabsfuldheder.

I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende, siger Jesus konstaterende i det brudstykke af bjergprædikenen fra evangeliet til i dag. Også på Jesu tid lå det - så at sige - i blodet, at mennesker bruger fjendebilleder i et forsøg på at legitimere deres had. Det er over for det her massive opbud af foragt, vrede og had, Jesus i dagens evangelium siger: men jeg siger jer... I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn. Når vi står over for budet om fjendekærlighed, er det lige før hjerterne bliver tvivlende kolde. For det er svært at forstå, hvordan man skal kunne elske dem, man frygter eller måske bryder sig allermindst om. Det er som om, at Jesu Kristi ord om fjendekærlighed ikke passer ind i vores virkelighed, sådan som den møder os med dens trusler og trængsler. Til tider kan det oven i købet være svært nok at elske sin næste, dvs. sine nærmeste. I visse forhold er den naturlige kærlighed ikke så naturlig endda. Og der hvor det forsøges at leve i fredelig sameksistens, der vil man nok mene, at grundlaget for den fredelige sameksistens hviler på fornuftens grundlag, snarere end på kærlighed til fjenden.

Derfor må vi erkende, at Jesu ord om kærlighed til fjenden ikke er af denne verden.
De er af Guds verden. Den Gud, som lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Jesu ord er ikke af denne verden. Ikke desto mindre blev de levet fuldt og helt i denne verden af ham selv. Sådan som det skete, da han på korset bad og døde for sine fjender. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Selvom Jesu ord ikke er af denne verden, så er de talt til os, der lever i verden. For at I skal være jeres himmelske fars børn, siger han. - Det er lidt paradoksalt, for i dåben er vi jo allerede gjort til hans kære børn.
Vi skal altså med andre ord blive, hvad vi allerede er: Guds kære børn, borgere i Guds rige og arvinger til det evige liv. Det har ikke noget med selvudvikling eller moralsk indsats at gøre. Det er ikke en almen regel om at være god - eller i hvert fald lidt bedre end i går - og det er heller ikke en opfordring til religiøs anstrengelse. Jesu ord i bjergprædikenen er en discipelbelæring. Det er ord, der hører hjemme i Guds rige, dvs. dér hvor Guds vilje gælder og sker. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Sådan lærer Jesus os at bede i Fadervor. Guds vilje er, at vi skal elske vores fjender, fordi Gud har åbenbaret det i Jesus Kristus - han som bragte - og bringer - Guds rige ned på jorden.

Der er ingen, der kan høre Jesu ord om kærlighed til fjenden uden at erkende sit eget fjendtlige sind. Det skyldes, at budet Afslører, at vores kærlighed eller vores gode vilje sjældent rækker ret meget længere, end til dem, vi naturligt holder af og elsker. Og netop dér, hvor min egen kærlighed slipper op, bliver jeg selv fjenden, der lever af Guds nåde og fuldkomne kærlighed. Det er den erkendelse, der er forudsætning for kærligheden til fjenden: Erkendelsen af, at jeg ikke selv kan elske alle - dét er erkendelsen af, at fjenden er som mig selv. Det afgørende er altså ikke, at jeg ikke kan efterleve budet om fjendekærlighed. For det er umuligt! Det afgørende er, at det fuldkomne liv er levet helt og fuldt af Jesus selv. Han er Guds modspil til al ondskab og fjendskab, og han vil - i vores tro på ham - leve i os. Derfor er der håb. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det er det, Jesus meddeler sine disciple i Bjergprædiken. Og det er også det, han meddeler os og minder os om i dag. Jesu Kristi liv på jorden er kendetegnet ved åbenhed og tillid til den verden, han kom til, på trods af dens modstand. Han var ikke bange for at komme nogen steder, og han tog imod alle mennesker og led ikke af berøringsangst. Det er den frihed, han gerne vil have os til at tage del i.

Lad jer ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Sådan udtrykker Paulus den sag, som han også udtrykker med ordene: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus. Kristi ord i bjergprædikenen fordrer af os at Leve livet og Dele livet - ikke kun med de mennesker vi vælger, eller dem vi foretrækker. Vi skal dele livet med de mennesker Gud har sat os imellem og som han hele tiden sætter os imellem. Kristus er vores "fred og den der Skaber fred mellem Gud og os og mellem os indbyrdes - fordi han tilgiver og oprejser os ved sit ord." Når vi skal vove at prøve at forstå vores fjende og forsone os med ham har det derfor ikke så meget med følelse at gøre, som med Lydighed over for den Gud, der selv bad for sine fjender på korset. Vi er her på fælles vilkår. Alene fordi Gud elsker sine fjender.
Amen.

(Marlene Lindsten)

Kristi Himmelfart
Evangeliet: Lukasevangeliet 24,46-53
Christians Kirke, torsdag den 1. maj 2008  

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

***

I går gik jeg på nettet for at google Kristi himmelfart. Jeg tænkte at jeg ville se på nogle fine billeder af hvad folk har haft og har af forestillinger om Kristi himmelfart. Til min store overraskelse dukkede der et billede frem af tårnet og spiret på Vor Frelsers kirke. Der på toppen, i det høje, med fødderne solidt plantet på den forgyldte jordklode står han, den sejrende Kristus. Ikke den himmelfarne men den sejrende Kristus.

Jeg ledte videre og fandt et kalkmaleri fra Bregninge Kirke på Ærø der forestiller himmelfarten. Et par fødder stikker ud af, ja nærmest en blondekant af sky, et par stigmatiserede fødder, med hullerne fra naglerne. Tilbage på jorden står en gruppe mennesker rundt om en træstub, hvorpå de stigmatiserede fødder har efterladt et aftryk. Det er vist et typisk billede på hvordan man fortalte himmelfarten. I Himmelev Kirke ved Roskilde kan man på den ene af prædikestolens fire sider se himmelfarten, igen et par fødder fra en sky, og her et par sandaler der står tilbage på jorden. I Jerusalem, kan man besøge himmelfartskapellet, bygget på det sted hvor Jesus ifølge traditionen for til himmels for små 2000 år siden. Mod betaling kan man komme indenfor og se den sten der angiveligt er præget med Jesu fodaftryk. Ja hvad ved jeg. Det er som om vi siden langfredag har forladt alt det nemme, det håndgribelige, det forståelige. Men med påskedags opstandelse, dagens himmelfart og den nært forestående ånd over pinsen har vi forladt det indlysende, alt det vi kender til. Vi har uden sikkerhedsline kastet os ud i alt det vi ikke kan vide, alt det som vi må tro. Jesus forlod sin gudeskikkelse for at blive som os, et menneske som du og jeg. I dag sker det forunderlige at han forlader sin menneskelighed, han vender tilbage til sit udspring, fra nu skal han atter kendes på sin gudeskikkelse. Siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, fra da og altid.

Snart er vi halvvejs inde i kirkeåret. Siden adventstiden har vi skridt for skridt, sætning for sætning fulgt den bekendelse vi før sagde sammen i kor. I adventstiden forventning har vi underlagt os Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber. Sammen med Maria, venter vi på at Gud bliver menneske, den Gud der altid har været og altid vil være. Fra jul til påske har vi i medgang og modgang fulgt vor Herre Jesus Kristus på den vej han gik, fra fødsel til død, og vi har frydet os over hans opstandelse. I dag kan vi så glæde os over at han vender tilbage til hvor han kom fra, han vender hjem, han går forud for os, han lover os at også vi skal komme hjem. Og lige om hjørnet, 50 dage efter påske er det pinse. Vi er nået til den tredje trosartikel. Ånden vil komme til os, som tegn på at Herren er overalt, at han stadig bekymrer sig for os, og vil os det bedste. Alt det bekender vi når vi mødes i kirken for at lovprise, bede og takke. Det er den historie vi tidligere tog til os uden så mange spørgsmål, uden så megen undren. I dag synes vi os meget kloge, meget oplyste, meget kritiske. Og historien glider ikke længere så ubemærket ned. Fra jul til langfredag kan de fleste være med. Det er fortællingen om et menneske med en forbløffende empati, et lyspunkt i verdenshistorien, et menneske man må misunde for hans klarsynethed og hans evne til at være fuldt tilstede. Og man kan reducere ham til en social revolutionær, eller en stor medecinmand, et etisk forbillede på linie med folk som Gandhi og Mother Teresa. Men den slags; jeg tager hvad jeg vil og gør det til mit, det duer altså ikke når vi når til påskemorgen, eller til i dag, eller til næste søndag, pinsedag. Her bliver fortællingen totalt syret, den døde bliver levende, på en sky bliver han båret op til himlen, og ti dage senere bliver hans venner fyldt af en Ånd og nye evner udfolder sig, nye døre åbnes. Og dér er det at vi ikke længere kan nøjes med at identificere os med ham og spejle os i ham. Det er her vi må overgive os, se den sande storhed i fortællingen. Og ind på scenen træder vores kloge, oplyste og kritiske spørgsmål. Det er vilkårene for så gammel en religion som kristendommen. Dens forløb strækker sig over mange år, mange systemer, mange livsanskuelser. I gamle dage var himlen noget andet. Deroppe i lyset boede Gud med sine engle, og under jorden i mørket regerede Satan. Men i kampen mellem liv og død, mærkede mennesket deres magt, og på den måde er himmel og helvede også her hos os. Gagarin, den russiske astronaut, der havde æren af at være den første mand i rummet kunne stolt melde sit kommunistiske og ateistiske bagland at Vorherre, ham havde han ikke set deroppe i himlen. Og med den melding er vi på en måde tilbage ved de efterladte sandaler, fodaftrykket på træstubben, og de underligt svævende fødder under skyen. Himlen er ikke et sted ude i rummet. I sit første brev til korinterne (2,9) siger Paulus at himlen er: hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte. Himlen er i det høje, i det høje er alt det bedste. Himlen er genstanden for al vores længsel.

Som et Babelstårn rejser Spiret sig på Vor Frelsers Kirke, på den anden side af Torvegade, og når vi går derop, helt op til toppen, er det som om vi næsten kan røre himlen. Med det formål byggede menneskene tårnet i Babel i den fortælling vi kender fra det gamle testamente. De byggede tårnet for at komme ind i himlen, for at vise Gud hvor dygtige de var, ligeså dygtige som ham. Det var hovmodets tårn de byggede. Og straffen var ikke til at tage fejl af. Menneskene blev spredt for alle vinde, de kunne ikke længere forstå hinanden, og kunne dermed ikke længere udføre oprør. Vores bydels tårn er et ganske andet slags tårn. Det er nemlig et Babelstårn der er bygget med ydmyghed, det er ganske vist et tårn på vej mod himlen, men det har Jesus Kristus placeret, lige dér hvor han skal være, på toppen, på vejen derop. Jeg er vejen og sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig. Han er svaret på al vores længsel mod himlen, ikke revolutionæren, helbrederen eller det etiske forbillede, nej den korsfæstede og opstandne frelser, der for til himmels for at sidde ved Gud den almægtiges højre hånd, for sammen med ham og helligånden at råde og regere over vores liv. Vi kan ikke kravle op til ham, han kom ned til os. Himlen bøjede sig i kærlighed mod jorden for at vise os vejen tilbage. Og i dag fejrer vi at han igen blev løftet op, løftet hen eller hvad vi nu skal sige. Vi fejrer det fordi vi ved at det syrede afsnit, fra påskemorgen til pinse, er nøglen til forståelsen og betydningen af alt det anden.
Kære menighed, lad os lykønske hinanden med Kristi himmelfart.
Amen

(Selma Ravn)

3. søndag efter påske
Evangeliet: Johannesevangeliet 14,1-11
Den Norske Kirke, søndag den 13. april 2008 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. 

***

Jeg er vejen og sandheden og livet. Sådan siger Jesus, og Gud ske tak og lov for det. Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er tydelige ord, de kan ikke bøjes eller fortolkes, de står lysende klare. Fløjlshandskerne er smidt, der er ikke noget at tage fejl af. I dag bliver vi kaldt til fornuft. I dag bliver vi bedt om at tie stille og lytte til hvad Gud selv har at sige os. I dag er der ingen plads efterladt til private og individuelle tolkninger, der er ikke rum for at alt kan være lige godt, vi tror jo alle sammen på den samme Gud, vi ser bare forskelligt på ham. I dag er der ikke plads til at vi bedømmer Gud, at vi kan ønske os ham på den ene eller den anden måde. I dag taler Gud til os og han siger: Jeg er vejen og sandheden og livet. Og Gud ske tak og lov for det.

Nogen gange kan man få den mistanke at Gud taler for døve ører. For vi har mange veje, mange sandheder, mange ideer om hvad liv er. Ingen synes længere at have patent på noget som helst, og alt er op til hvad vi foretrækker, bare det føles rigtigt for dig. Der er en indisk fortælling en slags religiøs lignelse. Den handler om fire blinde mænd, der mødte en elefant. De kunne af gode grunde ikke se elefanten, så de måtte føle sig frem. Den ene blinde mand fik fat i elefantens øre og sagde: elefanten er en vifte. Den anden mand stod ved dyrets bagben og sagde: nej, nej elefanten er en træstamme. Den tredje mand havde hænderne oppe på elefantens mave og protesterede: I tager begge to fejl, for elefanten er en tønde. Og endelig sagde den fjerde blinde mand: I taler, som I har forstand til! Elefanten er en slange. Han stod selvfølgelig med hånden på snablen. Denne lignelses pointe er at menneskeheden er som de fire blinde mænd. Gud, ham er vi nødsaget til at føle og famle os frem til, og de fire blinde mænd havde i virkeligheden alle sammen ret, de stod bare med hver sit stykke af sandheden. Derfra kan man så konkludere at alle religioner og livsanskuelser har ret, for de står bare hver sit stykke af sandheden. Og sådan har vi alle ret til vores bid af sandheden. Vi kalder det for fremskridt og vi tænker at det er sundt og godt og et udtryk for stor frihed at enhver kan vælge for sig selv. Sådan ophøjer vi mennesket til selv at finde sin vej, til selv at udtrykke sin sandhed og selv at skabe sit liv. Men fra hovmodets piedestal bankes vi på plads, tilbage til de ydmyge rækker med dette Jeg er vejen og sandheden og livet, i bestemt form, for der er kun en vej, en sandhed og et liv. Og sådan må det være, ellers udvander vi enhver mening. For hvis alt er lige gyldigt, så er alt ligegyldigt. Det giver ingen mening at sige at alle veje fører til Gud, så er vi lige lidt hjulpet, så tvinges vi tilbage op på hovmodets piedestal, et sted vi slet ikke magter at være.

Langt de fleste mennesker er søgende mennesker, de leder efter vejen, det er som der i os alle er en længsel tilbage til paradisets have, en længsel tilbage til dengang hvor vi ikke var alene, hvor tilliden endnu var det bærende element og hvor kærligheden var den eneste følelse der havde magt. Vore veje er meget forskellige, og jeg må med mit udgangspunkt hævde at der ingen omveje er, ingen biveje eller smutveje, der er kun vejen og den hedder Jesus Kristus. Det er en vej som vi i bibelen får at vide er den snævre vej, som kun få finder, den snævre vej der leder til frelse. Det er den vej som Thomas med god grund er bange for at han ikke selv kan finde. Disciplene står foran at blive ladt tilbage, nu hvor deres længsel ellers er blevet mødt og de har for en stund fået lov at leve i tillid, de har fået lov til at se kærlighedens magt. Derfor er Thomas ængstelig og Filip har endnu ikke forstået at det er sandheden han har set. Jeg har før sagt at jeg en dag vil holde en forsvarstale for Jesu disciple, de dumme og uforstandige disciple. For hvor var vi uden dem. De stiller jo alle de spørgsmål som også vi går og tumler med. De spørgsmål der fødes af vores paradislængsel. Hvor er vejen derhen, hvad er sandheden, hvordan er livet.

Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Så kraftfuldt og enkelt kan det siges. Vores paradislængsel har sit entydige og simple svar lige dér. Jesus Kristus er det tætteste vi kommer på Gud. Og det er ufatteligt tæt på. Tættere måske end vi har turdet håbe på i vores længsel. Den der har set mig, har set Gud, sådan besvares Filips ønske om at se Faderen. Hey Filip du har jo set ham, du har gået side om side med ham, og han har lært dig alt hvad du ved. Tro på Gud og tro på ham. Han er vejen, find hans spor, sæt dine fødder i dem gå den vej han gik. Han er sandheden, åbn både dine ører og dit hjertet for det ord der fortæller alt om hvad du behøver at vide, det ord der vejleder og trøster, og forarger og provokerer, det ord der siger dig hvad du har brug for at høre. Han er livet, hav mod til at leve det liv, det rigtige og meningsfyldte liv, det liv der går ud over alle grænser og forestillinger, det liv hvor længslen er en saga blot.

Jeres hjerter må ikke forfærdes, det er lige så meget til alle os i dag. Som en påmindelse om at der kun er én vej og en masse afveje. Men det er også en påmindelse om at det er en vej som vi ikke skal gå alene, det er en vej vi ikke selv skal finde på, ikke selv skal berettige. Det er en påmindelse om at vi slet ikke befinder os så godt som vi tror på hovmodets piedestal, og at vi ikke selv rummer svarene på de spørgsmål som vores længsel stiller os.

Påskedag
Evangeliet: Matthæusevangeliet 28, 1-8
Vor Frelsers Kirke, søndag 23. marts kl. 10.30

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«  Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

***

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden.

Sådan lyder påskehilsenen i den ortodokse kirke - og sådan lyder det i dag, hvor vi fejrer påske her i Vor Frelsers Kirke. Vores kirke er en passende ramme for vores påskefejring - også selvom den lige nu er en byggeplads. Eller rettere: netop fordi kirken lige nu er en byggeplads. For den kristne tro bygger på påsken. Uden Jesu Kristi opstandelse påskemorgen ville hans liv og betydning ikke have rakt ud over hans eget liv og hans nærmeste venne- og omgangskreds. Uden opstandelsen havde hans liv været et menneskeliv som alle andre. Men i opstandelsen bliver det klart, at alt liv i ham skal forklares og fornys. Jesu er den sten, som blev vraget af bygmestrene, men som er blevet hovedhjørnesten. Hovedhjørnestenen er den, vi kan bygge vores kirke og vores liv på. Når der i disse måneder bliver brugt millioner af kroner på at restaurere kirken, så er det ikke først og fremmest af museumsgrunde, så er det ikke for at bevare en fantastisk, historisk bygning, men så er det for at bevare kirken som kirke, som opstandelsesrum midt i blandt os, der bor her.

Men behøver vi kirken for det? Er religion ikke først og fremmest noget, der foregår inde i mennesket, usynligt, en hjertesag? Både ja og nej. Ja, fordi det jo er rigtigt, at opstandelsestroen kun kan fattes med hjertet, men nej, hvis vi gør opstandelsen til en følelse, en sjælelig harmoni. Opstandelsen har ikke sit udspring i menneskets hjerte, men i Guds vilje. Det er derfor, vi kan bygge vores liv på den. Men netop derfor har vi også brug for en kirke, et rum, hvor vi kan mødes og høre det, som intet menneske nogensinde kunne sige sig selv.

Man kan ofte høre det synspunkt, at kirken skal bruge flere ressourcer på mennesker og mindre på mursten. Som om det er et enten-eller: Mennesker eller mursten. Den tid, vi gennemlever i disse år, hvor vi er uden vores egen kirke, har i hvert fald lært mig om murstenenes betydning! Vi mennesker er ikke kun åndelige væsener, men - som Grundtvig sagde - et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi ånder og vi er ånd. Krop og ånd hænger sammen. Derfor behøver vi en kirke af sten, et sted at komme - med vores glæder og sorger, med vores angst og vore drømme, med vores længsler og fortvivlelse og dér blive mødt af ordet om Ham, der gav sit liv som løsesum for mange.

Vi har brug for et sted, fordi opstandelsen har fundet sted. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå". Sådan hører vi i dag, at englens ord lyder til kvinderne, da de kommer ud til graven påskemorgen. 'Frygt ikke' er et ord, der går igen mange steder i Det Nye Testamente. Det lyder også julenat, hvor englen siger til hyrderne: "Frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket". Det liv, der kom til verden julenat og som påskemorgen blev oprejst af graven, driver frygten ud og folket kan bygge sin glæde på ham. "Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det". Den frygt, som kvinderne fyldes af, er ikke angst og fortvivlelse, men ærefrygt og gudsfrygt. For de har set ind i den tomme grav og dér set ind i Guds hjerte. De var kommet til graven med deres sorg, sådan som enhver, der har taget afsked med en elsket, gør det. Men de løb derfra med det glædelige budskab om, at den korsfæstede ikke var blevet i døden, men var opstået. Den glæde, som de ikke havde troet mulig, var nu pludselig virkelig. Deres liv havde fået et nyt fundament. Det var ikke længere sorgen, savnet og afmagten, der trykkede dem til jorden, men glæden, der løftede og bar dem.

Opstandelsestroen er ikke tro på udødelighed. Det er troen på, at Gud i Jesu Kristi opstandelse fra de døde, har genfødt os til et levende håb, der er stærkere end døden. Det er troen på, at vi aldrig er uden Gud. På hebraisk hedder påsken pesach - et ord, der betyder forbigang. På engelsk kan påsken hedde passover, som også betyder forbigang eller at noget springer over. Det er i begge tilfælde døden, der tænkes på. For påsken er festen for, at døden passerer forbi. Springer over. Og at vi derfor kan springe højt af glæde.

Ingen har digtet skønnere om påsken end Grundtvig gør det i salmen om påskeblomsten. Vi er jo så heldige at leve i et land, hvor påsken falder sammen med påskeliljernes blomstring. Og påskeliljen fortæller påskens under: Dens krans er som en sol, der fortæller om den morgen, hvor kvinderne kom til graven. Da solen stod op, så de, at deres elskede ven var stået op. Langfredags lidelse og død var fortid. Glæden, livet, håbet og kærligheden er nutid. Påskeliljens gule bæger kan vi kigge ind i - som kvinderne kiggede ind i den tomme grav og der så, at Gud er herre over liv og død. Da gik de derfra med den nye glæde, som verden skal kende: sådan som liljens bæger jo også ligner en trompet, der forkynder, at Jesus besejrede døden. Og at det han var: den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne medfølelse, er stærkere end vantro, forræderi, fortvivlelse og død. Når vi hører det og tror det, forklares og fornys vores liv. Vi er ikke overladt til os selv, vi er ikke ofre for en blind skæbne, vi er ikke underlagt døden. Vi bygger på Ham, der kender os og omfatter os med sin kærlige vilje. Vi bygger vores håb på livets Gud, på hovedhjørnestenen, som bygmestrene vragede, men som Gud oprejste.

Kristus er opstanden
Han er sandelig opstanden!

Glædelig påske!
Amen.

(Peter Birch)

2. søndag i fasten 
Evangeliet: Markusevangeliet 9, 14-29
Den Norske Kirke, søndag 17. februar kl.17.00

Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

***

Astrid Lindgren udtalte engang i et interview, at hun ikke troede på Gud - og tilføjede så: Hvilket måske er frækt at sige, når man har bedt til ham hver aften i 67 år. For Astrid Lindgren var bønnen altså den levende forbindelse til den Gud, hun ikke troede på. Bønnen er også blevet kaldt troens åndedræt. I bønnen henvender vi os til Gud - i glæde eller klage, fortvivlede eller håbefulde. Nogle gange måske ligefrem anklagende, andre gange frimodigt. I bønnen kan vi blotte os for Gud og åbne for vore inderste tanker, vores tvivl og ængstelser. Vi kan bekende vores skyld og bede om tilgivelse og nyt mod.

I Bibelen findes alle disse udtryk og det er en vigtig pointe i kristen bøn, at dens betydning aldrig ligger i en bestemt, ritualiseret form. Bønnen er ikke bundet til bestemte tider og måder. For muslimen er bønnen en ritualiseret handling: man skal bede fem gange i løbet af dagen og gennemføre bønnen efter bestemte forskrifter, bl.a. skal den bedende bøje sig med retning mod Mekka. Her er bønnen en religiøs pligt, et påbud, der skal følges - og som skal følge bestemte regler og former.

I kristendommen er bønnen i sit udtryk og i sin form fri. Selvfølgelig findes der masser af faste, formulerede og ritualiserede bønner - i gudstjenesten bl.a. - men bønnen er i sit væsen fri. Det hænger sammen med, at den ikke er en handling, men en holdning - bønnen betegner det forhold, der er mellem Gud og menneske. Dens betydning ligger derfor heller ikke i at blive udført på bestemte måder, men i at vi i bønnen står i et levende forhold til Gud.Når Jesus lærer sine disciple Fadervor så er det ikke for at ritualisere bønnen eller ensrette den, så den er korrekt, men så er det for at fastholde os i troen på, at vi over for Gud står i et fortrolighedsforhold; vi kan bede til Gud som til en far.

Et barn ved godt, hvordan man beder - i barnets verden er bøn det mest naturlige i verden: Må jeg få? Vil du lege? Tror du, jeg kan? Vil du hjælpe mig med at ... ? For barnet er det at bede et udtryk for tillid til verden og til de mennesker, der omgiver det. Omvendt: Hvor et barn ikke beder sine forældre om noget, er der grund til at være på vagt - for det kan være udtryk for manglende tillid, måske ligefrem frygt. Den, der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn kommer slet ikke ind i det - sådan siger Jesus og det gælder også i forhold til bøn: vi kan lære af barnet at bede med den selvfølgelighed og fortrolighed, som barnet ejer. Vi kan af barnet lære, at bønnen ikke er en handling, men en holdning: et udtryk for, at vi har Gud som far og at vi kan bede til Ham i tillid og uden frygt.

I dagens evangelium er det en far, der henvender sig til Jesus og beder om hjælp. Hans søn er besat af en ånd, der river og flår i ham og truer med at ødelægge hans liv. Vi ville i dag måske stille en anden diagnose og kalde drengens lidelse for epilepsi. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at drengens far beder Jesus om hjælp og at Jesus hjælper. Farens afmagt kender vi. Vi kan uden problemer sætte os ind i hans desperation og fortvivlelse over, at ingen kan hjælpe hans søn, gøre ham rask, give ham lindring for hans smerter. Farens situation ligner den situation, som salmisten i Det Gamle Testamente sætter ord på, når han siger:

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!

Farens situation er håbløs og hans bøn er præget af afmagt: Jeg tror, hjælp min vantro!Han har intet at komme med, ingen formfuldendte ord, intet, der kan retfærdiggøre hans ønske. Her er troen reduceret til et afmægtigt råb om hjælp. Bønnen er et udråbstegn. Sådan findes der situationer, hvor livet bliver koncentreret i én eneste bøn. Som når skibbrudne udsender SOS - i sig selv en forkortelse for en bøn: Save Our Souls eller Mayday, som menes at være en angloficering af det franske M'aidez - hjælp mig.

Jesus er ikke fremmed for manden. Han ser hans afmagt og skulle selv få den at føle på korset. Her er hans skrig 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!' på samme måde et råb efter mening og mod og håb. Jeg tror, hjælp min vantro - det var alt, hvad den epileptiske drengs far havde at komme med, da han står over for Jesus. Og det var nok. Jesus befaler den onde ånd at fare ud af drengen og viser dermed, at han er vores håb, når vi mangler tro, han er kærlighedens magt, der møder os i vores afmagt.

Men hører Gud vores råb, vores bønner? Vi hører i dag, at Jesus hører farens råb om hjælp og helbreder den syge dreng. Men ofte melder tvivlen sig hos os, for hører Gud os, når vi beder? Og vi drager en farlig slutning: at når Gud tilsyneladende ikke hører vores bønner, så er det fordi vi ikke tror nok. Er det ikke også det, der ligger i dagens evangelium, hvor disciplene ikke kan helbrede den syge dreng. Da disciplene spørger Jesus, hvorfor de ikke magtede at helbrede drengen, svarer Jesus, at den slags kan kun ud ved bøn - ligger der ikke i det, at disciplene var svage i troen?

Nej, ved at gøre bønnen til et spørgsmål om vores trosstyrke, forvandler vi bønnen til en præstation. En åndelig styrkeprøve, der handler om at vi skal få vores vilje over for Gud. Men kristen bøn handler altid om det modsatte: Om at Han får sin vilje med os. Ske din vilje. Vi skal bede med barnets frimodighed og tillid. Som skabte i hans billede, er vi hans børn. I bønnen beder om, at Han, som har indblæst sin ånde i os, må bære os med sin Ånd i liv og død. Bønnen er udtryk for, at vi forlader os på Gud. Lægger vores liv i Hans hånd i tillid til, at Han hører vores bønner og at Hans vilje vil ske. Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer udtrykker der sådan: Ikke alt, hvad der sker, er Guds vilje, og dog sker intet, uden at Gud er med i det, for der gives gennem hver begivenhed, om den er nok så tung, altid en indgang ind til Gud. Gud opfylder ikke alle vore ønsker, men Han er trofast mod alle sine løfter.

I Jesu Kristi navn
Amen

(Peter Birch)

Søndag septuagesima
Evangeliet: Matthæusevangeliet 25,14-30
Den Norske Kirke, søndag 20. januar kl.17.00

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

***

Himmeriget, det er billedet på hvordan det er meningen at det skal være. Himmeriget er alt det bedstes holdeplads, landet uden bekymringer, der hvor det eneste suk man drager er lettelsens. De lignelser der begynder med Det er med himmerriget som med..... de begynder uskyldigt med det nære, det kendte, det vi mener er os. Men som regel ender det ikke lykkeligt, lignelsen har det med at vende sig mod os, og udstille os overfor hinanden, og i dag ender det med udstødelse, gråd og tænderskæren. Lignelserne er billeder på Guds vilje, hans ønsker og drømme. I dag skal vi forstå at det er Guds vilje at vi behandler det vi har fået med respekt, med tillid og alvor, men også med glæde og initiativ og frimodighed. I dag handler det om talenter. Talent var en vægtenhed i antikken, den blev brugt som vægtenhed for ædle metaller, og som sådan blev den til en pengeenhed. En talent svarede til 6000 denarer, så 1, 2 og 5 talenter var mange penge. Men i dagens tekst bliver en betroet talent til et betroet talent.

Hvad vil det overhovedet sige at betro nogen noget. Det er vel mest af alt et udtryk for tillid, her, her er noget af mit, det vil jeg have at du skal passe på for mig. Der er ikke langt til den tredje tjeners logik. Af frygt for at miste det betroede, forskanser han sig, han skjuler det betroede for enhver. Han vil være sikker på at kunne aflevere lige præcis det han har fået. Men hans frygt bliver en selvopfyldende profeti. For når vi læser resten af lignelsen så forstår vi at det netop ikke må handle om frygt, men at det handler om liv og om vækst, det handler om investering.

Gud har betroet os alverdens talenter, nogen til dig og nogen til mig. Gud har skabt os forskelligt.
Nogle kan spille musik til glæde for andre, synge så det er en fryd, male, digte, spille fodbold eller lytte og holde på en hemmelighed. Nogle er dygtige til at få andre til at føle sig vellidt og andre er morsomme. Alle har vi mange forskellige evner. Og når vi bruger vores betroede talenter - når vi satser med dem, vover os frem og lader dem komme til udtryk, så vinder vi. Det værste vi kan gøre er, at tro vi at vores talenter har det bedst ved at være gemt langt væk, gravet ned i jorden. For sikken en skam det ville være hvis ikke vi brugte vores talenter, sikken skam hvis ikke Lars udnyttede det talent der er ham betroet, blandt mange talenter selvfølgelig, og satte musik til vores møde her i Guds hus i dag. Sikken skam hvis ikke koret øste af deres talent og ledsagede os i vores bestræbelser på at prise Herren ved salmernes ord og toner. Sikken skam det ville være.

Men der er langt mere end ærgrelsen på spil. Der er faktisk hele livet på spil. For den der holder på sit - bliver fattig. Den der ikke vil eller tør investere i andre, men kun lige giver det samme igen, som han får, han mister efterhånden selve livet, mister alt det vi kan og skal have ud af livet. Lignelsen om de betroede talenter handler om at bryde onde cirkler. Den handler om at ruske os ud af isolation og frygt. Den vil åbne vores øjne for at mennesket har værdi, at varme smitter og at godt avler mere godt. Hvis vi reducerer alt i livet og alle forhold til regnskaber, hvis vi kun søger at sikre os, så er al vækst skudt ned, så er alle blomster plukket inden de nåede at springe ud, og så har vi glemt den tillid der blev vist os fra ham der plantede blomsterne, og betroede os dem.

Enhver som har til ham skal der gives, han skal have i overflod, men den der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Det er hårde ord. Med hvilken ret kan Herren fortælle os, at hvis vi er i underskud, så vil vi miste selv den smule vi har. Og den der har overskud, han får bare mere. Hvem er han, at han sådan kan fælde dom over os, og love gråd og tænderskæren i mørket udenfor. Han er Kristus. Ham der selv havde et hav af talenter, ham der ikke var bange for at bruge af de talenter der var betroet ham, han øste gavmildt af sit overskud,